Dutch baby – kollapset pandekage (og det er ikke en fejl) med blodappelsinsirup

Jeg kan varmt anbefale dig at score nogle billige point med denne super nemme dessert i dag.

DSC_7963-2

Vi har årskort til Louisiana og tager af og til derop fredag efter arbejde. Med mindre der bliver afholdt et arrangement, plejer der ikke at være så mange gæster og så er det noget så hyggeligt at spise den udmærkede buffet i cafeen ved pejsen og slendre rundt og se de aktuelle udstillinger.

Denne gang var det de fascinerende værker af Paula Modersohn-Becker, der særligt betog mig. Den udstilling kan virkelig anbefales.

Nå, men NÅR man har været på museet, må MAN jo gå i museumsshoppen og det er altså lidt en fryd, når den er så god som Louisianas. Jeg har tidligere haft kig på den fineste lille ovale støbejernspande og denne gang måtte den med os hjem.

Jeg havde nemlig bookmarket en fin lille opskrift, som jeg bare MÅTTE prøve og så er det jo vigtigt ikke at gå ned på udstyr.

Blodappelsiner er i sæson nu og med lidt tålmodighed giver det den smukkeste sirup, som smagte skønt til den kollapsede pandekage, som sådan en hollandsk baby i virkeligheden er.
Og nej, det er ikke en fejl, den falder sammen, sådan er dén bare.

Blodappelsinsirup

  • Saft af 2 store blodappelsiner, der bliver sandsynligvis lidt mindre end 1,5 dl
  • 60 gr rørsukker

Pandekage
(Deledessert eller morgenmad til 2 personer)

  • 40 gr smeltet smør
  • 2 store æg
  • 95 gr sødmælk
  • 65 gr hvedemel
  • 1 spsk sukker
  • 1 tsk vanillesukker
  • 1 knivspids salt
  • 1 spsk appelsinsaft
  • 1 tsk appelsinskal

Tænd ovnen på 220 grader – almindelig over- og undervarme.

Såfremt du ikke har sådan en fin lille pande som jeg, så fordobler du naturligvis bare opskriften og så er der til en hel pande.

Alle ingredienser kommes i en blender og blendes til en ensartet masse.

Smør panden grundigt med smør og hæld dejen heri.

Bages i ca 20 minutter.

Lad køle let af før du drypper med sirup og drysser med flormelis. Server med skyr, flødeskum pisket med lidt vanille eller måske endda en god vanilleis.

Jeg valgte flødeskum med vanille. Iskoldt til den lune kage. Det smagte skøøønt.

I bedste sund og stærk stil, så bliver jeg vist nødt til at komme op med en mere politisk korrekt version og så på den anden side; alt med måde! Der må og skal være plads til udskejelser, når bare størstedelen af ugen er mere fornuftig.

Og så damper jeg i øvrigt på 3 timers skrækindjagende kettlebellworkshop på Skodsborg senere i dag, så babyen skal nok blive betalt tilbage.

Glædelig søndag.

Kh Mette

Køkkengrej og udstyr

Pande og træskåner fra Louisianas butik

Hørserviet fra Muubs

 

Leave a Comment

Let us know your thoughts on this post but remember to place nicely folks!