På tur i Sommerlandet – lidt om honning, biavl og nogle smukke pandekager

Når man sådan har været i jordbærmarken og plukket jordbær, så fortjener man en lille godbid.

Mere om den senere, først må du lige høre lidt om biavl og honning.

Honning på Holtgaard lavet af Peter Stougaard

Faktisk er Odderegnen et af landets mest “bi-tætte” områder og selvom jeg er opvokset i området, så er det først nu ved research til dette indlæg, at jeg finder ud af det. Skægt!

Naturligvis findes der også en forening for biavlere i området, “Odder Biavlerforening,” som du kan læse mere om på deres egen hjemmeside. Foreningen har eksisteret siden 1874 og er særdeles aktiv.

Peter Stougaard, som tidligere var formand for Biavlerforeningen, er også en af egnens største biavlere. Han har ca 800 stader fordelt rundt om i Kommunen, lidt af nabokommunerne og på Samsø. Desuden er Peter dronningebiavler og eksporterer blandt andet sine dronninger til Tyskland.

Peter har eneret til at holde bier på Alrø i Horsens fjord, som giver enestående mulighed for en ren avl bierne.

På sin hjemmeside forklarer Peter:

“Alrø er en ca. 8km² stor ø i horsensfjord og er interessant for mig som dronningeavler, fordi den kan benyttes til renavl af bier.
Med renavl mener jeg at jeg styrer både hvem der er far og mor til en given bi jeg avler på.
Normalt er det umuligt at vide hvem ens dronning parrer sig med på den eller de parringsflyveture en bidronning har i sin første leve måned.
Men fordi bier yderst sjældent flyver over større vandflader, så kan jeg på en ø bestemme hvilke droner der er på en ø.
Da der ikke flyver droner til udefra så er der kun de droner på øen som kryber fra mine bistader på øen.
Så på en ø hvor kun jeg har bier ved jeg hvad droner, der er til rådighed for parring. Jeg styrer altså afstamningen af dronerne på øen ved at have dronninger som ‘dronegiver’ på øen, som jeg kender afstamningen på. Jeg kører så jomfrudronninger af forskellige linier jeg ser potentiale i ud på ‘min’ ø. Her kan de parre med dronerne på øen og således har jeg kontrol over både modersiden og fadersiden af en given øparret-dronning.
Man kan sige at det optimale ville være kun at have én familie på øen til at give droner, men det giver simpelhen ikke droner nok til mit avlsarbejde, derfor har jeg 10+ bifamilier på en øen hvor alle familiernes dronninger er søster der lige ledes er parret på samme ø, og altså stortset ens genetisk.
Andre dronningeavlere kan naturligvis få parret jomfruer på min ø, mod et mindre vederlag, ligesom jeg også parrer på andre dronnigeavleres øer for til stadighed at fastholde en afstamning på mine bier der er fredelig, frodig og fantastiske honningsamlere.”

Således fik Peter Stougaard (måske netop derfor) i 2011 førstepladsen i Danmarks Biavlerforening for sine dronninger.

Prisen for en dronning er forresten ca 100 kr (ubefrugtet) og ca 300 kr, hvis hun skal være befrugtet.

Dansk honning er en delikatesse og du kan heldigvis købe det rigtig mange steder. Også i supermarkederne!

Når du alligevel er ude i sommerlandet, så hold øje med de passionerede biavlere og giv dem et besøg. De har som regel et rigtig spændende udvalg af forskellige typer honning.

I går skrev jeg om de dejlige jordbær fra Holtgaard og for mig, er en af de mest vidunderlige sommerspiser, jeg kender, nye danske jordbær med nyslynget, flydende honning.

Jeg valgte luksusudgaven og bagte en stak pandekager til, men du kan sagtens spise jordbær og honning alene eller evt supplere med et surmælksprodukt.

Tynde hyldeblomstpandekager

Det er ved at være allersidste udkald for hyldeblomster, men man kan stadig være heldig at finde lidt skæme på nogle af de buske, som er lidt senere undervejs.

