Svenske julekager – hvis du ikke når at bage andre jule(små)kager i år

December er en hylende travl måned.

Ambitionerne kan være høje og listerne lange. Men nogle gange må man bare acceptere, at tidsoptimismen må bukke under for realiteterne.

Min mor bager heldigvis verdens bedste vanillekranse, så jeg plejer at sætte min lid til at få lidt af dem i stedet for selv at bage.

Brunkager laver jeg nogle gange og jødekager, som ellers er mine yndlings, er det vist stort set aldrig blevet til.

Til gengæld er der én småkage, som vi når stort set hvert år og det er Sif Orellanas svenske juletræskager fra bogen “Krudtugler og kanelsnegle”. Egentlig er de tænkt til, at man kan hænge dem på juletræet: “…først skal træet vises, siden skal det spises…” men vi plejer nu bare at bage dem og stikke dem ud i årets foretrukne faconer og så er det rigtigt jul hjemme hos os.

Mumifar i snelandskab med små "træer" af svenske julekager

Mumifar i snelandskab med små “træer” af svenske julekager


Og hvorfor er det så den eneste kage, vi garanti bager HVERT år? Jo, dejen er noget så nem at arbejde med. Ingredienserne, dvs krydderierne, har vi altid og det er en fryd at rulle en dej ud, som ikke klistrer overdrevet megt. Bliver de så sprøde, spørger du? Og ja, jeg kan love dig, de bliver noget så sprøde.
image
Jeg har justeret opskriften med lidt ekstra krydderier: citronskal, kardemomme og vanille, men det er ok til dig og du vil bruge hele baduljen eller reducere til dine yndlingskrydderier.
 image
Rigtig god fornøjelse.

Svenske julekager

(Til ca 75 kager)

  • 500 – 600 gr hvedemel
  • 2 tsk natron
  • 180 gr rørsukker
  • 1 spsk stødt ingefær
  • 1 spsk stødt kardemomme
  • 2 tsk vanillesukker
  • 3 spsk kanel
  • 1 tsk stødt nellike
  • Saft og skal af 1 citron eller lime
  • 250 gr lys sirup
  • 150 gr blødt smør

Mel, natron og sukker blandes først  i en skål. Til sidst derefter alle øvrige ingredienser og ælt dejen sammen.

Vi plejer at bruge en røremaskine til formålet, så er det kagekrogen/røreren, du skal bruge, dvs ikke dejkrog eller pisker. Det kan evt være nødvendigt at ælte det allersidste i hånden.

Læg dejen på køl i minimum tre timer.

Tænd ovnen på 200 grader. Almindelig over- og undervarme.

Tag dejen ud af køleskabet, del den i 4 og rul en fjerdedel ud af gangen. Sørg for rigeligt med mel på bordplade og dejen, når du ruller, men selvfølgelig ikke så meget, at det efterfølgende ligger i hvide “klatter” ovenpå dejen.

Stik dine yndlingsfigurer ud og læg dem på en bageplade med bagepapir. Bages i ca 10 minutter ved 200 grader.

Køl kagerne helt af, før de bliver lagt i dåse.
image
Jeg er meget begejstret for Sifs finurlige univers og har svært ved ikke at erhverve mig hendes bøger. Bloggen er også fin, så smut endelig forbi: http://siforellana.dk/

Dejlig fredag til dig!

Kh, Mette

Foto: www.martinkaufmann.dk

3 Comments

Got something to say? Feel free, I want to hear from you! Leave a Comment

  1. pernille says:

    hold nu op, så er det sgu da julepyntet…….. må vi se et billede af din adventskrans ? Knus Pernille

  2. Pernille says:

    Til gengæld har jeg ikke bagt julestjerner, så fint og julehyggeligt et billede. Glæder os til at hygge igennem med jer søndag og forhåbentlig også mellem jul og nytår knus pernille

Leave a Comment

Let us know your thoughts on this post but remember to place nicely folks!