Pomelosalat med citrongræs og tigerrejer – en yndling for tiden

For godt og vel et halvt år siden havde min kæreste og jeg en rigtig dejlig oplevelse på restauranten Kiin Kiin. Det er længe siden, jeg i den grad er blevet overrasket og har fået udfordret mine smagsløg (på den gode måde). Det er altid enormt svært, når man kommer med høje forventninger, men de blev til fulde indfriede denne gang. Indretningen har jeg det blandet med, men det er forfriskende med et så anerledes sted i København. Og i verden for den sags skyld. Hvor mange andre thai-restauranter er det lige, der har en Michelin stjerne?! 

Yndlingen nederst til venstre

Vi havde billetter til Empire bagefter og havde derfor valgt “teatermenuen”, som er afstemt efter, at man kan gå fra bordet senest kl 1930.

En af de mange retter, vi fik denne aften var pomelosalat med citrongræs og tigerrejer. En helt fantastisk kombination af relativt få ingredienser, men i en ny og meget overraskende sammensætning.

Siden har jeg fået salaten på Aroidee og jeg kan se, at den ligeledes er på kortet hos den nye i “familien” Chai Wong. Ergo er jeg vist ikke den eneste Kiin Kiin kunde, som synes denne ret er enestående.

Opskriften er fra Henrik Ydes nylige kogebog: “Opskrifter fra Ricemarket”, dog med et par mindre modifikationer.

Så er vi klar til at gå i gang

Salat:

1 pomelo

3-4 tigerrejer per person. Alternativt jomfruhummerhaler

Dressing:

3 spsk fiskesauce

3 spsk limejuice

3 spsk sukker

1 rød chili – men husk at checke styrken og start evt med en halv

1/2 fed hvidløg

Drys:

1 dl peanuts

1 -2 stilke citrongræs i tynde tynde skiver

MASSER af koriander

Start med at gøre pomeloen i stand. Skær evt først den gule skræl af med en kniv og begynd derefter pillearbejdet med at befri de enkelte både af det hvide “flamingo”. Kødet pilles ud og alle hinder fjernes. Pluk evt kødet i lidt mindre stykker, men ikke alt for småt. Stykker på størrelse med en halv pakke gær (Ok – den sammenligning var måske ikke den heldigste, men umiddelbart den bedste jeg kunne komme i tanker om).

Rejerne grilles eller steges på en MEGET varm pande. Såfremt du bruger rå = de sorte tigerrejer, skal de absolut ikke have længere end til skallen har ændret kulør, hvis du bruger de allerede kogte, skal du regne med et par minutter.

Til dressingen blandes fiskesauce, limejuice og sukker. Chilien hakkes fint og ligeledes med hvidløg (Henrik Yde forslår, at de to moses sammen i en morter). Rør alt grundigt sammen til sukkeret er opløst.

Gør koriander og peanuts klar, evt groft hakket.

Dressingen hældes over salat og de resterende ingredienser: peanuts, citrongræs og koriander vendes ligeledes i.

Vær opmærksom på, at citrongræs sagtens kan spises uden at være hakket til uigenkendelighed. Før snitteriet starter skal du tæve din citrongræs; brug skæftet af en kniv og slå grundigt løs på hele stilken, så fibrene knuses og de æteriske olier frigives. Det dufter aldeles vidunderligt.

Der var blandede følelser om koriander den aften, så to små skåle med henholdsvis koriander og mynte blev lavet - så kan man vælge efter smag og behag

Med hensyn til koriander, så er det en love-or-hate krydderurt. Såfremt du hører til dem, der synes koriander smager af sæbe, så bruger du bare mynte i stedet og til os andre, som ææææælsker koriander; sørg for at købe dit “fix” hos en grønthandler, som har korianderen i bundter. De ynkelige potter i supermarkederne er eksploderet i vækst med masser af gødningsmiddel og pga hastigheden er der desværre forsvindende lille smag i dem.

Fotograf: Martin Kaufmann

13 Comments

Got something to say? Feel free, I want to hear from you! Leave a Comment

  1. Helle says:

    Kære Mette
    Tillykke med din blog. Hvor er her lækkert. Smukke billeder og opskrifter, der frister. Jeg glæder mig til at prøve dem af.
    Knus Helle

    • admin says: (Author)

      Kære Helle,

      Tusind tak for din søde besked. Jeg glæder mig til at høre om dine erfaringer m opskrifterne. Og så skal vi altså snart ses!!!!

      KH, Mette

  2. Helle says:

    Ja vi skal, Mette. Lad os gøre noget ved det, når du er tilbage.
    Tror jeg skal prøve de der laks rigtig snart. Tak for inspiration.
    kh Helle

  3. Ditte says:

    Jeg skal servere denne salat for 6 mennesker på fredag. Tror du, at mængderne i opskriften passer fint med antallet af spisende? Vi skal også spise friske forårsruller/rispapirsruller, og jeg tænkte på om du havde en idé til hvilken slags kød, der skal i dem? Nu hvor der er rejer i salaten, kunne jeg godt tænke mig noget andet i rullerne. Jeg har selv tænkt på noget kylling eller and, men er ikke helt sikker.

    • Mette says: (Author)

      Kære Ditte,
      Ja, jeg tror mængden passer meget godt. Hvis det er en meget lille pomelo skal du måske overveje en ekstra og så sørge for at have 3-4 tigerrejer per person, så skal det nok gå. Der bliver rigelig dressing, så hvis du opjusterer lidt pomelo og rejer, så behøver du ikke gøre det på andet.

      Både kylling og andebryst ville være lækkert. Du kan evt vælge at lave nogle små flæskesvær af andebrystet og knuse let. Det vil være et skønt knase-fyld til rullerne. Sidst vi fik friske ruller, havde jeg vendt kyllingebryst i sesam og stegt på panden med masser af friskpresset citronsaft over. Det var også rigtig lækkert.

      Nogle gange har jeg også stegt en streak eller svinekotelet og kommet i. Det er heller ikke tosset.

      Mulighederne er rigtig mange og du kan jo lave lidt forskelligt og lade dine gæster selv vælge?

      Essentielt er det, at du har masser af friske krydderurter og måske nogle nye asparges også?

      Rigtig god fornøjelse.

      Mange hilsner, Mette

  4. Ditte says:

    Tusind tak for svaret 🙂 Jeg har også sørget for masser af rejer, og så må jeg købe to pomeloer for at være på den sikre side.
    Det lyder rigtig godt med kyllingen med sesam – og jeg havde netop også tænkt mig at vælge to slags kød, så der er noget at vælge imellem udover de forskellige grøntsager.

    • Mette says: (Author)

      Anytime 🙂 Igen – kun hvis din pomelo ikke er så stor, skal du overveje to, men jeg er også fra Jylland og HADER at lave for lidt mad.

      Held og lykke! Det skal nok blive superlækkert!!!

Leave a Comment

Let us know your thoughts on this post but remember to place nicely folks!