Salat med 2xM (melon og mynte) og 2xF (fennikel og feta)

Vi har stadig den mest vidunderlige sommervarme, så du må bære over med mig og acceptere, at denne uge primært vil handle om sommersalater.

Jo, jo – jeg skal naturligvis nok have in mente, at vi nu er henne i sommerens sidste måned og det betyder, råvareudbudet er et andet, men uanset så finder jeg ikke noget bedre, når vejret er så dejligt, at tiden i køkkenet skal minimeres og aftensmaden måske endda bringes med ud på picnic.

Salaten med de to M´er og de to F´er
Salaten med de to M´er og de to F´er

I dag får du en herlig kombination af fennikel, melon og salt ost.

Fennikel er i sæson nu. Jo, jeg ved godt, man stort set kan få dem lige nu, men hvis du havde en have og der i den var fennikel, så var det nu, du ville gå ud og høste en stor knold.

Jeg er ikke altid så begejstret for fennikel og slet ikke rå. Den skal skæres virkelig tyndt, når den skal anvendes rå, ellers bliver den simpelthen for meget tyggearbejde.

Salaten holder 100% hjemme hos os og smager herligt sødt på grund af den friske melon, lakrids og sprødhed fra fennikel, syre fra eddike og salt fra ost.

Salat til 3-4 personer

  • 1 fennikel
  • 1 lille moden cantaloup, net- eller galiamelon
  • 75 gr feta eller hvid salatost – jeg brugte denne
  • 1 håndfuld frisk mynte skåret i strimler

Skær fennikel i de tyndeste skiver, du kan. Hvad enten det er i hånden med en god, skarp kniv eller på en mandolin.

Del melonen, skrab kernerne ud og skær skrællen af. Skær melonen i mindre stykker. Bland fennikel og melon sammen på et fad.

Drys ost og mynte over.

Dressing

  • 1/2 dl hvid balsamico eller æbleeddike (eddiken må meget gerne være lidt sød og derfor er jeg ret vild med at bruge den fra O&Co
  • 1/2 olivenolie
  • 1 spsk rørsukker eller palmesukker
  • 1 fed finthakket hvidløg
  • Flagesalt
  • Friskkværnet peber

Rør alle ingredienser rigtig godt sammen til en homogen dressing. Smag til og juster med lidt ekstra af en eller flere af de 6 ingredienser, om nødvendigt.

Hæld dressingen over salaten og du er klar til servering.

Andre gode sommersalater

Jeg har kigget lidt rundt i arkivet på www.becauseitmatters.dk og fundet flere opskrifter frem på sommersalater. Der kommer links her:

Hvad spiser du her i sommervarmen?

Kærlig hilsen, Mette

Foto: www.martinkaufmann.dk

5 thoughts on “Salat med 2xM (melon og mynte) og 2xF (fennikel og feta)”

  1. Hej Mette.
    Du skulle, hvis ikke du har prøvet det endnu, prøve at lave den “klassiske” vandmelon salat, hvor man skærer vandmelon i tern, blander med med finthakket rødløg, og drysser feta (gerne gedefeta) og sine foretrukne krydderurter på, og så til sidst twistet: nigella frø / jomfru i det grønne. Deres lidt skarpe smag og syre er rigtig god til vandmelonen og den fede feta. Det var min mor der foreslog mig det, og det var et hit!
    Kh Mille

    1. Hej Mille,
      Jeg kender godt “klassikeren,” men det lyder da som et super fif med nigellafrøene. Jeg har nogle gange brugt ristede græskarkerner at drysse over, men det lyder som alletiders trick med løgfrøene (kært barn har mange navne :-)). Tusind tak. Mødre er kloge!!
      Kh, Mette

  2. ja og i går fik vi quinoa med grillet spidskål og friske majs kerner og krydderurter, med en citron/olie dressing over, det smagte skønt til et strykke grillet kød. og jeg gav også lige dressingen lidt dijon 🙂

    1. Uhmmm – det lyder dejligt. Så behøver vi slet ikke gå på Manfreds næste gang 🙂
      Hov – jo, du skal stadig liiiiige have genskabt tartaren også! <3

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *