Køkkenskolen

Jeg har to veninder, der hævder, de ikke kan finde ud af at lave mad.  

Det er noget værre vrøvl, er det!

Så er vi i gang

De er rigtig gode begge to, men lidt usikre. 

Men nu har jeg tilbudt min hjælp og vi mødes til Køkkenskole een gang om måneden. Det er helt vildt hyggeligt og vi har det rigtig sjovt. Alle tre. 

Det er i øvrigt en rigtig god måde at mødes på – over kødgryderne, til madlavning, i køkkenet. Det er alletiders grundlag for at sludre, diskutere, smage, sanse, udveksle erfaringer og LÆRE. 

Da jeg boede i Jylland var jeg med i en madklub, som jeg mødtes med ca. een om måneden, men efterhånden som flere og flere stiftede familier og vi flyttede længere væk fra hinanden, så er det desværre blevet begrænset, hvor ofte vi ses i dag. Selvom madklubben stadig eksisterer formelt.

Tilbage til det der med usikkerheden……

Jeg oplever rigtig mange, som synes, det er vanskeligt at lave mad. Enten fordi det grundlæggende ikke siger dem så meget og de primært spiser for at blive mætte, eller fordi de synes, det er vanskeligt at finde ud af, hvilke ingredienser der passer sammen, hvordan maden bør smage, anretningen skal være osv osv.

Madlavning er ikke rocket science. Alle kan finde ud af det.

Der er nogle simple regler:

Brug dine sanser 

SMAG på maden – utroligt mange tror, de VED, hvordan maden smager, når de blander ingredienserne sammen. Det kan man ikke vide på forhånd.

Der skal med stor sandsynlighed justeres lidt og tilføjes lidt mere af en ingrediens, krydres lidt ekstra – eller noget tredje. Hvis du ikke bryder dig om at smage på den rå frikadellefars, så lav en lille prøvedelle og juster derefter. Men smag nu for pokker.

FØL, DUFT og SE på råvarerne – ofte er der en berøringsangst, når det kommer til at arbejde med råvarer. Ord som “klamt” og “ulækkert” bliver ofte brugt i forbindelse med håndtering af f.eks. fisk og kød. Men det er sjældent decideret uhumsk. Duft til dit kød, såfremt det er dårligt, får det en sur lugt. Dårlig fisk stinker af havn og frisk fisk dufter af hav. Skaldyr af ammoniak.

Føl på din frugt og dine grøntsager, om de stadig er friske. Og check om de er modne. Duft til din melon og mango, de skal dufte af det, de er og ikke af papkasse. Duft til stilkenden af din ananas, den skal dufte af ananas  og ikke af kælder, så er den til skraldespanden.

Såfremt det der skulle være sprødt og knasende er faldet sammen og blevet blødt, så er det måske ikke så godt længere. Hvis broccolien er blevet gul, er den heller ikke i topform længere. Nogle ting kan genopfriskes: rigtig mange grøntsager kan lægges i iskoldt vand og genetablere sprødheden. Desuden kan rigtig mange råvarer faktisk godt anvendes, selvom de har overskredet sidste salgsdato.

Vi smides så vanvittigt meget mad ud (540.000 tons heraf 40% fra husholdninger) og det er en skam. Check hjemmesiden: http://www.stopspildafmad.dk/ og få inspiration til de knap så friske ingredienser

Smag til 

Brug salt, sukker, citron og andre smagstilrettere

Accepter ikke, at din færdige ret ikke smager 100%, som den skal. Brug tid og energi på at justere den til. Der er allerede gået lang tid med at forberede og lave maden samt brugt penge på indkøb. Det vil være en skam, hvis den indsats går til spilde, fordi man ikke får smagt ordentligt til. Endsige smagt på maden overhovedet. Men så er vi tilbage ved punkt 1.

Køb råvarer efter årstiden 

Ja, ja – vi hører det alle steder for tiden. Gør det: det smager bedre, det er billigere, det er sundere og det er bedre for vores miljø. Alt andet er dumt 

Hvis du ikke ved, hvad der er i sæson, så findes der noget, der hedder internettet, hvor man kan finde ud af det meste. 

Hvilke opskrifter

Der findes UFATTELIGT mange kogebøger på market. Der findes et utal af blade, magasiner, tidsskrifter og fagblade, hvor der er opskrifter, internettet og TV – alle er inspirationskilder. Begynd et sted. Find en blog, som du synes er inspirerende eller køb en god grundlæggende kogebog: Claus Meyers Almanak er vores tid Frk. Jensen og du kan finde opskrifter på stort set alt.

Eller lav en køkkenskole eller madklub.

Det kan der komme nogle rigtig gode resultater ud af: 

Køkkenskole i November: Jomfruhummer og gulerødder, gratineret torsk, Bette Kristian m figen og pærer, chokolade og vanilleis

Slå dig sammen med nogle gode venner og hyg jer sammen med eksperimenterne. Køkkenet er et dejligt sted at mødes og et godt glas vin skader heller ikke. Engang imellem.

Det var en lille søndagsopsang…

Men det er kærlig ment!

Mange hilsner, Mette

Fotograf: Martin Kaufmann

8 Comments

Got something to say? Feel free, I want to hear from you! Leave a Comment

  1. Pia says:

    Imponerende hjemmeside!!! Jeg bliver lækkersulten, når jeg ser alle de lækre retter på de utrolige flotte billeder 🙂
    Glæder mig til at følge siden!!!

    • Mette says:

      Hej Pia,

      Hihi – dejligt at høre, du bliver ramt af lækkersulten. Det er præcis det, der er hensigten.

      Glæder mig til vi snart ses til sushi i Lyngby!

      Mange hilsner, Mette

  2. Lone says:

    Helt enig Mette, alle kan lave mad. Det er bare et spørgsmål om at ændre de negative holdninger, som holder os fast i, at vi tror, vi ikke kan. Hvad ville der mon ske hvis vi i stedet tænke “jeg kan godt lave mad, og jeg øver mig i at blive super sej til det” hmmmmmm…. ja, billederne af menuen på køkkenskolen siger jo alt!
    I øvrigt en super skøn og inspirerende blog for alle sanser 🙂 Godt at vi lige har spist morgenbrød her på jobbet, ellers ville jeg savle helt ned i tasterne 🙂

    • Mette says: (Author)

      Kære Lone,
      Tak for de søde ord og godt tastaturet overlevede i denne omgang.
      Mange hilsner, Mette

  3. foodfanatic says:

    Kære Mette
    Hvor lyder det hyggeligt. Jeg elsker madklubber, og din her lyder både lærerig og hyggelig. Jeg har en her i Irland, hvor der desværre går ret lang tid mellem de forskellige middage, men jeg håber på at finde på noget lignende, denne gang med ligesindede madnørder, når jeg atter flytter til Kbh.
    Kh Nadia

    • Mette says: (Author)

      Kære Nadia,
      Tusind tak for din hilsen.
      Køkkenskolen er en super glæde og vi har det simpelthen så hyggeligt og rart! Desuden får jeg afløb for mine lærerinde-tendenser (hvis nogle sådanne måtte være tilstede…).
      Planlægning er dog essentielt og nogle gange også vores udfordring 😉
      KH Mette
      PS Er du på vej retur?

Trackbacks for this post

  1. Julekort fra Kronborg | Becauseitmatters
  2. Asparges, kammuslinger og løvstikke | Becauseitmatters

Leave a Comment

Let us know your thoughts on this post but remember to place nicely folks!