En juletradition fra hinsidan: LUSSEKATTER

Vi nærmer os den traditionelle Lucia dag, som er den 13. december. I Sverige spiser man denne dag Lussekatter og da alle traditioner, der involverer noget spiseligt er ret hyggelige, så synes jeg, det er min pligt, at medtage en opskrift på bloggen.

De traditionelle svenske Luciabrød i sjove former

Sagnet lyder, at djævlen – i skikkelse af en kat – gav børnene tæv, mens Jesus – i form af et barn – uddelte boller til de søde børn. For at holde den lyssky djævel borte, blev bollerne farvet gule med safran.

Således menes forstavelsen “Lusse” at henvise til Lucifer ) djævlen og “katt” er selvfølgelig slet og ret en kat.

I Sverige har de gule boller mange navne: Lussekatt, lussebulle, lussekuse, saffranskuse eller julkuse. I Danmark kalder vi dem oftest (bare) Luciabrød eller Luciaboller.

Kært barn har mange navne – her er det formen “gullvagn”

Det sidste vigtige, inden vi hopper til opskriften, er symbolikken i bollernes form. Du finder en rigtig god oversigt her og her.

Lussekatte kan pyntes med perlesukker, mandler eller rosiner. Jeg synes, det er ret hyggeligt med rosinerne, som føjer lidt “liv” til figurerne, selvom mandler selvfølgelig (altid) smager skønt.

Jeg har taget udgangspunkt i en opskrift fra Meyers bageri, men ønskede lidt mere krumme og struktur i bollerne, derfor har jeg suppleret med groft speltmel. Det bliver det altså på ingen måde nogen sund (grov)bolle af, men det giver lidt mere krumme, som jeg godt kan lide. Hvis du helst vil have helt rent hvedebrød, så gør du selvfølgelig bare det.

Desuden har jeg reduceret mængden af safran, så der også bliver til julegaverne i år. Og så må jeg også indrømme, at jeg ikke er den store safranfan og med denne mængde, bliver der et svagt hint af safran uden det overdøver/parfumerer for meget.

Til 12 brød:

  •  0,375 g safran
  • 4 dl mælk
  • 50 gr gær
  • 1 æg
  • 600 gr hvedemel
  • 200 gr groft speltmel
  • 15 gr havsalt
  • 80 gr sukker
  • 100 gr smeltet smør
  • Æg til pensling
  • Rosiner til pynt

Opløs gæren i mælken. Tilsæt æg, mel, sukker, smør og safran og til sidst salt. Hold lidt af melet tilbage, til du har set, hvor meget væsken suger. Du kan altid tilsætte mere mel, men det er svært at tage fra igen.

Ælt dejen i små 10 minutter til den er blød og glat.

Dejen hæver lunt i ca 2 timer. 

Hæld dejen ud på et meldrysset bord og del den i 12 lige store stykker.

Form nu bollerne, som du har lyst til, evt med inspiration fra de to links: her og her.

Sæt bollerne på en bageplade med bagepapir og lad dem efterhæver i ca 1 time. Pensles med sammenpisket æg og pynt med rosiner, mandler og/eller perlesukker.

Bages ved 200 grader i ca 10-12 minutter.  

Hov – hvor kom den kogle fra?!

Bollerne smager – som alt andet sødt gærbrød – bedst den dag, de er bagt. Men de er nu heller ikke tossede efter en tur i brødristeren dagen efter.

Spis dem med koldt smør, måske lidt ost eller honning.

Glædelig Lucia-dag (på torsdag!).

Mange hilsner, Mette

Fotograf: Martin Kaufmann

 

 

4 Comments

Got something to say? Feel free, I want to hear from you! Leave a Comment

  1. Mille says:

    Hej,så fine de er.Men noget anderledes end vores meget gule lussebullar.
    De spises ikke med smör og ost på.
    Ha en god dag:)

    • Mette says: (Author)

      Hej Milla,
      Ja – jeg har reduceret mængden af safran, da jeg synes 1 pakke med 0,375 gr er nok. Desuden er mange boller idag farvet med gurkemeje, men det er kun for synets skyld. Ikke smagen 🙂
      Nej, smør og ost, det er vist en dansk variation 🙂 !!
      Hvor får du dine yndlings lussekatter?
      Kh, Mette

  2. Mille says:

    Hej Mette,
    det var da skräkkeligt med gurkemeje,det gör vi nu ikke her.
    Nu er jeg også ret vild med saffran,bruger 2-3 breve til cirka samme mängde mel,du har i din opskrift.
    Jeg bruger nu ret meget saffran til forskelligt mad.
    Jeg bager dem selvfölgelig selv:)))

    • Mette says: (Author)

      Godt svar, Mille 🙂
      Jeg elsker luciabollerne og hjemme hos os, er det blevet en tradition i december!

Leave a Comment

Let us know your thoughts on this post but remember to place nicely folks!