BLOMMER ………..Så er det nu!!!!

I den sidste uges tid har jeg eksperimenteret med blommer.

Sæsonen er nemlig startet.

Den tidlige sort, Opal, er moden og du kan få dem fra Fejø i den lokale Irma, eller du kan tage på blommerov……

Nuvel, jeg skal ikke opfordre til utugt, men jeg skal opfordre til, at du kommer ud og finder nogle skønne blommer at lege med. Check din lokale Ugeavis eller gå ind på det geniale site Plukselvfrugt.dk, hvor du (måske) kan finde en blommeplantage i din nærhed.

Der er en himmel til forskel på de sure, hårde, kuglerunde spanske blommer, man (også) kan købe lige nu i supermarkedet og så vores egne saftspændte, søde og krydrede blommer.

Hele September er blommernes måned og helt ind i Oktober, kan vi få de allersidste.

Jeg vil den næste tid præsentere dig for en stribe opskrifter, som anvender blommer både i det søde og salte køkken. Selvfølgelig kan vi heller ikke komme udenom inspiration til syltning.

Fisk med fyld er klar til ovnen

Det hele startede med to slethvar, et par håndfulde kantareller og en halv snes blommer.

Det var et par fisk af fin størrelse, så med øvrigt tilbehør (rosmarinkartofler og bolsjebedesalat med gedeost), blev der til en middag for 6 personer:

Mine fisk var rensede for indvolde, såfremt du får fat i helt friske fisk, så skal du selvfølgelig start med at fjerne indvoldene. Derefter skæres hovedet af og slutteligt klippes finner og hale af.

Skrab fiskene for skæl og skyl dem godt under den kolde hane.

Rens kantareller og skær de største af dem i lidt mindre stykker. Blommerne udstenes og skæres i kvarte. Kantareller og blommer vendes med hakket frisk timian, lidt olivenolie, salt og peber.

Læg fiskene i et ildfast fad smurt med lidt olivenolie eller på et stykke bagepapir på en bageplade. Gnid fiskene godt ind i salt. Skær nu en dyb ridse ned i hver fisk langs rygbenet.

Placer blomme/svampeblandingen ovenpå rygbenet/ridsen og bag i ovnen ved 190 grader i 15 – 20 minutter.

Som altid med fisk, er det essentielt, at fisken ikke får for længe og blive kedeligt tør. Ridsen gør, at fisken hurtigere bliver bagt og bagetiden skal heller ikke være længere, så får tilbehøret for meget.

Fisken er klar til servering

Det var en rigtig skøn sensommermiddag med råvarer, som lige nu er på toppen.

Danske kantareller er vanskelige at købe i butikkerne, her må du selv på jagt i skoven. I min lokale Irma kan jeg være heldig at få svenske, men desværre er det også tit polske eller baltiske.

Jo kortere transporttid – jo mere friske svampe – jo bedre smag!

Stay tuned.

Mange hilsner, Mette

Fotograf Martin Kaufmann

 

3 thoughts on “BLOMMER ………..Så er det nu!!!!”

  1. Fisk og blommer – det har jeg ikke tænkt på. har brugt brombær ….så hvorfor ikke blommer 🙂
    Ser hammer godt ud – men jeg elsker jo også fisk. Enkelt friskt og good looking..

    /Erland

    1. Tusind tak, Erland.
      Altså blommer er slet ikke dumt. Og med kantareller går det op i en højere enhed.
      Selvfølgelig drømte jeg om, jeg stod med en kæmpe pighvad, men slethvaren er en meget god og positiv overraskelse.
      Hav en dejlig weekend!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *