Rødgrød med fløde

Jeg burde egentlig have en kategori, der hedder Mormor-mad, for hvis der er noget, jeg har lavet i dag, så er det en klassiker fra dét køkken: Rødgrød med fløde.

_DSC6012

I min barndom fik vi frugtgrød. Vi fik rigtig meget frugtgrød og i perioder havde jeg det altså temmelig blandet med den jævnede spise, men jo ældre jeg bliver, jo mere sætter jeg pris på at få en koncentreret smag af sommer i en frugtgrød.

Samtidig kan jeg ikke lade være at bemærke, hvor umiddelbart begejstrede familiens børn og unge bliver, når min Mor sætter især jordbærgrød på bordet.

_DSC6019

Her i sommerlandet på Fejø, er vi velsignet med en have fuld af bær. Ved vejen suppleres med de bær, vi ikke har i haven og i kombination og med min Mor som konsulent på telefonen, bliver det til en meget smuk portion rødgrød.

Der er uden tvivl lige så mange opskrifter og fremgangsmåder på rødgrød, som der er mormødre i landet, men du får MIN mors version i en “glat” udgave uden frugt i selve grøden og med min opdatering, som går på at komme en håndfuld friske bær i grøden, når den serveres.

Rødgrød med lækre bær og – selvfølgelig – iskold fløde

(Dessert, mellemmåltid, morgen- og natmad til 2 personer i et par dage eller dessert til 4 – 6 personer)

  • 600 gr blandede bær
  • 3 dl vand
  • 215 gr sukker – men smag selv til, hvor sød/stærk, du vil have din grød
  • 2 spsk kartoffelmel
  • 6 spsk vand

Pynt/garniture

  • 1 lille håndfuld friske blandede bær per person
  • Krydderurter, der passer til desserten. F.eks. solbærsalvie, mynte, citrontimian, sødskærm, citronverbena
  • Spiselige blomster som f.eks. solbærsalvie, rævehale, hybenrose (evt i strimler), citrontimian eller lavendler

Start med at koge frugten op med vand og sukker. Lad blandingen koge til saften er kogt ud af bærrene. Smag saften til. Hvis den er for sød, tilsætter du en håndfuld bær eller mere, hvis den er for sur, tilsætter du mere sukker. Hvis den er for stærk, er det lidt ekstra vand, der skal til.

Hæld grøden op i en finmasket si med en skål under og lad den nu stå at dryppe af, så længe du har tålmodighed. Du må endelig ikke tvinge frugten igennem, så bliver grøden mat og grumset. Vi går efter et skinnende blankt resultat.

Kom saften i gryden igen og bring den i kog.

Rør imens kartoffelmel ud i vandet, til melet er helt opløst.

Sluk for blusset og træk gryden af varmen, mens du rører kartoffelmelet i. Grøden må ikke varmes op igen, så risikerer den at blive “lang.” Vurdér selv, om mængden af stivelse passer. Hæld det i lidt ad gangen, mens du rører, så du kan holde igen.

Hvis du ikke synes, det er nok, kan du hurtigt røre lidt mere, men vær opmærksom på at grøden tykner, når den bliver kold.

Lad grøden køle af, men server den ved stuetemperatur. Sådan smager frugtgrød bedst.

Til gengæld skal fløden, du serverer til, være ISkold!

_DSC6016Pynt med en masse friske bær i din grød, lidt blomster og krydderurter. Jeg har portionsanrettet, men du kan også sagtens lave en stor smuk skål til dine medspisende.

Server fløden ved siden af i en lille kande, så man selv kan dosere.

God fornøjelse med Mormor-nostalgien.

KH, Mette

Foto: www.martinkaufmann.dk

 

 

2 thoughts on “Rødgrød med fløde”

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *