Mont d´Or – en juletradition

Der er liiiiiige en juletradition, som vi må huske ikke at glemme……

Mont d´Or er den blødeste, herligste komælksost, man kan forestille sig.

Mont d´Or natura - spises tempereret med en ske
Mont d´Or natura – spises tempereret med en ske

Den produceres under to navne i henholdsvis Schweiz, hvor den hedder Vacherin og i Frankrig under navnet Mont d´Or. I Schweiz bliver den som regel lavet på pasteuriseret mælk, mens der i Frankrig oftest anvendes råmælk. Den franske ost bærer desuden AOC/AOP mærket og kan således kun produceres i Jura.

Heraf også navnet, idet Mont d´Or (som betyder det gyldne bjerg) netop ligger i regionen Jura delt mellem Schweiz og Frankrig.  

Osten produceres alene mellem d. 15. august og d. 15. marts, da det er for varmt at lagre den om sommeren. Desuden er der om vinteren også mindre mælk, så den Comté man ellers ville lave i regionen, den dropper man altså til fordel for Mont d´Or, som er langt mindre oste end de 40 kgs basser, som Comté er.

Og ja, den bliver faktisk lagret i den spånæske, som den kommer i. Ellers ville den løbe helt væk. Blød det er den nemlig. Så blød, at den presses ned i æsken for at være der og derfor udvikler den bølgede overflade, da den egentlig er større end diameteren på boksen. Under lagringen bliver osten adskillige gange vasket  eller gnedet i saltvand.

Lagringen i fyrretræsæsken gør, at osten smager en lille smule af harpiks, lidt af stald, lidt af alpetop (eller kløver) og rigtig meget af fantastisk god ost.

Spis osten tempereret eller gør, som jeg:

En ost klar til ovn
En ost klar til ovn

Starte med at pierce osten grundigt med en gaffel. Lad endelig osten blive i æsken og sæt låget på som en ekstra bund. Stik friske kviste af rosmarin eller timian ned i osten samt et par halve fed hvidløg. Hæld et lille glas hvidvin over osten og sæt den i ovnen ved 200 grader i 10-15 minutter.

Lad overfladen blive let gylden.

Så er der den skønneste (og nemmeste) dessert
Så er der den skønneste (og nemmeste) dessert

Spis med en ske. Gerne med lidt tørret frugt, meget modne conference pærer eller brød. Måske endda dette lækre knækbrød.

Det er en himmerigsmundfuld og de garvede spiser den natura!

Uanset hvad du vælger, så er det en ufattelig nem dessert.

God appetit.

Mange hilsner, Mette

Fotograf Martin Kaufmann

8 thoughts on “Mont d´Or – en juletradition”

  1. Tænker det vil smage dejligt med syltede pærer med rosmarin til denne ost. Har du en opskrift på sådan nogle ? Knus Pernille

  2. Mmm…. tak for de skønne billeder. Jeg synes også, at den holder som hovedret med godt brød, grøntsager og noget charcuteri. Men nu vil jeg da også prøve den af som dessert. I øvrigt lyder det også ret godt i mine ører med syltede pærer med rosmarin… 🙂

    1. Haha – jeg synes, I plager …. 🙂

      Rigtig god ide som hovedret også. I Schweiz/Frankrig vil det også altid involvere kogte kartofler og cornichoner og så længe, man holder sig til charcuteri af god kvalitet, så kan det blive et skønt måltid!

  3. Kære Mette

    Jeg har aldrig selv smagt sådan en omgang, men er stødt på den nogle gange på det seneste. Efter at have læst dit indlæg er jeg vist nødt til at smutte forbi en ostehandler meget meget snart. Jeg elsker idéen om den varme, smeltede ost, som man dypper frugt og andet godt ned i. Som altid et dejligt velskrevet og smukt fotograferet indlæg.
    Rigtig glædelig jul til dig, hvis ikke vi når at “skrives” inden.

    Kh Nadia

  4. Hej Mette
    Skønt at se ‘min’ herlige juleost omtalt hos dig. Jeg er vild med fyrresmagen fra barklagringen og købte to æsker i år, så jeg har stadig en hel æske tilbage. Tidligere år har jeg købt dele af en noget større udgave og derfor nydt den ubagt, men nu vil jeg prøve den med din krydrede gratinering. Godt nytår!

    1. Kære Benedicte,

      Det er noget så herlig en ost og vi er vist mange, som betragter den som “vores”. Jeg er spændt på, hvad du synes om at spise osten varm. Det er et hit hjemme hos os, men det bliver jo en lidt anerledes oplevelse end direkte fra æsken.
      Rigtig godt nytår til dig. Jeg glæder mig til at følge med hos fodertruget.dk i det nye år.
      Mange hilsner, Mette

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *