Corn husk dressing

I New York ligger en populær østrigsk restaurant, der hedder Seäsonal. De serverer et moderne alpekøkken og har ”opfundet” denne opskrift, som har huseret en del på diverse medier og blogs.
_DSC8927

Personligt blev jeg tiltrukket af muligheden for at bruge alt det dejlige grønne, der sidder uden om majskolben og bidrage til en bedre husmoderøkonomi og stop-spild-af-mad.

Resultatet var overraskende godt. Såfremt man ikke vælger at ”gå hele vejen” og lave dressingen, kan man jo sagtens bruge olien til at lave f.eks. mayo eller anden emulsion af.

Selve fremgangsmåden med at lave en olie på en brændt grøntsag kan også sagtens gentages. Porre er set adskillige gange, men prøv dig frem og leg lidt i køkkenet.

Nå ja, og så er det ved at være sidste udkald, hvis du skal nå at lave noget som helst med majs i år.

_DSC8940

Dressing af brændte majsdækblade

  • Blade og ”fimrehår” af 1 majskolbe
  • 1 cup (= 236 ml) neutral olie
  • 140 gr tofu
  • 2 spsk æblecidereddike
  • 3 spsk citronsaft
  • 1 spsk honning
  • Salt og groftkværnet peber

Tænd grillen i ovnen og pil majsens dækblade og fimrehår af. Spred det hele ud på en bageplade med bagepapir og grill det, til det har fået sorte pletter og blevet let gyldent.
Det tager nok i omegnen af 5 minutter. Måske lidt kortere afhængig af hvor meget kraft, der er på din grill.

Blend bladene sammen med olien, så meget som du kan og til olien har taget farve og er blevet lidt mørkere.

Si olien gennem en meget finmasket si. Eventuelt beklædt med et klæde.

Blend nu tofu, citronsaft, eddike, honning og ¼ cup af olien godt sammen. Smag til med salt og peber.

Den resterende olie kan opbevares i et glas med låg i køleskabet i en uges tid.

På Seäsonal bliver dressingen serveret med en blandet salat af almindelig hovedsalat, radiser og croutoner af pumpernickel.

_DSC9061
Jeg lavede en ret lækker salat af alle de grønne bønner, jeg kunne få fat i: hestebønner, grønne almindelige bønner og snitbønner. Alt blev kogt let, så det stadig havde bid, ristede sesamfrø og lidt syltede sandløg fra vores tur til Bornholm sammen med masser af frisk basilikum og dryp af den gode dressing.
_DSC9065
I det hele taget var det en positiv erfaring at bruge tofu på den måde og det var en sjov måde at lege med majsen på.

Naturligvis ville dressingen passe rigtig godt sammen med friskkogte majskerner også eller måske endda lækre danske minimajs, hvis du kan finde dem.

Jeg håber, du er blevet inspireret til at lege på en anderledes måde med dine grøntsager.

Hav en dejlig dag.

Du kan se den originale opskrift her.

Kh, Mette

Foto: www.martinkaufmann.dk

Køkkengrej og udstyr

Stor tallerken fra Pillivuyt Plissé
Salatbestik fra Muuto
Diverse patentglas fra H. W. Larsen

One thought on “Corn husk dressing”

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *