Lune gulerødder med mandel og honning dressing

Forleden lavede jeg en lun gulerodssalat med en lidt anerledes og dejlig dressing, som kombinerer nogle af de smage, som går så godt med gulerødder: chili, appelsin og hasselnødder.
_DSC6162

Nye gulerødder, gamle gulerødder. Alle slags kan bruges, men særligt her om vinteren hvor røddernes smag falder, får de et ekstra pift af appelsin, honning og chili.

Gulerødderne kan spises som tilbehør til stort set alle slags kød og fisk. Det er en smags sag, hvor meget de skal koges. Jeg foretrækker, de stadig har (masser af) bid, men du gør, som du helst vil.

Og så er det sådan en smuk salat.

Jeg serverer salaten i min yndlings Staub gryde, bare fordi den dybe bordeaux farve passer så fantastisk til de skrig-orange chantanay gulerødder fra Søren Wiuff.

Min faste æbleleverandør havde givet mig et par håndfulde nye hasselnødder fra sin have. Dem har jeg brugt til salaten, men du kan sagtens bruge mandler, pinjekerner eller græskarkerner i stedet.

Lun gulerodssalat

(Tilbehør til 4 personer)

  • 8 – 10 gulerødder
  • Blomster og knopper af raps eller andre spiselige blomster
  • Lidt spæde pakchoi blade

Skrab, skrub eller skræl gulerødderne. Del dem på langs og kom dem i en gryde med kogende saltet vand. Lad gulerødderne simre til, de er så møre, som du ønsker. Det tager alt mellem 5 – 10 minutter.
Hæld vandet fra gulerødderne og sæt dem tilbage på blusset, så det overskydende vand dampes væk.

Mandel og honning dressing

  • 75 gr nye hasselnødder
  • 30 gr smør
  • 30 gr HELT honning med chili
  • 1 spsk æblecidereddike
  • Skal og saft af 1 økologisk appelsin
  • Saft af 1 citron
  • 1 finthakket rød chili (mild)
  • 50 gr olivenolie
  • Salt og peber

Kom nødder og smør i en gryde ved middel varme til, smørret begynder at bruse. Hold varmen og når smørret begynder at blive brunt (beurre noisette) tilsættes honningen. Bring blandingen i kog og reducer til en femtedel.

Tilsæt eddike, appelsinsaft og -skal samt citronsaft. Bring i kog igen og skru ned for varmen og lad simre i 3 minutter.

Tag gryden af varmen og tilsæt chili, olivenolie, salt og peber. Smag til og lad dressingen køle af.

Saml salaten ved at vende dressingen med gulerødderne. Drys med de spæde pakchoi blade og spiselige blomster.

Du kan sagtens bruge din yndlingskrydderurt i stedet for. Alt fra mynte, koriander til persille eller dild kan bruges.

Rigtig god fornøjelse.

Kh, Mette

Foto: www.martinkaufmann.dk

4 thoughts on “Lune gulerødder med mandel og honning dressing”

    1. Og med de violette gulerødder, Benedicte, bliver salaten bare ENDNU smukkere 🙂
      Du kan evt servere med et “blop” yoghurt, hvis din chili gør salaten meget spicy! Rigtig god fornøjelse.

    1. Jeg synes, det var rigtig lækkert og bestemt en dressing, som kan bruges til andre ting også: selleri, porrer, grønkal, you name it 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *