Salat med grillede asparges og Belper Knolle

Jeg synes, grillede grøntsager er skønne og det synes, jeg jo også, asparges er, så hvad var mere oplagt end at forene de to ting i en lille salat med tyndtskårne radiser, hjertesalat og den yndige schweiziske ost, der hedder Belper Knolle.

Fra Søren Wiuff på Lammefjorden havde jeg både nogle hvide asparges og den sort, Søren kalder “Tyk, grøn Lammefjord”. Sidstnævnte er grøn i toppen og hvid for resten. En ganske dejlig slags.

Uanset arten så skal begge slags skrælles og vendes m lidt olivenolie og salt. Så er det en tur på varmen til, de stadig har bid, men den skønne smag og striber af grill. Det ender nok med at blive en 10 minutters tid i det hele under flittig drejning.

Det grønne i salaten blev nogle fine nye økologiske hjertesalater og en masse radiser i skiver. Salt, citron og olivenolie blev også vendt med rundt.

De grillede asparges fik lov at køle ganske kort for ikke at molestrere salaten og vupti op i skålen til resten.

Sidst – men absolut ikke mindst – blev et generøst lag af Belper Knolle revet hen over.

Og ja, den tjener nok en mindre forklaring.

Belper Knolle er en lille helt hård ost, som kommer fra landsbyen Belp syd-øst for Bern. Her producerer Hr. Glauser osten på sit lille mejeri og har gjort det siden 1993, omend han er 3. generation på mejeriet.

Mælken kommer fra lokale Simmental køer og bliver leveret direkte til mejeriet uden at blive hverken varmebehandlet eller nedkølet. Således går osteproduktionen straks i gang med den mælk, der stadig har “malke temperatur”.

Ostene bliver rullede i hånden, før det bliver trillet i krydderierne, som er en blanding af pulveriseret salt, lokal hvidløg og peber. Til sidst bliver ostene båret ned i kælderen for at lagre.

De bliver taget ud igen på to forskellige stadier: 9 uger (her er osten stadig halvhård) eller 1 år (knaldhård). Min variant var den sidste og det er en rigtig lille gulvklump, som næsten koster det samme, som den trøffel osten også ligner.

Hvordan er smagen så? Jo, den nærmest smelter på tungen og har en fed smag, men BANG så tager krydderierne over og eksploderer i munden.

Jeg smagte osten første gang på Hotel Cambrian i Adelboden, som er en skønt hotel i et meget dejligt skiområde. Men vigtigst af alt i denne sammenhæng, så ligger Adelboden også i kantonen Berner Oberland som Belp og dermed følte jeg mig ekstra priviligeret at blive introduceret til en så lokal lille perle (næsten bogstavelig talt).

Produktionen er ikke stor og jeg er endnu aldrig stødt på osten udenfor Schweiz. Men skulle du få chancen, skal du bestemt unde dig den.

Nå, ikke al den snak.

Den friskhøvlede ost drysses på salaten og så er vi klar til at spise.

Velbekomme!

Mange hilsner, Mette

Fotograf Martin Kaufmann

4 thoughts on “Salat med grillede asparges og Belper Knolle”

    1. Hej Maja,
      Tak – det er bestemt en dejlig salat. Knolden bliver det vanskeligt at få fat på, men en god parmesan kan sagtens bruges. God fornøjelse!

Leave a Reply to Mette Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *