Chokoladekage med pærer og mandler – hvordan tyskundervisning kan blive sjovt

For et par uger siden fik vi besøg af en rigtig god ven.

Det var på en almindelig hverdagsaften, men da både han og vi sætter pris på god mad, spurgte jeg Astrid, om hun havde lyst at bage en kage til dessert.

Næsten en konfektkage med syrligt og knasende fyld

Næsten en konfektkage med syrligt og knasende fyld

Astrid går i 7. klasse og har i år startet sin tysk undervisning. Det var ikke et yndlingsfag til at starte med og selvom vi har opholdt os en del i Schweiz og Astrid har haft brug for at kunne forstå og tale lidt tysk, så var det en svær start.

I dag går det imidlertid super godt og både lærer og elev er meget tilfredse med indsatsen.


Jeg fandt en tysk opskrift, som jeg bad Astrid lave. Det er en sjov måde at øve sprog på, og når man som Astrid holder af at bage, så er det ikke en stor straf. Det gav anledning til nogle gode diskussioner om udtryk, oversættelse og udtale derude i køkkenet, men vi hyggede os med det og resultatet blev en virkelig dejlig kage, som vi kun lige akkurat nåede at levne et stykke af til foto.

Ingredienser

  • 3 pærer – vi brugte de helt fantastiske Doyenne de comice, som er gode og faste
  • Lidt citronsaft
  • 250 gr mørk god chokolade, som altid bruger vi Amedeis 70% chokoladeknapper, som er så uendeligt nemme at arbejde med og ikke behøver blive hakket
  • 160 ml piskefløde
  • 3 æg, delte i hvider og blommer
  • 3 spsk HELT ingefærhonning eller ahornsirup
  • 4 spsk maizena
  • 3 spsk mandelflager
  • 1 spsk rørsukker

Tænd ovnen på 190 grader og almindelig over/undervarme.

Smør en springform på 20 cm i diameter.

Skræl pærerne og skær dem i små tern på 1 x 1 cm. Dryp frisk citron over, så pærerne ikke bliver brune.

Kog fløden op i en kasserolle og tag den af varmen. Tilsæt chokoladen og lad den stå et kort øjeblik, før du rører rundt. Bliv ved, indtil massen er glat, blank og ensartet. Tilsæt æggeblommerne en efter en, mens du rører grundigt rundt imellem hver blomme. Rør maizena i.

Pisk æggehviderne stive og tilsæt til sidst honningen.

Rør 1/3 af æggehviderne i chokolademassen. Resten af hviderne vendes mere forsigtigt i, så luften ikke slåes ud af dem.

Kom dejen i formen, glat den ud og drys med pærestykkerne, mandelflagerne og til sidst 1 spsk rørsukker.

Bag i 35-40 minutter til kagen har sat sig, men stadig er blød som f.eks. en brownie.

Lad kagen køle godt af før servering.

Så er der kage!

Det er en rigtig dejlig kage, som ikke er så sød, men til gengæld er proppet med maksimal chokoladesmag og det søde element fra pærerne og det karamelliserede sukker på toppen.

God fornøjelse og drop lige en besked, hvis du også skal til Chokoladefestival i weekenden.

Mange hilsner, Mette

Fotograf Martin Kaufmann

8 Comments

Got something to say? Feel free, I want to hear from you! Leave a Comment

  1. Marian says:

    Åh pærer og chokolade – en af mine favorti kombinationer rent smagsmæssigt når vi er i det søde hjørne. Sikke hyggeligt, at I bager sammen =)

    Jeg skal (DESVÆRRE) ikke til Chokoladefestivallen, men jeg håber at se billeder her om dine oplevelser der.

    Kh Marian

    • Mette says: (Author)

      Godmorgen Marian,
      Ja – det er altså et match made in heaven. Og det er det også, når Astrid og jeg bager sammen.
      Du kan trygt regne med “din reporter” fra Chokoladefestivallen. Jeg glæder mig!!!
      Hav en skøn weekend.
      Kh, Mette

  2. Hej Mette
    Skøn idé at give hende en opskrift på tysk! Jeg har i øvrigt fået pasning til den lille så måske ses vi til Chokoladefestivallen? Er du der begge dage?

    • Mette says: (Author)

      Hej Heidi,

      Ja – det er en sjov måde at lære sproget på og fordi Astrid godt kan lide at bage, så synes hun også, det er sjovt at lære begreberne på andre sprog. Vi har sågar også bagt efter franske opskrifter, selvom ingen af os taler et kuk fransk 🙂
      Rigtig dejligt, at du kommer til Chokoladefestivallen. Jeg er der lørdag og kommer et sted mellem 10 og 11.
      Vi ses.
      Kh, Mette

  3. Sådan Astrid! At dømme ud fra det endelige resultat lader det til, at tyskkundskaberne er ganske glimrende.

    Tak for en fin historie, Mette – den kage ser fantastisk ud, og med Amedei som grundsubstans og udeladelse af hvedemel kan det kun blive godt.

    Jeg ser nu kun mere frem til weekendens chokoladefestival.

    God dag
    Rasmus

    • Mette says: (Author)

      Ja, hun er sej, den unge dame!
      Idag står den på matematikprøve i 3 timer, så Amedei røg med i en lille “energi-pakke.”
      Kagen er super god. Jeg skulle lige vænne mig til, at den er mindre sød, men det gør til gengæld chokoladesmagen meget mere intens, og når jeg ser på, hvordan kagen nærmest forsvandt, som dug for solen, så er det den bedste kritik 🙂
      Vi ses i weekenden.
      God dag til dig også.
      Kh, Mette

  4. Sofie says:

    Hej Mette

    Tak for opskriften – hvor ser den bare lækker ud! Nu har mit weekendbageprojekt, som indtil for to minutter siden var en citrontærte, fået en skarp konkurrent.

    Bedste hilsner,
    Sofie

    • Mette says: (Author)

      Hej Sofie,
      Ja, det er bestemt en værdig konkurrent. På den anden side er de to kager også så forskellige, at du måske kan bage begge?
      Og invitere til te og kage?

      Rigtig god fornøjelse.

      Kh, Mette

Leave a Comment

Let us know your thoughts on this post but remember to place nicely folks!