Tagine igen: Marokkansk tilberedning med pæredanske ingredienser

Forleden fik vi tagine. Igen.

_DSC8961

Denne gang var det nu ikke de marokkanske ingredienser, der røg i den trekantede gryde men i stedet en god omgang pæredansk vintermad.

Jeg har ikke rigtig nogen opskrift eller mængder, men det kommer sig faktisk ikke så nøje. Du får lidt et udgangspunkt her, men så kan du jo selv lege og eksperimentere videre.

Du kan sagtens lave retten i en støbejernsgryde eller römertopf også.

Igen var det et eksempel på hot pot cooking. Alt røg i den samme gryde. Vi spiste dog en salat til. Det var den med glaskål og æbler.

Tagine med hele kyllingelår, kartofler, rosenkål og æble
(til 2 personer)

  • 2 store, hele økologiske kyllingelår eller i det mindste en kylling, som har levet et godt og frit liv
  • 1 stort skalotteløg i små tern
  • 1 håndfuld små kartofler
  • 1 stor håndfuld rosenkål
  • ca 1,5 dl æblemost – helst ufiltreret af gode danske æbler
  • Lidt æbleeddike
  • Timian
  • Smør og olivenolie til stegning
  • Salt og peber

Start med at brune kyllingelårene rigtig godt af i smør og olivenolie. Tag kyllingen af panden og sauter løget i 5- 8 minutter, uden det tager farve. Tilsæt kartofler og timian og lad det få et par minutter. Hæld eddiken ved og lad den koge næsten ind. Læg kyllingen tilbage i gryden og hæld æblemosten ved.

Læg låg på taginen og lad den stå ved middel varme i 20-25 minutter. Læg nu rosenkålen ved under kyllingekødet, så det kan tage god smag. Steg yderligere i ca 10 – 15 minutter til kålene er møre.

Så er der mad. Det er faktisk ikke så tosset hverdagsmad.

Hav en dejlig tirsdag.

KH, Mette

Foto: www.martinkaufmann.dk

Leave a Comment

Let us know your thoughts on this post but remember to place nicely folks!