Rosenkål – som pure og en lille salat – til bagt torsk

Nogle råvarer er så smukke, at de fortjener, vi nyder synet af dem en gang i mellem.

Sådan har jeg det med rosenkål.

Smukke rosenkål

Altså når man kan få fat på dem, mens de små kål stadig sidder på stokken.Man kan være heldig at finde sådan en fætter i en gårdbutik eller en rigtig god grønthandler. Det bliver nok ikke så populært, hvis man går på rosenkålsrov….. men prøv, om du kan støve en op og nyd synet!

Fra det italienske køkken kender vi enkelheden af at arbejde med helt få råvarer og kombinere dem i et enkelt men fantastisk måltid. Det var mit ønske med denne ret, som tog udgangspunkt i få – men nøje udvalgte ingredienser.

  • Rosenkål
  • Pastinakker
  • Torsk
  • Syltet citron eller fintrevet citronskal
  • Frisk oregano

Start med at gøre rosenkålene rene.

Fjern og kassér de yderste dækblade og skyl kålene grundigt. Pil forsigte endnu et par “rækker” blade af og stil dem til side. “Hjertet” af rosenkålen deles i kvarte og kommes i en kasserolle. Suppler med pastinakker i tern og beregn 50/50 af hver grøntsag.

Kom vand i gryden, så det næsten dækker rosenkålene og bring dem i kog og lad dem koge ca 5 minutter. Tilføj pastinakternene og kog dem med, til alt er helt mørt.

Hæld vandet fra og mos til en grov pure (en caipirinha moser er ganske udemærket til det formål). Og JA – der må gerne være klumper, det skal være en rustikt. Tilsæt en klat smør. Du bestemmer selv hvor stor. Jo mere smør, jo mere cremet mos.

Bladende vendes med finthakket citronskal – enten syltet eller frisk – lidt olivenolie, grofthakket frisk oregano, salt og kværnet peber.

Torsken skæres i portionsstykker og lægges på et stykke bagepapir. Dryp med lidt olivenolie og salt. Bages ved 180 grader i små 10 minutter. Lad nu være at overbage den fisk, så den bliver trist og tør. Den skal ikke have ret længe. Stik forsigtigt en kniv ned i midten af et stykke torsk og check lige så forsigtigt, at kødet er blevet mat og fisken stadig er saftig.

Bagt torsk med rosenkål i to variationer

I en dyb tallerken lægges lidt mos, derpå et stykke fisk og til sidst drysses med lidt af de fine, hele rosenkålsblade.Velbekomme!Du kan vælge at lave en lille portion og servere den som forret, men du kan også vælge at lave en større portion og servere den som en hovedret.

Mosen kan sagtens laves med andre rodfrugter, så hvis du bedre kan lide persillerødder, selleri, kartofler eller jordskokker, så er det bare den kombi, du tager.

Jeg tror, det bliver en vinder-vinterret hjemme hos os i år.

Mange hilsner, Mette

Fotograf Martin Kaufmann

PS Retten smager på ingen måde “kålet” eller af p…!

2 thoughts on “Rosenkål – som pure og en lille salat – til bagt torsk”

  1. Jeg har aldrig kunne støve rosenkål op på stokkene. De er ellers vidunderlige. Har spiser vi dem gerne dampet med lidt flagesalt og smør. Eller blendede i råkostsalater.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *