Nektarinsyltetøj med vanille og hyldeblomst

Syltetøj – ét stort glas

Herhjemme er vi ikke så vant til at se syltetøj lavet på ferskner og nektariner, men det er faktisk lidt ærgerligt, for man får en usædvanlig dejlig syltetøj ud af disse frugter også.

Ingredienser til ét stort glas:

  • 500 gr nektarinfrugtkød
  • 100 gr sukker
  • 1/2 dl hyldeblomstsaft
  • 3 tsk hjemmelavet vanillesukker

Jeg havde nogle meget modne nektariner, som jeg skar i små stykker og kom dem i en gryde med sukker, vanillesukker og hyldeblomstsaft. Når jeg laver syltetøj eller kompot, så kommer jeg meget sjældent vand i. Jeg synes nemlig, det er synd at fortynde frugtsmagen.

Nektarinerne kunne jeg have flået, men det er faktisk ikke så nødvendigt, som når man arbejder med ferskner. Skindet bliver nærmest opløst under kogningen.

Kog syltetøj i ca 30 minutter.

Nu kan du vælge at lade din syltetøj være, som den er, eller du kan vælge at give den en kort tur med stavblenderen.

Jeg gjorde det sidste, men blendede kun så kort tid, at der stadig var struktur og små hele stykker af nektarin tilbage.

Unika ymer og nektarin sylt

Jeg brugte hverken geleringsmiddel eller konserveringsmiddel, så holdbarheden er ikke uendelig.

Det gør nu heller ikke så meget, for det er en helt og aldeles vidunderlig syltetøj, som nok skal blive spist i en fart.

I går morges fik vi den på Arla Unika ymer med lidt citronverbena og friske ferskner i tern.

Hav en dejlig dag.

Mange hilsner, Mette

Fotograf Martin Kaufmann

PS Har du nogensinde checket frugtindholdet på det syltetøj, du køber i supermarkedet? Du vil blive overrasket!

 

15 thoughts on “Nektarinsyltetøj med vanille og hyldeblomst”

  1. Kære Mette
    Hvor lyder det lækkert. Jeg har aldrig tænkt på at bruge nektariner til syltetøj, men du giver mig straks løst til at lave en portion. God idé med det begrænsede sukkerindhold. Jeg tror også, at jeg vil se på lidt mindre portioner indimellem for netop at undgå konserveringsmiddel og det høje sukkerindhold. Smukke billeder som altid.
    Kh Nadia

    1. Kære Nadia,
      Nej – det er sjovt, at der er nogle frugter, vi forbinder med syltetøj og nogle, hvor vi slet ikke tænker over det.
      Jeg er blevet stor tilhænger af de små portioner. Det er så lækkert at få nyt noget oftere og så foretrækker jeg også at kunne droppe Atamon og holde igen med sukkeret.
      Nu skal du ud at finde noget frugt til syltetøj og jeg skal have købt mig en friteuse. Fotografen blev nemlig mere end lækkersulten, da han læste dit indlæg om Wassim vs Heston!
      kh, Mette

  2. Vores favorit p.t er en blåbær, skovjordbær kombi med lidt citronskal og sukker hurtigt opkog og færdig. Rækker til nogle dage og så finder vi nogle nye bær. Knus p

    1. Jeg kan ikke vente!!!
      Tænkte netop i morges på, at jeg skal have en masse vanillestænger med 🙂

  3. For et par år siden lavede jeg alverdens marmelader. Alle frugter skulle prøves. Heriblandt ferskner/nektariner. Alene eller sammen med appelsin eller ananas.

    Det var godt nok noget af det bedste marmelade jeg nogensinde har lavet. Uhm…

    Forleden blev det til en enkel jordbærmarmelade kogt med hj. lavet konc. hyldeblomstsaft og lidt sukker og salt. Chili ville også ha været godt. Har en smule tilbage som vi nyder på hjemmebagt brød/boller.

    Hjemmelavet marmelade/geléer er bare guf.

    Fortsat god dag…

    Mange hilsner
    Maj

    1. Kære Maj,

      Jeg kan ikke være mere enig! Og ja – det med hyldeblomstsaften, det synes jeg faktisk er et rigtig godt fif.

      Guffe – li – guf!!

      Hav en dejlig aften.

      Mange hilsner, Mette

  4. Jeg bruger faktisk tit nektariner og ferskner i syltetøj, det giver en utrolig aroma! Min favorit er en kombi af nektariner, mango, safran, citronskal, kardemomme og rosenvand – det giver et elegant mellemøstligt præg til syltetøjet, der er helt fantastisk!

    Elsker at lave syltetøj selv, det smager så meget bedre end noget af det man kan få i supermarkederne, og så er det jo smadder nemt!

  5. Mmmm, det lyder virkelig lækkert. Jeg bliver da nødt til at prøve at lave syltetøj med nektariner snart. Vi spiser så lidt syltetøj at jeg oftere laver kompot og så spiser vi det helt frisklavet på skyr, ymer eller ostemadder 🙂 Jeg er også stor fan af mindre portioner, man kan også lave så meget mere variation på den måde

    1. Kære Ann-Christine,
      Tusind tak. Hos os ender det også oftere på yoghurt end brød. Der er også årsagen til, jeg sjældent bruger geleringsmiddel.

      Variation er skønt!!

      Kh, Mette

  6. Det er faktisk svært at finde både skovjordbær og hindbær i år men der er mange blåbær. Har også booket en svampedate til os i dag så måske får vi held til at finde en bunke kantareller. Vanille stænger er meget velkomment. Vi glæder os til i kommer og tag endelig solen med kram p

    1. Så må vi jo nøjes 🙂 Det skal nok gå. Mon vi kan finde nogle vilde kirsebær?

      Går straks på fokuseret jagt efter kantarelinspiration!

  7. Vilde kirsebær har jeg ikke mødt her omkring men vi kan da kigge efter det. Kirsebær i det hele taget kan jeg ikke komme i tanke om jeg har set. Pernille

  8. Ja, uhm…den ser lækker ud. Men jeg har ikke haft held med at sylte nektariner. De smager ikke lige så kraftigt som ferskner, synes jeg. Men din ide med ikke at skolde og flå skindet er god. På den måde smager det måske af mere, men først og fremmest får syltetøjet en dybere orange farve, som jeg også manglede da jeg afprøvede min opskrift med nektariner i stedet for ferskner. Det må jeg afprøve!
    Mvh Ulrika

    1. Hej Ulrika,
      Tjaeh – tjoeh, det kan du måske have ret i. Jeg synes, dette syltetøj blev usandsynlig godt og hyldeblomsten var selvfølgelig også med til at give ekstra smag uden at skulle “kæmpe” for meget om opmærsomheden med nektarinerne.
      Min erfaring er også, at det er utrolig stor forskel på kvaliteten af den frugt, man køber og det påvirker altså det endelig resultat. Også når der syltes!
      Held og lykke med næste forsøg.
      Mange hilsner, Mette

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *