Restaurant Kronborg: et smørhul midt i alle turistfælderne

Mulighederne for frokost i indre by i København er utallige, men mange steder lader man desværre hånt om kvaliteten, selvom priserne signalerer noget andet.

_DSC5478
Dejlig, uformel opdækning på Kronborg


Restaurant Kronborg er at af de steder, hvor man både får dejlig mad, god betjening, ordentlige (og friske) råvarer og mad, der er lavet fra bunden. Samtidig er det bemærkelsesværdigt, at forholdet mellem pris og kvalitet er yderst fornuftigt.

Køkkenet er klassisk dansk, det vil sige den for tiden så populære smørrebrød. Restaurant Kronborg er imidlertid ikke en dille, de er kommet for at blive, men (desværre) er det kun en frokostrestaurant og der er lukket og slukket klokken 17.

_DSC5539
De søde og meget professionelle ejere: Claes og Walther

Det er Claes og Walther, som driver Kronborg. De har mange års erfaring i branchen, både fra DK og udlandet. De ved alt om god mad, ditto service og så brænder de for smørrebrød. Deres mantra er enkelt: de vil skabe et sted, hvor de selv vil komme, når de har fri.

Da vi besøgte restauranten, havde et par andre navnkundige restauratører (indenfor præcis samme “genre”) valgt at slå sig ned på en fridag. Det bør være tilstrækkelig blåstempling.

Snapsemaden = den ukendte klassiker
På trods af, jeg går og bilder mig ind, jeg ved rimelig meget om mad og det klassiske danske køkken, så var det forbigået min næse, at en “snapsemad” er en klassiker på enhver smørrebrødsrestaurant.

_DSC5488
Min “snapsemad” med kartoffel og sildesalat

Udgangspunktet for dette stykke smørrebrød er ikke en gelerand på nationaldrikken, men i stedet et stykke, hvortil det passer særdeles glimrende at drikke …. snaps!

Det betyder, selvfølgelig, at det som regel er et stykke mad (tilføj selv Ida Davidsen dialekt) med kartofler og snaps.

På Kronborg er det en smuk roset af nye kartofler, sildesalat i en krydderurtecreme, friterede kapers, dild, brøndkarse og rødløg.

_DSC5484
Adskillige hjemmelavede snapse frister – her er det hvidtjørn

Jeg var glad. Rigtig glad. Og positivt overrasket. Det var den tunge sildemad lettet og det gav mig også en god undskyldning for at prøve den fine, let parfumerede hjemmelavede snaps på hvidtjørn.

Rødspætte med rejer
Når jeg skal spise smørrebrød, må jeg altid have en stegt rødspættefilet og allerhelst i versionen med rejer og mayonnaise.

_DSC5517
Rødspættefilet med hjemmelavet mayonnaise og nypillede rejer

Fisken på Kronborg er veltilberedt paneret i rugmel (så god en kornsmag, at jeg måtte spørge hvilken slags rugmel), mayoen hjemmelavet og rejerne friskpillede. Det bliver faktisk ikke meget bedre. Jo, jeg kunne godt have ønsket et par rejer ekstra, men når jeg samtidig ser på prisen (99 kroner), så er det ganske rimeligt med det antal friskpillede rejer, der er og hele to store fileter fisk.

_DSC5498
Fadøl fra Nørrebro Bryghus

Jeg drikker ikke øl, men de så fristende ud, de store øl fra Nørrebro Bryghus, der blev skænket med kyndig hånd fra fadølsanlægget. Herudover serverer Kronborg et righoldigt udvalg af Carlsberg/Tuborgs sortiment, inkl Jacobsen samt øl fra Fanø Bryghus og flere øl på flaske fra Nørrebro Bryghus.

_DSC5507
Velskænket

Martins valg
Når jeg (altid) vælger rødspætten, så er Martins klassiske valg “æg og rejer” samt hønsesalat”.

Æggemaden var den første og ankom – igen i en rigelig portion – med flotte, gule æg (to hele, skønner jeg), den hjemmelavede mayo og de friskpillede rejer, dild og brøndkarse på godt, groft rugbrød.

_DSC5512
Æg og rejer

Næste stykke var hønsesalat med dejligt, trevlet kød, bacon, sprød bataviasalat og brøndkarse (igen). Hele herligheden blev serveret på ristet rugbrød.

_DSC5492
Martin har – selvfølgelig – valgt hønsesalat

Juhuuu – det er de små ting, der betyder noget, og netop detaljen med det ristede rugbrød er simpelthen så dejlig.

Martin blev til sidst overtalt til også at prøve Kronborgs ribbensteg. To store skiver friskstegt steg med sprød svær, hjemmelavet rødkål og ditto agurkesalat.

_DSC5523
Ribbensteg med sprøde svær, rødkål og agurkesalat

Jeg smagte en bid og den var intet mindre end perfekt! Det smagte præcis som min Mors.

Sherry akvavit – et herligt bekendtskab
Jeg var nødt til at finde en undskyldning for at prøve Helsingørs sherry akvavit. og det blev en portion høost fra Naturmælk, som bliver serveret med kompot på tørrede abrikoser og grahamskiks.

_DSC5527
Vesterhavsost og abrikoskompot

Igen er portionen generøs med tre store, tykke skiver ost. Jeg kunne godt have ønsket en mere sæsonbetonet kompot, men jeg er nu nødt til at indrømme, at abrikoserne smagte skønt og jeg ville have slikket skålen, hvis jeg ellers havde haft appetitten.

For nok er det Claes´ og Walthers hensigt, at man skal blive behageligt mæt på Kronborg og det lykkes til fulde, idet stykkerne ikke er overdængede med tandsmør, remoulade og mayo´er, som man ofte finder på slagterens højtbelagte.

Det er generelt flotte og store serveringer på Kronborg, hvor der ikke er en finger at sætte på hverken kvaliteten eller tilberedningen. Det betyder også, at to stykker er fint til at stille en frokostsult.

Kronborg er klart på min favoritliste over smørrebrødsrestauranter i København.

Jeg vil til enhver tid tage gæster med på Kronborg, der skal opleve dansk smørrebrød, god øl og klassisk service af den gode (gammeldags) slags. Jeg ville sågar turde tage min Mor med, som selv mestrer dette køkken. Jeg er nemlig sikker på, hun vil synes om både mad og stemning.

Ses vi på Kronborg?!

Restaurant Kronborg
Brolæggerstræde 12
1211 København K

Åbent mandag – fredag: kl 11 – 17

www.restaurantkronborg.dk

Kh, Mette

Foto: www.martinkaufmann.dk

5 thoughts on “Restaurant Kronborg: et smørhul midt i alle turistfælderne”

  1. Selvfølgeligt ses vi på Kronborg! Også mit favorit sted til smørrebrød. Jeg kan også klart anbefale karrysilden og roastbeefen… Og tataren. Åh, der er mange favoritter.

    Thomas

  2. Hvor ser og lyder det bare indbydende ud! Der er vist ingen tvivl om, at næste smørrebrødssted på listen er Kronborg. Når det så er sagt, så fik jeg mig også en helt fantastisk frokost på Restaurant Schønnemann for et par år siden.

Leave a Reply to Thomas Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *