På besøg i (sen)Sommerlandet: Møllegården på Alrø – spis i grisestalden

Nogle steder har bare en helt naturlig plads i hjertet.
Det er ren Morten Korch idyl på Alrø

Møllegården på Alrø er for mig sådan et sted. Alrø er en lille ø i Horsens Fjord, der er forbundet til fastlandet med en dæmning. Der er 40 km til Århus og små 30 km til Horsens.
Da jeg voksede op på egnen boede en af mine gode legekammerater på Alrø og jeg har mange gange cyklet forbi Møllegården (i al slags vejr og bare tæer om vinteren i sneen naturligvis), mens der på gården stadig var driftigt landbrug.
Højt til himlen, åbne vidder og et kig til fjorden overalt på øen
Der er simpelthen så pænt på Alrø. Så nysseligt, at Morten Korch boede her i flere perioder og har ladet sig inspirere af landskabet og gårdene. Herunder også Møllegården, som ligger midt på øen.
Der er slet ingen tvivl om, at vi er på vej ind i en stald
For nogle år siden blev Møllegårdens grisestald bygget om, helt om! Og et italiensk trattoria åbnede. Siden er stedet overtaget og køkkenet er igen blevet mere dansk, i det værtsparret fra Malling kro, syd for Århus, har overtaget restauranten.
Stalden har bevaret sin oprindelige inddeling, men bare rolig der er hverken lyd eller lugt som i en rigtig grisestald
Tina og Ricco fra Malling Kro har opbygget et solidt ry og image på egnen. Kroen er gået fra at være en “almindelig” landevejskro til at være kendt – vidt og bredt – for et utrolig hyggeligt sted, der serverer ukompliceret mad på højt niveau. Læs blot den spritnye anmeldelse fra Byens Spiseguide her.

Og dén succes, som parret har haft i Malling, har gjort, at de nu satser på også at drive et dejligt sted i de charmerende lokaler på den smukke ø.

Her lægges et lidt lavere niveau for madens tilberedning, men råvarerne har sammen høje kvalitet og kommer så vidt muligt fra (helt) lokale producenter.
Du kan også få dejlig frokost
Møllegården har åbent fra April til Oktober og derudover efter aftale.
Selvfølgelig kan man også sidde udenfor
Konceptet er nemt: 3 retter for 275 og dagens ret til 125 kr. Det er god værdi for pengene, især når man samtidig er i den del af landet, hvor portionerne ikke er små. Der er to slags af hver; forretter, hovedretter og dessert samt en ostetallerken, hvis man foretrækker det fremfor det søde.

Vi var tre denne aften. Min Mor, Martin og jeg, og vi kom rigtig godt igennem hele kortet.
Herlig hjemmetbagt brød

Efter forhandlingen om retternes fordeling var overstået, fik vi hurtigt en dejlig kurv med hjemmebagt brød på bordet: Maltbrød vendt i majsmel og et såkaldt “fortunabrød” med hør- og solsikkefrø. Hertil en skøn aioli og smør med Læsøsalt.

Kalv og sej og til forret

Vi lagde ud med kortets to forretter.
Bagt sej med peberrodsfløde og spidskål
Bagt sej blev serveret med peberrodsfløde, rå spidskål, fennikeltop, syltet citron og kronblade af morgenfrue. Det var en meget yndefuld tallerken at skue og en blid indledning på middagen.
Personligt kunne jeg godt have ønsket lidt mere syre i form af mere citron og lidt flere spark i peberroden, men det er en smags sag.
Plukket kalv med sprød salat og syltede rødløg
Til gengæld var der masser af smag i min braiserede kalvelårtunge, som havde følgeskab af knasende, sprød salat, syltede rødløg og lidt karse. Mums – det var virkelig en god start.

Culotte, laks og skipperlabskovs

Jeg fortsatte med det supermøre kød og fik sommerskipperlabskovs til hovedret. Jeg havde næsten gættet, at kødet måtte være det samme som til forretten, men jeg kan virkelig godt lidt labskovs og jeg var tilpas nysgerrig efter at finde ud af, hvad “sommer” dækkede over.
Sommer-skipperlabskovs
Retten var da også tilføjet al dente kogte forårsløg og friske ærter samt masser af den klassiske purløg. Jeg kunne godt have tænkt mig lidt spidskål som supplement til kartoflerne og for at lette lidt mere, men det er petitesser (og fordi jeg godt kan lide spidskål). Det var en herlig måde at få labskovs på og helt klart en stor inspiration til at lege videre med en tilsvarende fortolkning derhjemme.
Smørstegt rugbrød og hjemmelavede rødbeder
Jeg ved ikke, om det var nogen selvfølgelig, men jeg fik også serveret lækkert smørstegt rugbrød og hjemmesyltede rødbeder til. Og så var det lige før, jeg på ægte Price-manér kunne sige “riiiiiiiigeligt smør” for min labskovs blev også serveret med en generøs klat smør.

Indbagt laks med hollandaise
Martin valgte sin hovedret med fisk og fik en flot tallerken med et stort stykke indbagt laks bagt i form og toppet med sprød filodej. Hertil en herlig hollandaise med creme fraiche og brunet smør, dampede gulerødder og frisk spinat med fennikeltop.
Små, nye kartofler godt til perfektion
Hertil en portion nye kartofler, som selvfølgelig også kom fra Alrø. De var kogt med tilpas bid og det var svært ikke at stjæle af skålen.
Culotte med tomater, porrer og timbale
Min mor valgte at spise culotte til hovedret. Det var en stor, flot portion med nogle fantastisk møre stykker kød, nye porrer, bagte tomater og en lille timbale med spidskål. Det hele flankeret af en herlig, velsmagende sauce. Stor tilfredshed hos den kvinde, som har grundlagt min interesse for mad.

Melon og bær

Vi kunne faktisk ikke spise mere, men madbloggens hellige navn, så var vi jo nødt til at prøve desserterne også. Vi nøjedes dog med at dele de to slags, der var.
Rødgrød med fløde
Den ene dessert var en traditionel rødgrød, som blev serveret i et Weck-glas med friske bær, vanille(fløde)is og lidt sprøde kager. Uhm – hvor var den god. Selv min Mor måtte nikke anerkendende og jeg selv ville ønske, jeg havde haft mere appetit.
Mynte og melon
Til gengæld var den anden dessert meget let og det gjorde, at også den endte med at glide ned. Flere forskellige slags melon med en frisk myntesorbet og lidt tungere myntecreme samt lidt sprød crumble. Ikke nogen dessert, der efterlod et stort indtryk, men forfriskende ovenpå den gode middag.

Alt i alt en rigtig dejlig middag på Møllegården. Det er dejligt at se og mærke Tina og Riccos entusiasme og jeg håber, at mange vil benytte sig af lejligheden til at køre en tur til den smukke ø.

Der bliver afholdt en række arrangementer henover sommeren og der går rygter om gårdens gode brunch, der serveres sidste gang i år d. 15. september.

Brombær på vej

Hvis du kan træffe en hurtig beslutning, så er der allerede i aften et eminent solnedgangsarrangement:

Se solen gå ned over Alrø… Vi starter kl 17.30
 
Datoen er jo 7/9/13, så vi håber på klart vejr,
ellers holder vi os indendøre 🙂
 
Endnu en hyggelig aften hvor vi serverer en lækker 3 retters menu
på en lidt anderledes måde… vi starter med de første to retter inde i stalden
hvorefter vi går om på marken bag Møllegården hvor vi serverer
dessert og kaffe fra buffet mens vi nyder sol nedgangen…
 
Menu:
Lille skaldyrs-risotto med stegt lyssej og bronzefennikel
Kalveculotte på portvinssauce
med svampe, græskar og flødekogte Alrø-kartofler
Dessert, kaffe og sol nedgang fra buffet
 
300,-
 
Bordbestilling nødvendig på 86 55 20 83 eller info@grisestalden.dk

 

Læs mere på hjemmesiden: http://www.mallingkro.dk/nyheder.html?news_id=34.

Der er forresten også en række arrangementer med Stegt Flæsk her i September…… Jeg siger det bare.

Jeg håber, jeg med ovenstående og Martins smukke billeder, har fået inspireret dig til en tur til Alrø.

Rigtig god weekend.

Foto: www.martinkaufmann.dk

6 Comments

Got something to say? Feel free, I want to hear from you! Leave a Comment

  1. Havde jeg dog blot en lille bitte bil …

    Der ser vel nok hyggeligt ud! Kan man overnatte på øen?

  2. Benedicte says:

    Ærgerligt at der er lidt langt til Alrø herfra hvor jeg sidder, for aftenens arrangement lyder skønt og vejret ser ud til at være med dem. Var ellers lige ved at kløjs i forretten – synes der stod ‘Sej kalv’ 😉

    • Mette says: (Author)

      Kære Benedicte,
      Ja – der er lidt langt derover, men hvis du kommer på de kanter, så er det klart en omvej værd. Og der er flere andre gode ting i området!
      Rigtig god weekend!

  3. Sine says:

    Hehe.. Ja, jeg læste også sej kalv, men billeder og beskrivelser vidner jo heldigvis om noget andet. 😀

    • Mette says: (Author)

      HiHi – nu har jeg altså ændret den overskrift. Det går jo slet slet ikke med sådanne misforståelser 🙂 🙂 🙂

Leave a Comment

Let us know your thoughts on this post but remember to place nicely folks!