Laks, mango, vilde ris, ingefær og chili

Foråret er kommet og jeg er vidst ikke ene om at nyde solen, de højere temperaturer og mest af alt de længere dage. Det gode vejr kalder også på lettere retter og jeg havde mandag aften gang i en skøn salat med masser af smag og flere forskellige teksturer i en lettere asiatisk inspireret dressing.

_DSC8335

Salaten blev inspireret af en pakke grønne bønner, som var med i ugens øko frugt og grønt kasse fra Skagenfood. Jeg ville aldrig selv købe disse på denne tid af året. Heller ikke selvom de er økologiske, de smager simpelthen ikke af noget, men nu var de kommet indenfor døren og så skal de selvfølgelig også bruges. Du kan sagtens udelade dem og skrue op for mængden af de andre ingredienser eller erstatte med feks kål (spids- eller hvidkål, agurk eller gulerod).

Laksen var denne gang en herlig økologisk laks fra et norsk havbrug, Salmar og det er et sympatisk træk fra et havbrug, der indtil sidste år kun havde en (stor) konventionel produktion. Den økologiske laks har MANGE fordele sammenlignet med den “almindelige:”

  • ingen medicin
  • ingen kunstige tilsætnings- eller farvestoffer
  • intet genmodificeret foder
  • mere plads end almindeligt opdræt
  • god smag og kødstruktur

Og det sidste kan jeg kun tilslutte mig. Jeg afskællede laks, beholdt skindet på og stegte den hårdt og kort ved høj varme, så skindet blev sprødt. Det blev godt. Stadig en “rød” kerne og et meget saftigt stykke fisk.

Så nu er vi ved at have elementerne på plads. En asiatisk inspireret salat (uden nogen former for autencitet i øvrigt) med et stykke stegt, sprødt laks. Du kan vælge, om du vil dele fisken i lidt mindre stykker og vende den i salaten eller du kan servere den i det hele stykke, hvis du ikke nænner at plukke den i stykker.

Here you go:

Rissalat med mango og to slags bønner

(til 3 personer)

  • 50 gr vilde ris
  • 100 gr brune jasminris
  • 1 mango
  • 50 gr usaltede pistacienødder
  • 2 dl pillede edamamebønner
  • 200 gr hele grønne bønner
  • Frisk koriander eller mynte
  • Citron- eller limesaft

Kom de to slags ris i en gryde og dæk dem med vand. Kom 1 tsk salt ved og bring gryden i kog. Lad risene koge til de er møre, men stadig har lidt bid. Det tager ca 30 minutter

Hæld kogende vand over edamamebønnerne og kom dem straks i et dørslag, så de ikke får for meget og mister den grønne farve. Bring en gryde med vand i kog og lidt salt. Kog bønnerne heri til de stadig har bid. Regn med et par minutter.

Rist pistacienødderne på en tør varm pande.

Skræl mangoen, skær kinderne og det øvrige kød fri fra stenen og skær det i tynde skiver.

Hak korianderen eller mynten fint.

Laks

  • 3 stykker laks i portionsstørrelse
  • Lidt salt
  • Olivenolie til stegning

Afskæl fisken og steg den først på skindsiden i varm olivenolie. Drys med salt. Et par minutter på hver side, så er det fint. Laksen skal stadig være “rosa” dvs blank i midten.

Dressing

  • Saft og skal af 1 økologisk lime
  • 1 fed hvidløg
  • 1 tsk Helt honey med chili
  • Frisk ingefær på størrelse med en lille lillefinger
  • 1-2 røde chili i skiver eller finthakket (hvis chilien ikke er så stærk, bruger du to og skærer dem i tynde skiver. Er chilien stærk, skal den hakkes fint)
  • 3 tsk fiskesauce
  • 4 spsk peanutolie
  • 2 spsk olivenolie
  • Salt og peber

Rør alle ingredienser sammen og smag evt til med ekstra syre og/eller honning.

Vend først ris, mango og de to slags bønner med dressingen på et fad eller i en skål. Drys med nødderne og den grofthakkede krydderurt.
_DSC8343
Velbekomme!

Kh, Mette

Foto: http://www.martinkaufmann.dk

Køkkengrej og udstyr

Salatbestik fra Globus

Sort tallerken fra Bent Brandt

Lyseblå smørbrik/helt flad tallerken fra Anne Black

2 Comments

Got something to say? Feel free, I want to hear from you! Leave a Comment

  1. Sysleren says:

    Dit indlæg får mig til at tænke på dengang i 8. klasse, hvor vi havde et eller andet økologitema , og jeg spurgte den lokale fiskebilsmand, om han solgte økologisk fisk. Han kiggede på mig som om jeg var åndssvag, og sagde, at det slet ikke fandtes, da man jo fangede dem i havet. Der var vist ikke meget fisker i ham, for allerede dengang havde man økologisk opdræt.

    • Mette says: (Author)

      Ja, mange ting ændrer sig og vi bliver hele tiden klogere og klogere. Jeg må indrømme, jeg havde en tilsvarende holdning som din gamle fiskemand, da jeg allerførste gange hørte om økologisk fisk, men både bæredygtigt fiskeri og økologiske hav/dambrug giver rigtig god mening!

Leave a Comment

Let us know your thoughts on this post but remember to place nicely folks!