Oysters & Grill – vi ses snart igen!

For nogle uger siden var vi for første gang på Oysters & Grill. Vi havde booket pladser på kysserækken i Empire, men inden var der indbudt til skaldyrskalas rundt om hjørnet.

Og jeg kan næsten blive helt ærgerlig over, at vi har ventet så længe med at få besøgt Oysters & Grill.

Og lad det være sagt med det samme: Jeg er rigtig ked af, hvis du bliver sulten af at læse det næste, der kommer samt se på de fine billeder: “Rundstykke, det var ikke med vanille!”
Oysters & Grill ligner ikke nogle af de restaurantkoncepter, vi ellers kender fra Danmark og særligt København. Det kan godt være, restauranten er en del af Cofoco kæden, men den er helt sin egen.

Udefra ligner det et almindeligt byhus, men når man kommer indenfor mødes man af ren sommerhus stemning, kombineret med lidt Mallorca og Berlin. Det er svært at beskrive. Men skal opleves.

Der er temmelig rustikt, afskallet og rå betongulve, men masser af hygge, gamle krystalkarafler (som lamper) og fine røde voksduge.

Vi kom tidligt en fredag aften, men langsomt fyldtes restauranten og bordbestilling må bestemt tilrådes.

Betjeningen var effektiv, dog med en vis forundring over, at vi ikke drak vin og det virkede næsten lidt besværligt og vi skulle næsten undskyld, at vi blot ønskede vand til maden.

Oysters & Grill mixer skaldyr og bøffer. Der er grillmad af den rigtig gode slags (entrecote, tournedos, nakkekotelet og havbars) og så er der det mest fantastiske skaldyr, man kan forestille sig: knivmuslinger, danske og franske østers, blåmuslinger, hjertemuslinger, jomfruhummer, soft shell crab, tigerrejer og blæksprutter. Man køber sine skaldyr efter vægt, eller man kan vælge dealen med at købe et helt fad, som køkkenet mixer (dog primært blåmuslinger).

Desuden er der som udgangspunkt to tilberedningsmetoder: plancha eller dybstegt. A la placha refererer til, at man steger/griller på en stor støbejernsplade og den metode, man ofte ser til stegning i Sydeuropa.

Vi var fristet af at dele den store platte, men valgte alligevel at gå fokuseret ombord i blæksprutter og kammuslinger.
Kammuslingerne var stegt helt perfekt og serveret med en grillet citron.
Hurtigt fulgte de friterede små blæksprutter. Og her kan du godt glemme alt om de gummi-agtige ringe, som man skal have et yderst godt gebis for at tygge sig igennem. Her var tale om den lækreste beignetdej om nogle små saftige miniblæksprutter serveret med en chili mayo til. Heaven!!

Dernæst kravlede vi på landjorden og bad om en nakkekotelet. 250 gr!! Mamma Mia.

Serveret med en grøn salat og lækre tynde sprøde fritter (allumettes) og kryddersmør.

Det var virkelig herremad, men for pokker hvor smagte det godt!
Heldigvis var vi på cykel, så der blev sørme også plads til to skønne desserter.

Vi startede med en klassisk rødgrød med fløde og dernæst fulgte en skøn chokoladeis på rabarberkompot med små sprøde kys (marengs) og lidt nougatine på toppen.

Oysters & Grill er virkelig et lækkert sted. Man har lyst at hænge ud og mæske sig i mange timer uanset om det er for at kigge kæresten dybt i øjnene eller hygge sig i gode venners lag. Restauranten er til og kan det hele!

Vi GLÆDER os til at komme igen.

Nå ja – og så skidt pyt med, at filmen ikke helt levede op til traileren.

Mange hilsner,

Mette

Fotograf Martin Kaufmann

 

10 thoughts on “Oysters & Grill – vi ses snart igen!”

  1. Det ser da hamrende godt ud 🙂
    Specielt alle de kammuslinger. Og det med at svitse en citron har jeg prøvet det giver en rigtig god citronsmag, men det skal gøres (som man kan se på billedet) på en ultra varm pande for citronen ikke skal koge og blive blød.

    Bøffen (ja ja og salaten ) …uhm

    Så må du gerne få min dessert

    /Erland

    1. Jeg drømmer lidt om sådan en stegeplade…..!!!

      Et meget dejligt sted. Så enkelt og meget rustikt. Men SÅ godt!!!

  2. Det er også så meget mit yndlingssted! Og med de smukke billeder serveret, får man jo bare endnu mere lyst til at besøge Sjællandsgade endnu en gang. God weekend:)

    1. Jep – og hvem var det, der introducerede mig?!

      Tusind tak for anbefalingen, der kommer vi til at spise mange flere kammuslinger!

      Rigtig god papkasse-flytte-weekend

  3. Hold op hvor ser det bare lækkert ud!
    Der skal jeg da helt klart forbi næste gang, jeg er i KBH 🙂

    1. Det skal du. Det er et rigtig dejligt sted midt i mellem alle shawarma-barerne 🙂

      Jeg har også lidt nydt jeres beskrivelse af aftenen hos Price. Det er også et dejligt sted!

  4. Kan man få hjemve, når man læser om en af yndlingsrestauranterne? Jeg elsker de fleste af Cofoco restauranterne for deres smalle menuer, for så ved man, at man ikke får gammelt mad, der ligger og venter på, at nogen bestiller det. Jeg boede ovenover den på Værnedamsvej, så var en hyppig gæst.
    Drikker I slet ikke vin? Jeg gør ikke og det er faktisk på de fleste restauranter, at de undrer sig over, at jeg bare foretrækker vand.

    1. Jo, det synes jeg godt, man kan ….!

      Jeg drikker ikke meget vin. Det sker ….. men ofte mest vand….. og ja, reaktionerne til det er blandede. Generelt synes jeg dog, det bliver bedre og bedre.

    1. Det skal du!

      Børnene kan I også sagtens tage med, men det er nu heller ikke et dumt sted til en kærestemiddag……!

Leave a Reply to Mette Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *