Vintermums: Salat med avocado, appelsin og gulerødder

Jeg har skrevet om hende før, dygtige April Bloomfield.

Denne gang blev jeg (igen) inspireret af en af hendes salater.

Smukke ingredienser

Smukke ingredienser

Essensen her er at opnå en salat, hvor bagte gulerødder og avocado skal ligne hinanden i tekstur, og komplementere i smag. De ristede og friskstødte krydderier giver et smagsbombardement sammen med den friske koriander, som tilføjes til sidst.

Ingredienser til en salat, der rækker som tilbehør til 3 personer:

  • 3 fed hvidløg
  • Flagesalt
  • 1 tsk hel spidskommen
  • 1 tsk hel koriander
  • 1/2 frisk rød finhakket chili
  • 2 spsk olivenolie
  • 1 pakke små snack gulerødder
  • 2 appelsiner
  • 2 avocado
  • 2 spsk citronsaft
  • Frisk koriander

Start med at hakke eller morte hvidløg fint sammen med salt.

Rist spidskommen og koriander på en pande, indtil det bliver lidt brunt og dufter skønt. Mal eller stød krydderierne og bland dem med hvidløg, chili og olivenolie.

Vask gulerødderne og skræl dem – hvis det nødvendigt. Vend gulerødderne med krydderolien og bred dem ud i et ildfast fad. Drys med salt og vend gulerødderne godt rundt igen, indtil al olie og krydderier er grundigt fordelt på gulerødderne.

Gulerødder klar til ovnen - en fantastisk duft

Gulerødder klar til ovnen – en fantastisk duft

Tænd ovnen på 200 grader, almindelig over/undervarme.Dæk fadet med alufolie og sæt det i ovnen, hvor gulerødderne bages i 15-20 minutter. Derefter tages folien af og gulerødderne bager videre ca 10 eller til de er møre og har fået lidt farve.

Tag gulerødderne ud og lad dem køle lidt af.

Skær skrællen af appelsinerne med en kniv og fileter dem.

Pres den resterende juice fra membranerne i en lille skål.

Skræl avocadoerne og skær dem i både på størrelse med gulerødderne, men stadigvæk i en størrelse, så de forbliver i både og ikke bliver most, når de blandes med de øvrige ingredienser.

Kom avocadoerne i en stor skål og bland dem godt med den pressede appelsin- og citronsaft samt lidt ekstra olivenolie og flagesalt.

Bland det godt rundt med hænderne, så avocadoen tager smag af den gode dressing.

Skub avocadoen lidt til side og kom nu gulerødderne i dressingen, som i mellemtiden er blevet lysegrøn af avocadoen.

Gnub igen godt rundt, så krydderierne på gulerødderne bliver blandet med dressingen og gulerødderne tager masser af den dejlige smag.

En smuk og meget aromatisk salat er klar til servering

En smuk og meget aromatisk salat er klar til servering

Bland til sidst appelsinfileterne i og vend avocadoerne med rundt, men forsigtet så elementerne ikke går i stykker.

Drys med frisk koriander og server.

Du kan selvfølgelig sagtens vælge en anden grøn krydderurt, hvis du tilhører den gruppe, der synes koriander smager af sæbe – på den forkerte måde.

Velbekomme.

Mange hilsner,

Mette Juulsgaard

Fotograf Martin Kaufmann

 

 

8 Comments

Got something to say? Feel free, I want to hear from you! Leave a Comment

  1. Jeg hører helt klart IKKE til den gruppe der synes det smager af sæbe! Skønt med inspiration til en ny salat! Hvad ville du servere til denne?

    • Mette says: (Author)

      Hej Heidi,
      Jeg er helt enig i koriander-betragtningen, men jeg må indrømme, at jeg tidligere var på det hold 🙂
      Vi fik salaten i søndags til stegt fisk (panko-panerede rødspættefileter) og det smagte skønt. Det samme vil kylling gøre. Du skal naturligvis tage højde for koriander/spidskommen smagen, men ellers synes jeg faktisk, det er en ganske alsidig salat, som kan supplere de fleste måltider.
      Det vil også være en skøn frokostsalat.
      Hav en dejlig dag.
      Kh, Mette

  2. Lyder lækkert! Tror jeg vil prøve den i weekenden 🙂

  3. Nina says:

    Den ser bare lækker ud, den må jeg snart prøve at lave!

  4. Anne-Mette Tolstoy says:

    Kære Mette,

    Stor ros til din blog. Den er lækker og indbydende, og til stor inspiration for mig. Jeg skal afprøve ovenstående salat i morgen.

    Jeg håber, at alt er vel hos dig!

    Kærlig hilsen

    Amto

    • Mette says: (Author)

      Kære Amto,
      SUPER hyggeligt m en besked fra dig herinde og hvor dejligt at høre, du læser med.
      Rigtig god fornøjelse m salaten. Jeg synes, den er noget så skøn!
      Glædelig søndag.
      Kh, Mette

Leave a Comment

Let us know your thoughts on this post but remember to place nicely folks!