Pistaciekage med nektariner og hindbær

_DSC6094

Den lækre kage med de ditto skønne lavendelkager i baggrunden, som et trænet øje hurtigt vil spotte

Jeg har længe haft kig på en kage i Meyers kogebog “Kager,” men det var først, mens vi var på Fejø, at jeg fik realiseret tankerne og kombineret med en anden ide, jeg (også) havde tumlet med.


Nektarin eller fersken og hindbær er en klassisk sommerkombination under navnet “peach melba.” Efter sigende en dessert, som Escoffier opfandt til Nellie Melba, som sang i Wagner operaen Lohengrin i Covent Garden i London. i 1892 vel at mærke.

Jeg holder af kombinationen, fordi det er indbegrebet af højsommer, når de danske hindbær er modne og man kan få gode italienske, franske eller spanske nektariner eller ferskner.

Derfor skulle min version af Meyers kage tilføjes de to frugter.

Både i en bagt og ubagt version, men det giver næsten sig selv, når du ser på billedet.

Pistacienødder uden skal og hinde er temmelig kostbare, men et lille trick er, at man sagtens kan købe dem med hinde (dog skal de stadig være usaltede) og give dem et kort opkog for derefter at smutte hinden af, som var det mandler. Okay, det er ikke helt så nemt et smuttearbejde som med mandler, men det er ganske hyggeligt alligevel og det lader sig bestemt gøre.

_DSC6096

Kagen er svagt lysegrøn af de mange pistacienødder

Fremgangsmåden til kagen er ganske speciel og jeg må indrømme, at jeg et par gange under tilblivelsen tænkte, det må briste eller bære.

Men det bar! Det var i den grad!

Det er en virkelig lækker kage, som slår godt til (ja, ja – jeg HAR set, der er en hel pakke smør i kagen). Så det er små stykker, du skal skære. Ikke en kvart kage per mand.

Jeg siger det bare.

I kogebogen bliver kagen bagt i 10 små portionsforme. Det gjorde jeg givetvis ikke, men det er naturligvis også en mulighed.

_DSC6098

Og til sidst det obligatoriske billede fra oven

Pistaciekage med hindbær og nektarin
(Til 10 – 12 personer)

  • 125 gr usaltede pistacienødder
  • 125 gr sukker
  • 7 æggehvider
  • 250 gr smør
  • 210 gr flormelis
  • 85 gr hvedemel
  • 250 gr nektariner i tern
  • 1 håndfuld hindbær

Pynt

  • Lidt flormelis til “sne”
  • Nektariner i tynde både
  • Hindbær
  • Kronblade af morgenfrue

Tænd ovnen på 180 grader.

Blend pistacienødderne sammen med sukker så fint som du kan. Tilsæt æggehviderne og blend dem med et kort øjeblik også, til massen er homogen.

Kom blandingen i en gryde og varm den langsomt op, UDEN DEN KOGER, mens du rører rundt. Lad det varme et par minutter, så dejen samler sig.

Smelt smør i en kasserolle og tilsæt flormelis og mel. Pisk det grundigt med et piskeris, så du indgår klumper.

Vend de to blandinger sammen til en ensartet dej.

Kom dejen i en smurt springform eller en ditto beklædt med bagepapir.

Drys til sidst nektariner og hindbær på overfladen og acceptér, at de synker lidt ned i kagen.

Bag kagen i 30 – 45 minutter til den er gennembagt og ikke “blævrer” mere, når du hælder formen.

Lad kagen køle af.

Server den med ekstra frugt og evt. lidt creme fraiche eller flødeskum.

Se dét er en kage, der kan skabe glæde i sommervarmen.

Hav en dejlig søndag.

KH, Mette

Foto: www.martinkaufmann.dk

Leave a Comment

Let us know your thoughts on this post but remember to place nicely folks!