Italien vs Frankrig: Historien om Amedei

Nogle forretningsideer virker mere åbenlyse end andre.

Da jeg første gang hørte, historien bag det italienske chokolademærke Amedei, blev jeg på ingen måde overrasket. Snarere noget i retning af: “Nå ja, selvfølgelig”.

Amedei
Amedei

I 1991 tog det italienske søskendepar Alessio og Cecilia Tessieri sammen med deres mor til Frankrig for at besøge Valrhona og diskutere et potentielt samarbejde.
Familien Tessieri drev en succesfuld engrosvirksomhed med ingredienser til bagerier, men ønskede at udvide sortimentet med chokolade og havde desuden planer om at udvide forretningen til også at lave fyldte chokolader og konfekture. På daværende tidspunkt blev Valrhona af mange betragtet som producent af verdens bedste chokolade.

I Frankrig – hos Valrhona – blev de imidlertid temmelig arrogant modtaget med beskeden om, at Valrhona ikke følte italienerne havde tilstrækkelig respekt for den fine franske chokolade og var “klar” til sådan et produkt, hvorfor Valrhona ikke følte, der kunne være noget som helst givtigt i et sådant samarbejde.

For Cecilia Tessieri betød det krig!

Hun besluttede sig for selv at lave verdens bedste chokolade og slå Valrhonas kvalitet. Familien etablerede en chokoladevirksomhed, som de opkaldte efter Bedstemor Amedei med det helt klare mål for øje at slå Valrhona og udvikle en – endnu – bedre chokolade.

Arbejdsopgaverne var klare: Cecilia styrede fabrikken, mens Alessio rejste verden rundt for at source de bedste ingredienser.
Den første chokolade, Cecilia lavede var Toscano Black 70% og den kom til verden 8 år efter besøget hos Valrhona.

Et af de steder, Alessio lagde særlig megen energi, var i den venezuelanske landsby Chuao. Også Valrhona købte chokoladebønner fra Chuao, men Alessio engagerede sig flittigt i byen; han sponserede det lokale baseball team, lobbyede for bedre arbejdsforhold og tilbød en bedre betaling for kakaobønnerne, hvilket resulterede i, at Amedei til sidst fik eksklusiv rettighed til bønnerne fra Chuao.
I en lang årrække havde Amedei eneretten på bønner fra Chuao. I dag er denne ophørt og alle kan købe bønner derfra.

Det fokuserede arbejde har resulteret i, at Amedei idag høster et utal af anerkendelser, priser og medaljer for deres chokolade.
Amedei vinder konsistent og relativt mere på deres produkter end Valrhona og selvom chokoladekrigen ikke decideret er vundet, så er der ingen tvivl om, at Amedei i dag er mindst lige så anerkendt som Valrhona og foretrækkes af mange chokolade-elskere.

Nå ja, og så skal det da også lige nævnes som et kuriosum, at da Tessieri familien besøgte Valrhona, underholdte franskmændene med historien om, hvordan en dansk delegation dagen forinden havde besøgt fabrikken, hvilket Valrhona havde fundet morsomt, da man bestemt (heller ikke) anså Danmark for værende i stand til at kapere den enestående chokolade.

Hvid chokolade fra Amedei
Hvid chokolade fra Amedei

Hvilken chokolade er den bedste? Jeg har gennem adskillige måneder nu leget med en masse skøn Amedei chokolade og jeg har ved enhver given lejlighed bedt gæster i huset om at smage to slags chokolade:

og

Resultatet er ganske tydeligt. Langt de fleste har foretrukket Amedei og det er bestemt ikke fordi, jeg har bestukket eller ladet dem vide, hvad det “rigtige” svar var.

Så hvis du vil prioritere lidt på god chokolade, så prøv Amedei op mod din nuværende yndlingschokolade og kår din egen favorit.

Giv dig god tid til at smage på chokoladen og nyd den. Gerne i godt selskab.

Jeg har forresten også skrevet et indlæg om, hvordan man smager på chokolade.

Inden længe – i næste weekend – løber årets chokoladefestival af stabelen og her har du rig mulighed for at smage på en masse forskellig chokolade.

Chokomania, som repræsenterer Amedei i Danmark, vil være til stede på festivallen. Det samme vil Gabriele Bianchi fra Amedei, så kig forbi til en snak om arbejdet med at lave noget af verdens bedste (kvalitets)chokolade.

Og smag dig frem til din egen favorit.

Jeg håber, vi ses. Jeg skal afgjort forbi Carlsbergs gamle tappehal, Tap1.

Mange hilsner, Mette

Fotograf Martin Kaufmann

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *