Fladfisk med papilotter

Nå nej, fladfisk en papilotte.

“En papilotte” er en traditionel tilberedningsmetode, hvor elementet/råvarerne  pakkes ind i bagepapir lukkes forsvarligt og bages i ovnen. Intet fordamper ud i ovnen og al den gode smag bevares i pakken.

Det kan virkelig anbefales og det er en skøn måde at spise de nye sarte og spæde grøntsager på.

Denne dag – som i øvrigt var en del af Køkkenskolen, startede vi dagens første lektion med et studium i fladfisk. Min sædvanlige – og efterhånden meget pålidelige – fiskeleverandør havde leveret den flotteste lille samling til os af HELT friske fisk fanget samme nat på Øresund.

Således boltrede vi os med slethvar, pighvar og rødspætter, som vi kunne bestemme kropsfacon, højre- eller venstrevending (til hvilken side munden vender) og overflade/skind på.Pighvaren har vist noget at sige.....

I næste lektion gik vi direkte over til flåning af fisken og for at undgå at smatte det fine kamera helt til, så er der desværre ikke nogen dokumentation af den proces.

Til sidst skar vi fine fileter af fiskene og lagde dem til side, til resten af ingredienserne var klar.

Lidt nye kartofler blev kogt 5 minutter i godt saltet vand. Du kan også vælge at bruge rå kartofler, men så skal de skæres i helt fine skiver for at nå at blive møre i den forholdvis korte bagetid.

Blandede grøntsager som nye gulerødder, danske asparges (ja, det var før Skt Hans) og nye løg blev gjort i stand og snittet i stykker, der passede med en ens tilberedning tid. Dvs mindre stykker gulerødder og større stykker løg. Faktisk var løgene ikke større end, vi kunne nøjes med at dele dem på langs og komme et halvt løg i hver pakke.

Kvadratiske stykker bagepapir blev forberedt. Dvs du skal have lige så meget i længden, som det bagepapir er bredt. Der blev penslet ledt med olivenolie og en sammenfoldet fiskefilet blev lagt derpå. Salt og peber kværnes på og nu fordeles grøntsagerne i det antal pakker, du har. Du skal regne med een pakke per gæst.

Til sidst blev der drysset rigeligt m salt og peber og en pæn klat smør lagt ovenpå.

Nu skal pakkerne lukkes. Her skal du være rigtig grundig, så al saften bliver indenfor. Luk forsvarligt for ovnen og sørg for at rulle godt ind og trykke til i hver side.

Bag i ca 15 min ved 180 grader. Der kan være behov for at øge bagetiden, hvis du har nogle meget store stykker fisk.

Nu har du et valg…..!

Enten kan du lade dine gæster selv åbne deres gaver ved bordet og nyde den dejlige duft, som stiger op, når pakken åbnes eller du kan åbne pakken i køkkenet og drysse lidt friske urter på.

Jeg valgte det sidste og dryssede generøst med estragon, dild, høvlede radiser og nye bælgede danske ærter.

En hjemmelavet hollandaise eller en god aioli er bestemt ikke dumme at servere til, men de opskrifter må du få en anden gang.

Uanset hvordan DU vælger, at servere dine papilotter, så er det den dejligste danske sommermad.

Skal vi så ikke lige danse en fælles soldans, så vi een gang for alle kan få en masse vidunderligt sommervejr?

Sådan nogle papilotter her kan man nemlig sagtens lave på grillen også. Dog skal varmen enten være indirekte eller man skal vælge at bruge staniol i stedet.

Hov, jeg var lige ved at glemme noget vigtigt!

Hvilken fisk var bedst?

Beautyparade

Jo, ser du – desværre kom vi til at mikse rødspætter og slethver, men pighvaren valgte vi at bage hel i ovnen, så den kunne vi ikke tage fejl af. Og det VAR den bedste. Skønt fast helt hvidt kød med den mest vidunderlige smag.

Hvorvidt det skyldes, at den var blevet bagt på benet, som naturligt giver mere smag, skal jeg ikke kunne sige. Men god, det var den altså!

Hav en rigtig dejlig weekend.

Mange hilsner, Mette

Fotograf Martin Kaufmann

 

7 Comments

Got something to say? Feel free, I want to hear from you! Leave a Comment

  1. Sophie says:

    Hej! Det er simpelthen det perfekte indlæg, da jeg skal have gæster i aften til, guess what, fisk (hvilken er endnu uvist) en papilotte 🙂 Derfor vil jeg høre dig, om du har et godt forslag til en dessert, der passer godt til? Og evt en forret..? Det er måske et lidt underligt spørgsmål, men det kan jo være, du har en ide. VH Sophie

  2. Vibeke Lentz says:

    Den opskrift tager jeg med til Fejø, hvor vi forhåbentligt(hvis vejret tillader det skal fange masser af fisk, og pakke ind:))

    • Mette says: (Author)

      Jubiii – alletiders ide. Det er lige ø-mad og sommerhus mad. Kom i hvad du kan finde….

  3. Erland says:

    Pighvar Er den bedste 🙂 Glæder mit til at komme ned i sommerhuset 3 uger – hente fisk ved kutterne eller tage ud og fange selv.

    “En papilotte” er på menuen og DEJLIGT at se at du går klassisk og bruger papir som det skal være – de fleste bruger stanniol.
    Fisk (frisk fisk) er den bedste spise…..!!!
    /Erland

    PS -Flot billed : Beautyparade

    • Mette says: (Author)

      Ja, frisk fisk er uvurderligt og jeg er så begejstret for endelig at have fundet en kilde til helt frisk fisk.

      Sølvpapir????!!!! Det ville da være blasfemi! Sidste gang havde jeg faktisk kun bleget hvidt bagepapir og det var lige før, jeg havde det dårligt med at bruge det, ctr. det brune.

      Tak for billedrosen. Jeg giver den straks videre til ham, der fortjener den 🙂

      Hav en dejlig sommer.

      Mange hilsner, Mette

Leave a Comment

Let us know your thoughts on this post but remember to place nicely folks!