En slags nordisk panzanella med rugbrød, rodfrugter og masser af karse

Vi er nok ikke de eneste, der spiser lidt ekstra sundt her i Januar. Idag skal du have opskriften på en meget mættende og nem salat, som fungerer fint alene, men også er dejlig med et pocheret æg eller et stykke stegt kød eller fisk.

salat-salad-food-protography (foto Martin Kaufmann) 5

Nordisk panzanella med dupper af sennepsdressing


Selvom der er masser af sukkerarter i rodfrugter, som du gerne vil undgå, hvis du er i gang med et vægttab, så er der også en masse gode (langsomme) kulhydrater og vitaminer i dem. Og fibre.

Samtidig vil jeg til enhver tid foretrække at spise danske økologiske rodfrugter end afrikanske grønne bønner eller asparges fra Peru på denne årstid.

Men valget er selvfølgelig dit!

Panzanella er egentlig en klassisk salat fra Toscana med tørt brød, tomater, basilikum og hvidløg. Jeg har lavet den gængse version her.

Rodfrugtsalat med rugbrødschips, sennepsdressing og karse

(Tilbehør til 4 personer)

  • 2 gulerødder
  • 3 store jordskokker
  • 2 bolsjebeder
  • 2 fed hvidløg
  • salvie eller frisk timian
  • 2 spsk olivenolie
  • 2 spsk æblecidereddike
  • 2 rødløg

Dressing

  • 2 spsk god olivenolie
  • 1 spsk sennep, gerne grov

Rugbrødscroutoner

  • 4 skiver rugbrød i ultratynde skiver – det er nemmere, jo mere tørt brødet er
  • 2 spsk olivenolie
  • Flagesalt

Til servering

  • Forskellige slags karse. Jeg har brugt purpurkarse fra Aarstiderne og vinterkarse fra Søren Wiuff.

Tænd ovnen på 200 grader.

Skrub og/eller skræl alle rodfrugterne. Skær dem i stykker, der er lige store og hold dem adskilte indtil videre. Vend bederne med krydderurter, hvidløg (lad dem endelig forblive upillede) olivenolie og eddike. Drys med rigeligt salt og friskkværnet peber. Lad dem bage i 10 minutter og tilsæt derefter de øvrige rodfrugter. Lad det hele bage i yderligere 20 minutter og vend derefter rødløg i sjettedele i også og bag yderligere 10 – 15 minutter, til alle grøntsagerne er møre.

Rør dressingen sammen og såfremt der er noget juice i bradepanden fra grøntsagerne, så skal de endelig røres i også. Smag dressingen til med salt og peber. Det kan være nødvendigt at supplere med en lille smule honning, men det gør ikke noget, dressingen er lidt skarp, for rodfrugterne er søde i sig selv.

Bryd rugbrødsskiverne i lidt mindre stykker. Vend det godt med olien. Drys med salt og læg på en bageplade med bagepapir og sæt i ovnen i 5- 10 minutter, til brødet er helt sprødt.

Bred rodfrugterne ud på et fad eller en stor tallerken. Drys med det sprøde brød, karse og sæt dupper af dressingen på.

Det skader slet ikke at drysse med lidt gedeost eller god feta.

salat-salad-food-protography (foto Martin Kaufmann) 4

Knasende rugbrød og søde, bløde rodfrugter

Velkommen til hverdagen!

Kh, Mette

Foto: www.martinkaufmann.dk

Køkkengrej og udstyr
Salatbestik fra Cutipol, købt hos Merci, Paris
Grå tallerken fra Dudson købt hos Bent Brandt

2 Comments

Got something to say? Feel free, I want to hear from you! Leave a Reply to Mette

  1. Sysleren says:

    Panzanella? Hvor har du hentet det ord? Jeg kender det slet ikke, men det lyder af noget, der smager godt, hvilket også opskrift og billeder vidner om.

    • Mette says: (Author)

      Kære Sysleren,
      “Panzanella” er en klassisk italiensk salat med tørt brød, tomater, basilikum og hvidløg. Du kan se den oprindelige opskrift i min fortolkning med tun her: http://www.becauseitmatters.dk/panzanella/
      Tomater på denne årstid smager af …. ingenting, men vores gode rodfrugter er jo fantastiske og et ordentligt rugbrød det samme. Derfor kom denne version op.
      Rigtig god weekend.
      KH, Mette

Leave a Reply to Mette

Let us know your thoughts on this post but remember to place nicely folks!