Alternativ morgenmad til weekenden: Grøntsagspandekager med urter, feta og parmesan

Jeg har fortalt lidt om “A modern way to eat” skrevet af Anna Jones og hendes bogs betydning for, at jeg begyndte at lægge min kost om. Dagens opskrift er også fra Annas bog.

Det er nogle lækre pandekager spækkede med grøntsager og lidt god ost. Egentlig er det snarere en slags æggekager, for der er ikke noget, der binder sammen til en pandekage ud over æg og ost.
salad-pancakes--food-protography (foto Martin Kaufmann) 2

De kan tilberedes og spises på alle tider af døgnet og kan sagtens laves god tid i forvejen og spises kolde. For eksempel  kan du lave en stor portion søndag og have morgenmad til de første dage i ugen.

Grønne pandekager med feta og parmesan

(Morgenmad, frokost, mellemmåltid eller aftensmad til 4 personer)

  • 250 gr blandede grøntsager feks squash, broccoli, edamamebønner, grønne bønner eller hvad du nu har eller kan finde på
  • 2 håndfulde spinat, grønkål, palmekål, hvidkål eller spidskål
  • 4 spsk feta eller hvid ost i saltlage fra Knuthenlund
  • 25 gr revet parmesan, gruyere, Arla Unika Havgus, Høost eller Vesterhavsost
  • 1 lille fed hvidløg
  • 2 spsk  hakket dild, basilikum, persille eller mynte
  • Revet skal af 1 citron
  • 5 store æg
  • Salt og peber
  • Olivenolie til stegning

Grøntsagerne hakkes eller rives fint. Spinat eller kål hakkes også fint. Jo grovere kål, du har valgt, jo finere skal det hakkes. Spinat behøver ikke blive hakket så fint.

Hak hvidløg fint.

Bland alle grøntsagerne i en stor skål og drys fetaosten over sammen med de øvrige ingredienser. Rør til sidst æggene i og smag til med salt og peber.

Varm olivenolie på en stor pande og hold varmen middel til høj. Sæt 2 – 3 klatter på din pande – afhængig af størrelsen. Tryk dem lidt flade, men de må ikke flyde sammen. Lad varmen gøre det meste selv.

Steg i 2 – 3 minutter på hver side.

Tag pandekagerne af panden og læg dem i en stor bunke på en tallerken.

chicken-food-protography (foto Martin Kaufmann) 3

Jeg lavede en enkel gulerodssalat til af ALLE farver, jeg kunne finde, god olivenolie, masser af citronsaft og -skal, Maldon salt og groftkværnet peber. Selvfølgelig også masser af persille. Eller basilikum, hvis du har det. Eller oregano. Eller koriander. Eller mynte. DU bestemmer! Men smag på salaten!

Sådan en gulerodssalat med de søde gulerødder, syrlig citron og salt, det er et match made in heaven, hvis den bliver smagt ordentligt til.

Glædelig lørdag.

Kh, Mette

Køkkengrej og udstyr

Grå skåle fra Würtz

Salattang designet af Sori Yanagi købt på Vitra

Paletkniv fra Cuisipro

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *