Pocheret laks, sorte ris og den vildeste dressing

Jeg må starte med at indrømme, at jeg ikke selv har fundet på denne ret.

Skye Gyngell har jeg udråbt til en af mine helte og retten her, skal hun bestemt også krediteres for.

_DSC5685

En fantastisk forret eller en skøn frokostret. Du bestemmer!

Det hele starter med en perfekt pocheret laks, som plukkes i lidt halvstore stykker og så bliver der ellers garneret med den skønne dressing, gode ris og masser af brøndkarse.

Det er ikke tit, jeg pocherer fisk, men efter abonnementet hos Skagenfood så er det virkelig en teknik, jeg skal øve mig mere på. Denne metode giver simpelthen så dejlig blød og saftig laks. Desuden tilføres der masser af smag med urterne i kogevandet. MUMS.

Pocheret laks med sorte ris, brøndkarse og den vildeste dressing

(Forret til 4 personer)

  • 500 gr laks
  • 2 gulerødder
  • 2 stilke blegselleri
  • Persillestilke
  • 3 laurbærblade
  • 6 sorte peberkorn
  • Salt

Kom alle ingredienserne i en gryde inklusiv fisken. Hæld vand på til de lige akkurat dækker. Fisken skal ikke ud at svømme (igen). Bring vandet lige akkurat til under kogepuntet, der hvor det simrer, ved medium varme.

Træk gryden af blusset og lad fisken trække i kogevandet. Fisken pocherer helt færdig, mens vandet køler ned.

Dressing til fisken efter pochering

  • 4 spsk olivenolie
  • Saft af 1 lime
  • Salt og friskkværnet peber

Rør alle ingredienserne sammen. Når fisken er kold, tages den op af pocheringslagen og dryppes/tørres godt af, før skindet trækkes af. Pensl med dressingen og lad fisken trække.

Dressing

  • 2 modne tomater hakkede – alternativt gode cherrytomater på denne tid af året, hvor tomaterne er temmelig kedelige
  • 1 spsk friskrevet peberrod
  • Skal og saft af 1 lime
  • 2 spsk olivenolie
  • 120 ml creme fraiche
  • Salt og peber

Bland alle ingredienserne i en skål og smag grundigt til med syre, salt og peber.

Garniture

  • 50 gr sorte ris
  • Vand og salt
  • Brøndkarse eller enhver anden krydderurt, som du godt kan lide, omend enhver karsetype vil passe rigtig godt

Kog risene efter anvisningen på pakken. Husk salt i vandet.

Anretning

Start med at lægge ris på tallerkenen og derefter fisk og brøndkarse. Gerne lidt lag på lag. Dryp til sidst med den skønne dressing og pynt med ekstra krydderurter/karse.

Hvem ville nu have tænkt på, at peberrod, lime og tomat går så godt sammen?! Ikke jeg!! Men Skye (hov, det rimer endda!!) Prøv det!! Den dressing er for vild!!

Rigtig dejlig weekend til dig! Vi kører lige om lidt en tur til Sverige og spiser frokost hos Daniel Berlin. Jeg glæder mig som et lille barn efter at have læst Arves eminente anmeldelse.

Og ja, selvfølgelig venter der dig også et indlæg om besøget her på bloggen.

Kh, Mette

Foto: www.martinkaufmann.dk

Køkkengrej og udstyr

Tallerken fra Bent Brandt

4 thoughts on “Pocheret laks, sorte ris og den vildeste dressing”

  1. Hej Mette,

    Det lyder som en rigtig lækker ret. Jeg laver fisk minimum en gang om ugen, og er efterhånden ved at løbe tør for inspiration – mon pochering er vejen frem? Det skal i hvert fald afprøves 🙂 Men jeg synes, der mangler noget i opskriften: hvor længe skal fisken simre?

    Dressingen skal også afprøves. Jeg bryder mig normalt ikke om peberrod, men det kan jo være, jeg kan lide denne blanding. Jeg håber det!

    Kh Marlene

    1. Hej Marlene,
      Tusind tak for feedback. Det er rigtig dejligt at høre, at du har styr på dine fiskerutiner. Vi skulle have lidt hjælp i form af Skagenfood, men nu flyver det derud af.
      Som jeg skriver i opskriften, så skal fisken bringes til akkurat under kogepuntet – ved middelvarme – dvs dét tidspunkt hvor vandet begynder at skælve/simre og så trækkes af varmen. Der er ikke nogen fast tid på, for det afhænger af dit komfur, gryde osv. Men det ER nok! Alt for mange (af os) overtilbereder fisk og det er så synd!
      Prøv dressingen – peberrodsafficionado eller ej – men køb endelig et helt stykke og riv det selv!

      Rigtig god fornøjelse.

      KH, Mette

  2. Det ser virkelig lækkert ud, og jeg vil prøve det til en forret i weekenden. Men lige et par amatørspørgsmål. Jeg har hørt, at man kan komme eddike i vandet ved pocheringen. Har du erfaringer med det? Det var til torsk, at det blev brugt, og skulle være med til at mørne, men har det nogen effekt sammen med laks?
    Og så de sorte ris – egentlig vil jeg hellere udelade dem og servere flutes til, men bliver det for tørt??

    1. Hej Bibi,
      Det er jeg super glad for at høre!
      Jeg synes, risene er gode, men du kan også sagtens bruge perlebyg, perlespelt eller andet, men det giver en god fugt og kontrast, som jeg ikke synes, du får fra brødet. Vær opmærksom på, at de sorte ris ikke er det samme som vilde ris. Jeg må nemlig indrømme, at der gik noget tid, før jeg så værdien i vilde ris……
      Jeg kan ikke se, hvad eddiken skulle gøre ud over at tilføre syre og det synes, jeg ikke er nødvendigt. Fisk er jo så blødt og fint i forvejen, der er absolut ingen grund til at “mørne.” Vores laks blev meget meget lækker og fin. Jeg vil til enhver tid bruge den samme metode igen.
      Rigtig god fornøjelse.

Leave a Reply to Marlene J Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *