På besøg i Sommer(nabo)landet: Hotdogs i Stockholm

Når man vælger at give sin fotograferende kæreste en weekendtur til Stockholm i gave, er det nødvendigt at sætte egne gastronomiske behov i anden række. Således besøgte vi sidst Östermalms Korvspecialist.

20130708-100156.jpg

Jeg havde fundet stedet i bogen “Where Chefs eat” og Martin var mere end begejstret ved udsigten til en god hotdog.

Da det lykkedes os at finde det lille træskur, vidnede ikke bare skiltet over skuret/pølsevognen, men også den lange kø foran, om, at vi var kommet til det rette sted.
Der hænger masser af avisartikler også, som man passende kan læse, mens man venter på, sin pølse bliver grillet.

Udvalget er enormt. Der er mere end 30 forskellige slags pølser at vælge imellem opdelt efter nationalitet og krydring (stærke eller ej). Der er også et par vegetariske varianter. Så vælg selv, hvad du har lyst til.

Man får pølsebrød, franskbrød eller kartoffelsalat til sin pølse, mens surkålen er obligatorisk til dem alle.

Jeg kan godt forstå den megen rosende omtale. Både pølse, brød og surkål var rigtig godt på min schweiziske jäger-hotdog krydret med enebær og hvidløg. Martin fik en dobbelt (tvillinge)pølse af marokkansk afstamning (vi husker desværre ikke navnet), det var han bestemt heller ikke utilfreds med. Begge pølser var grillede til perfektion, så de stadig var saftige.

God jagt efter den lille pølsevogn, som ligger et par hundrede meter længere oppe end Östermalms Torvehal.

Som du kan se på min vinterfrakke, var det vinter, sidst vi var i Stockholm, men det er en herlig by. Især om sommeren, hvor man rigtig kan nyde “Nordens Venedig”. Norwegian flyver derop til yderst fornuftige priser (inkl. WIFI) og SAS følger godt efter.

Tænk over det – jeg tør (næsten) love, at du ikke vil fortryde det og jeg har også flere Stockholm-tip i ærmet, som jeg vil dele med dig. I morgen måske.

Sidste tip: når du går fra Story Hotel til Östermalms Korvspecialist, så er det meget nemt at komme til at gå forbi Laduree på Grev Turegatan 15, som åbnede sidste forår. Jeg siger det bare.

Östermalms Korvspecialist
Nybrogatan 57
Stockholm

Åbningstider mandag-fredag 11-21
Weekend og helligdage 11-18

Hej på dig,
Mette

Foto: www.martinkaufmann.dk

2 thoughts on “På besøg i Sommer(nabo)landet: Hotdogs i Stockholm”

  1. Det lyder ikke som om at det var en ofring, der ikke kom dig selv til gode 🙂 Mums. Skal til Stockholm i august et smut, så glæder mig til at se hvad du mere anbefaler 🙂
    Mvh Maiken

    1. Kære Maiken,
      Nej – det var faktisk ikke nogen straf overhovedet 🙂
      Streetfood på den bedste måde (Bangkoks gadekøkkener ikke medregnet, de er uden sammenligning).
      Der kommer et par anbefalinger mere til Stockholm, så stay tuned!
      KH, Mette

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *