Salat med rodfrugter, kastanjer, peberrod og grillet gedeost

Det er søndag og det bliver sundt.

Sådan halvsundt, for der kommer til at gå ged i den. Altså gedeost.

Udgangspunktet var egentlig, at jeg ville lave en salat af flere forskellige slags rødbeder, men da det kom til stykket og jeg skulle købe ind, så kunne jeg hverken få fat i den ene eller den anden slags. Den oprindelige tanke var ellers: rødbedeblade, bolsjebeder, gule beder og almindelige rødbeder.

Det endte i stedet med en rodfrugt salat med grillet gedeost.

Salaten fik også lidt “UMPFH” fra friskrevet peberrod. Vores “nordiske chili” eller “wasabi, om du vil, er en fantastisk smagsgiver, som vi skal bruge meget mere. Så længe det bliver af den slags, vi selv river og ikke de små tarvelige bægre med – nærmest – uendelig holdbarhed.

Fyldig salat med grillet gedeost og ristede kastanjer

Den blev vanvittig flot med alle sine farver fra de fantastiske rodfrugter. Men ikke en hvilken som helst slags rodfrugter. Fra Søren Wiuf havde jeg fået den lækreste sæk med alle mulige skønne sager:

  • to slags gulerødder – chantenay og deep purple
  • gule beder
  • majroer
  • ræddiker
  • baby spinat
  • peberrod
  • gedeost

Alle grøntsager blev vaskede og skrællede og derefter skåret i de tyndeste skiver og strimler. Ja, jeg fortsatte egentlig bare med at bruge tyndskrælleren for at få de grove grøntsager så tynde som muligt.

Vend alle grøntsagerne og den skyllede, tørre babyspinat sammen.

Skræl et stykke peberrod og riv eller skrab 2 tsk, som vendes med de øvrige ingredienser i salaten.

Bland en dressing af olivenolie, god eddike – meget gerne med frugtsmag, hvis du har – salt, peber og måske lidt honning.

To skiver gedeost – per person – blev lagt på bagepapir, dryppet med lidt olivenolie, salt og friskkværnet peber og grillet i en meget varm ovn, til de var gyldne.

Sidst men ikke mindst har jeg tyvstjålet et lille trick fra Fjordrejen. Fjordrejen alias Erland har begået en anmeldelse af den nye kogebog fra Løgismose. Måden Erland har gjort det på er ved først at teste tre opskrifter fra bogen og til sidst skrive selve anmeldelsen. Det et virkelig godt koncept og giver en fantastisk gennemarbejdet anmeldelse. Skynd dig over til Fjordrejen og læs med.

I bogen er der en opskrift på en risotto med græskar, som serveres med ristede kastanjer. Da jeg ønskede at tilføje lidt knas med nøddesmag til min salat, valgte jeg derfor at kopiere disse kastanjer.

Skær et rids i toppen af alle kastanjerne og stil dem i et fad med groft salt og krydset opad. Bag kastanjerne i ovnen ved 200 grader i 20 minutter. Lad kastanjerne køle lidt af og pil derefter den hårde, brune skal af. Del kastanjerne i halve og rist dem lidt før serveringen i lidt smør og drys med groft salt.

Anret salaten på store tallerkener og dryp med dressingen. Læg til sidst de lune kastajner og den grillede gedeost på.

Server straks.

Vi spiste salaten som en forret, men afhængig af portionens størrelse og måske med et stykke brød til, så er det også en rigtig fin hovedret.

God appetit!

Mange hilsner, Mette

Fotograf Martin Kaufmann

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *