Lun kartoffelsalat med æbler, selleri og spicy oregano

Jeg har tidligere fortalt om mit besøg hos C.O. Torveplads i Torvehallerne.

Endnu en krydderurt, som jeg fik med hjem derfra, da jeg besøgte butikken efter min Indien-rejse, var “Spicy oregano.” Oregano er jo – om noget – pizzakrydderiet, men denne hotte version havde jeg ikke prøvet før.

Spicy oregano fra C.O. Torveplads

Spicy oregano fra C.O. Torveplads


Oregano er en af de krydderurter, der tåler varme, ligesom f.eks. rosmarin, timian, og salvie, men som samtidig sagtens kan spises, som den er. Spicy oregano ligner fuldstændig sin “milde” søster, men når man bider i et blad, er der en tydelig stærk og krydret smag, næsten lidt som chili – men uden at brænde. Næste gang tror jeg, den skal prøves i en chili con carne.

Jeg lavede en kartoffelsalat, som kombinerer nogle af de ingredienser, som jeg synes går bedst med de varme vinterretter: æble, selleri og små kartofler. Det var imidlertid ikke en gængs kold kartoffelsalat med cremefraiche og/eller mayodressing eller den traditionelle varme med eddike. I stedet en mere frisk salat med bagte elementer og uden at være druknet i sovs/dressing.

Klar til ovnen

Klar til ovnen

Tern af æbler og selleri skal ikke bage særligt længe. Derfor koger jeg kartoflerne først, så det ikke ender med bagte kartofler og sorte/moste selleri og æble.Når æbler bliver bagt får de en fantastisk balance mellem syrligt og sødt, som passer fantastisk godt i det salte køkken, samtidig bevares bid, når de ikke bager længere end disse 20 minutter og sukkeret når heller ikke at karamellisere og blive sort.

Der er ikke meget opskrift over dagens indlæg. Mængderne kommer sig ikke så nøje, det vigtigste er, at du får lavet en portion, som rækker til det antal spisende du har.

Start med at koge nogle små kartofler. Så små, som du kan finde. Irma har fået nogle miniaturekartoflerne på hylderne nu, som er virkelig fine og koncentrerede i smagen. Kog kartoflerne næsten møre og bland dem med tern af knoldselleri og æble. Du bestemmer selv, om du vil skrælle æblerne. Jeg synes ikke, det er nødvendigt, og hvis de endda er røde, så giver det et fint farvespil.

Vend med olivenolie, masser af salt, friskkværnet peber og grofthakket spicy oregano.

Bag i ovnen ved 200 grader i ca 20 minutter.

Nogle gange vender jeg friske babyspinatblade i salaten inden serveringen, andre gange nøjes jeg bare med et ekstra drys friskhakket oregano. Denne gang blev det dog en håndfuld ristede bacontern i stedet (så bliver fotografen så glad).

Den færdige salat er klar til servering

Den færdige salat er klar til servering

Simpelt er godt.

På hverdagsaftener skal maden være enkel og hurtig. Det er denne salat.

Vi har spist den både til grillet og stegt svinekød, men også til en skøn langtidssimret nakkekam med chorizo.

Mange hilsner, Mette

Foto: Martin Kaufmann

 

6 Comments

Got something to say? Feel free, I want to hear from you! Leave a Comment

  1. Birte says:

    Det lyder som en dejlig og let ret efter en lang arbejdsdag. Smart ide at koge kartoflerne først.
    Ja, spicy oregano er en skøn sag, som jeg første gang smagte på Toftesgård Gartneri ved Køge og blev helt forelsket i den krydrede og markante smag og duft, som minder mig en steghed augustdag i Grækenland, hvor luften er krydret af solvarm oregano, pinjekerner, oliven og ouzo!
    Suk, kan det ikke snart blive sommer – eller bare forår?????

    • Mette says: (Author)

      Ja, selvfølgelig er der også Spicy oregano på Toftegård 🙂 Det er et skønt sted i øvrigt, hvor det skal blive dejligt snart at proviantere planter.
      Alletiders sammenligning. Du har helt ret.
      Nu får du også mig til at drømme mig langt langt væk…..!!!!

  2. Anne says:

    Hvordan laver du den langtidssimrede nakkekam? Jeg sidder netop og er ved at se om jeg kan finde en opskrift, der er anderledes end den jeg plejer.

    • Mette says: (Author)

      Kære Anne,
      Nakkekammen lavede jeg efter denne opskrift: http://www.oespecialiteter.dk/opskrifter-lille%C3%B8/braiseret-nakkekam-med-selleri-chorizo-og-%C3%A6bler
      Desværre var det en aften, hvor vi havde gæster og jeg ville ikke “forstyrre” med at skulle have taget billeder af maden og lavet indlæg til bloggen. Derfor blev det uden dokumentation.
      Opskriften er udviklet af Claus Meyer for flere år siden. Jeg har brugt den mange gange. Det er en forrygende vinterret og selvom det kan lyde lidt omstændigt, så er det helt klart anstrengelserne værd!!!
      Idet æble og selleri går igen i både “salat” og gryderet, så kommer de to ting til at hænge fantastisk godt sammen – uden blot at være “gentagelser.”
      God fornøjelse.
      Kh, Mette

  3. Helene says:

    Jeg lavede salaten og den braiserede nakkekam i går. Kunne ikke finde de små kartofler i min Irma, men så blev det nye kartofler fra Torvehallerne. Brugte spicy oregano, men alm. oregano ville også have været fint. 20 minutter var al for kort bagetid i min ovn. Serverede med stegt chorizo. Den braiserede nakkekam gav en vidunderlig sovs, til gengæld var kødet virkelig tørt efter 1,5 time på trods af, at det var købt hos en slagter i Torvehallerne og behandlet præcist efter foreskrifterne. Det er som om det enten skulle have haft meget mindre eller meget mere, så det blev mere som pulled pork?

    • Mette says: (Author)

      Kære Helene,
      Tusind tak for din feedback. Hvor er det dejligt med så grundig og konstruktiv en feedback.
      Du har helt ret, almindelig oregano kan selvfølgelig sagtens bruges. Det samme kan rosmarin, timian og andre “hårdføre” krydderurter.
      Kartoflerne skal koges stort set møre før, de kommer i ovnen og de skal direkte i ovnen, så de ikke køler for meget ned. På den måde er det min erfaring, at de 20 minutter er nok, men du har ret, der kan sagtens være forskel fra ovn til ovn.
      Super ide med chorizo i stedet for bacon. Det kan jeg sagtens se må have virket fint.
      Jeg har postive erfaringer med retten og oplever ikke det, du beskriver med kødet. Efter braiseringstiden skal kødet stadig være så “sammenhængende,” at det kan skæres i fine skiver.
      Desværre har jeg aldrig fået dokumenteret denne ret til bloggen, men det kan godt være, jeg skal arbejde på det 🙂
      Endnu en gang tusind tak for din kvalitative feedback.
      Mange hilsner,
      Mette

Leave a Comment

Let us know your thoughts on this post but remember to place nicely folks!