Jeg har brugt min sædvanlige opskrift på supertynde pandekager og tilsat blomsterne fra ca 2 store skærme. Det er ikke den sunde variant…. men hvis du hellere vil i den retning, så brug i stedet opskriften på de små tykke pandekager her.

Skyl dine jordbær, mens det grønne stadig sidder på, så de ikke suger for meget vand. Så bliver de så ærgerligt sjaskede.

Skær dem i lidt mindre stykker og fordel dem over dit fad med pandekager.

Dryp nu rigeligt med den nyslyngede flydende honning.

Til sidst drysses med en masse spiselige blomster og krydderurter, der passer til. Krydderurterne kan f.eks. være citronverbena, citronbasilikum, citrontimian, en eller anden slags mynte (jeg brugte æble mynte) eller anis. Blomsterdrysset må naturligvis være masser af hyldeblomster og rosenblade i forskellige farver.

Tynde hyldeblomstpandekager med blomsterdrys

Tynde hyldeblomstpandekager med blomsterdrys

Så bliver et morgenbord ikke meget smukkere, når du tryller sådan et fad frem!

Hav en dejlig dag. Lad os håbe på solen skinner, så vore bier kan komme på arbejde og lave en masse dejlige honning.

Sommerhilsner, Mette

Fotograf Martin Kaufmann

6 Comments

Got something to say? Feel free, I want to hear from you! Leave a Comment

  1. Teresa says:

    Er der noget bedre end mennesker, der passioneret fortæller om deres produktion af råvarer? Og i det her tilfælde bierne, der giver os den gyldne honning. Fantastisk fortælling fra en mand, der avler bier.
    Pandekager med honning, jordbær og hyldeblomst lyder som en skøn kombination. Jeg har lige forsøgt mig med en sirup af rosenblomsterne, som jeg endnu ikke helt ved, hvad skal bruges til, men mon ikke der kommer en lækker dessert forbi.

    • Mette says: (Author)

      Hej Teresa,

      Nej – jeg er helt enig med dig. OG på en eller anden måde bliver det ekstra fængslende, når man også selv lærer noget helt nyt.

      Sjovt du nævner det med siruppen, den har jeg faktisk også selv haft i tankerne. I går læste jeg dette vildt inspirerende indlæg: http://timmvladimir.dk/?p=847 og nu tror jeg, jeg er nødt til at gå på jagt, når sommerferien starter.

      Mange hilsner, Mette

  2. WOW et lækkert billede af pandekagerne! Det ser bare godt ud 🙂

    Det er da egentlig ganske interessant med alt det biavl.

    • Mette says: (Author)

      Ja – det er ikke så tosset det der biavl!

      Behøver jeg sige, pandekagerne smagte skønt?!

  3. Marie says:

    Orv, et fantastisk billede! Er sikker på, at pandekagerne er mindst lige så appetitlige som billedet antyder. Der er bare ikke noget bedre end nyslynget dansk honning – det er en delikatesse der fortjener en dansk pendant til AOC!

    Er ny læser af din blog, og jeg er allerede forelsket i den. Det er med kildende forventning i maven, at jeg ser om der er nye indlæg, jeg læser med længsel tidligere indlæg og bliver inspireret og forgabt i de fantastiske billeder og spændende opskrifter. Det er en meget smuk blog, du har stablet på benene!

    Kærlig hilsen Marie

    • Mette says: (Author)

      Kære Marie,

      Tusind tak for din meget dejlige besked.

      Jeg tror nærmest aldrig, jeg har fået så stor og sød en ros før. Iiiiih, hvor det varmer.

      Du har fuldstændig ret, honningen burde bestemt fortjene en dansk AOC. Gid sådan en fandtes…..

      Tak fordi du gav mig en skøn dag!!

      kh, Mette

Leave a Comment

Let us know your thoughts on this post but remember to place nicely folks!