Muffins med Clara Frijs pærer, karamel og lys chokolade

Lige nu er der de skønneste, mest sprøde og fantastisk saftige Clara Frijs pærer. Det er en af de første pæresorter, der modner og den smager bedst helt frisk og nyplukket. Det er ikke en pære, som egner sig til at blive gemt.

Sorten er fra området omkring Skjensved og blev første gang omtalt i 1858 som “Skjensvedpære.” Tre år senere blev den igen nævnt, men denne gang opkaldt efter Comtesse Clara Frijs.

Jeg valgte at bruge de skønne pærer til muffins kombineret med syndig karamel, spicy ingefær og lys chokolade.

Syndige Clara Frijs muffins med karamel og lys chokolade

Opskriften kræver, du sætter lidt ekstra tid af – eller forbereder dig i god tid i forvejen. Det tager lidt tid at lave karamellen, men heldigvis er arbejdet på ingen måde besværligt.

  • 150 gr smeltet smør
  • 150 gr sødmælk
  • 3 store æg
  • 100 gr rørsukker
  • 300 gr hvedemel
  • 2 1/2 tsk bagepulver
  • 2 spsk friskrevet ingefær
  • 125 gr lys chokolade – jeg bruge de gode knapper fra Amedei
  • 3 skrællede Clara Friis pærer i tern på ca 1 x 1 cm. Gem 1/2 pære til pynt, som skæres i helt tynde både/skiver
  • 1 dåse kondenseret mælk

Start med at sætte den kondenserede mælk over at koge. Hele dåsen kommes i en kasserolle med vand, så det præcis dækker. Lad dåsen koge i 3 timer. Dåsen køler af, før den åbnes og den skønneste karamel kommer til syne, som også er at kende under navnet dulce de leche.

På www.copenhagencakes.dk er der også lige lavet Dulce de leche og en rigtig fin beskrivelse af fremgangsmåden.

Du kan også købe karamellen færdig, men det er sjovt at lave den selv på denne nemme måde. Det kan i øvrigt sagtens gøres i god tid i forvejen, så længe du undlader at åbne dåsen.

Pisk mælk, æg, rørsukker, smør og 2 spsk dulce de leche.

Sigt mel og bagepulver i dejen. Vend det godt ind i den våde masse.

Vend de resterende ingredienser i: pærer, lys chokolade og ingefær.

Fordel dejen i 12 – 18 forme (afhængig af størrelsen) og drys med lidt ekstra sukker for at få en fin blank og sprød overflade.

Bages ved 200 grader i 30 – 35 minutter.

Lad kagerne køle af 10 min og skær et kryds i toppen af hver kage. Læg 1/2 tsk dulce de leche på hver muffin og lad den trænge lidt ned i kagen, før du lægger en ekstra teskefuld ovenpå.

Den resterende karamel, hvis der måtte være nogen, kan du spise til ALT i det søde køkken. På is, på brød, tilbehør til bagte frugter, på yoghurt, på chokoladekage……..

I blog-o-sfæren har der længe været et stort hype om netop denne karamel, så du kan hurtigt google dig frem til inspiration.

Mange hilsner, Mette

Fotograf Martin Kaufmann

Leave a Comment

Let us know your thoughts on this post but remember to place nicely folks!