Vintersuppe med kål, bønner, bacon og ost

Så du himlen i går morges?

Det var hverdagens fyrværkeri, der var på spil. Det var simpelthen så smukt med de røde farver ind over København. Og det var så dejlig mildt. En god dag at starte ugen på.

Det varede ved til sådan lige før frokost tid. Vinden tog til, det blev bidende koldt og – selvfølgelig – begyndte det også at regne.

Så fik jeg lyst til suppe! God, nærende, fyldig grøntsagssuppe. JA TAK.

_DSC6698

Det blev til en skøn lys suppe med grønt modspil samt lidt bacon og ost til at give grøntsagerne smag. Du bestemmer selv, om du vil holde kalorierne nede og droppe de to sidstnævnte, men det er op til dig.

Jeg brugte selvfølgelig en skøn Unika ost. Det er en ret spændende emmentaler-type, som pt er at finde i Torvehallerne. Masser af smag og tydelige saltkrystaller. Den kan godt anbefales.

Vintersuppe med kål, bønner, bacon og ost

(til 4 personer som hovedret)

  • 100 gr tørrede blackeyed bønner udblødt natten over eller fra morgen til aften
  • Til kogning af bønnerne: 1 kvist rosmarin og to fed hvidløg
  • 150 gr god bacon i rustikke tern
  • 1 finthakket løg
  • 2 finthakkede bladselleristilke
  • 2 finthakkede gulerødder, jeg brugte de hvide, det er derfor, du ikke umiddelbart aner dem
  • 4 grofthakkede fed hvidløg
  • 1 kvist rosmarin
  • 2 laurbærblade
  • 4 kviste frisk timian
  • 1,5 liter kyllinge- eller grøntsagsbouillon
  • 200 gr grofthakket grøn-, savoy eller palmekål
  • Havgus, Greve eller Digekrone fra Arla Unika til drys

Start med at koge de udblødte bønner sammen med rosmarin og hvidløg, men endelig uden salt. Kog bønnerne til de er gennemkogte, men uden de koger ud og bliver melede. Det tager omkring 30 minutter.

Steg baconternene gyldne på en varm pande og tilsæt løg, bladselleri, gulerødder, hvidløg, krydderurter, som sauteres med, intil løgene er bløde og klare. Det kan være nødvendigt at tilsætte lidt olivenolie til denne sautering, hvis baconfedtet ikke er tilstrækkeligt.

Tilsæt bønner og bouillon. Bring suppen i kog og skru ned for varmen til lav-middel, så suppen stille simrer videre i 25 minutter.

Fjern rosmarin- og timiankviste sammen med laurbærblade og smag suppen grundigt til med salt og peber.

Mos nu suppen let med en kartoffelstamper eller purer ca en fjerdedel af suppen, så resultatet bliver mere cremet og lækkert.

Tilsæt kålen og lad den få varmen, til den lige akkurat falder sammen. Check igen krydringen og tilføj evt lidt ekstra salt og peber.

Server i varme skåle eller dybe tallerkner og garner med revet ost.

Hav en dejlig tirsdag.

Kh, Mette

Foto: www.martinkaufmann.dk

One thought on “Vintersuppe med kål, bønner, bacon og ost”

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *