Becauseitmatters på tryk og DU kan vinde bogen

I starten af året blev jeg spurgt, om jeg havde lyst at bidrage til en kommende kogebog fra Karolines Køkken.
Bogen skulle udgives, som en efterfølger til den meget populære “Alle tiders Karolines Køkken,” som udkom sidste år i forbindelse med “køkkenets” 50 års jubilæum.

Anrettet på en stor flad tallerken i stedet
Anrettet på en stor flad tallerken i stedet


Jeg behøvede ikke tænke længe over, om jeg havde lyst til at være med. Jeg er i den grad vokset op med Karolines Køkken. Da jeg som barn var med min familie på Dyrskue i Herning, var det helt store tilløbsstykke for især husmødrene og deres døtre netop den rød- og hvidternede stand, som Karoline stod på.
Masser af smagsprøver blev uddelt, men der blev også afholdt demonstrationer i tidens madtrends og så blev der uddelt Karoline-køer.

Jooooo – det var en stor oplevelse hver gang.

Fokus den gang var at få os til dels at anvende flere mejeriprodukter i madlavningen dels at udvide vores madmæssige horisont og således opstod retter som indbagt mørbrad, tunmousse, enebærgryde osv.

Høgelundgaard fra Arla Unika i Torvehallerne
Høgelundgaard fra Arla Unika i Torvehallerne

Karolines Køkken spurgte ikke bare mig om bidrag til bogen, men i alt 8 danske bloggere. Opdraget var simpelt. Kreer en opskrift på salat, som gerne må, men ikke nødvendigvis skal indeholde mejeriprodukter. Vore bidrag blev professionelt koordinerede, så vi ikke arbejdede med de samme råvarer/ingredienser og da vi havde sendt vore opskrifter ind, blev det grundigt testet og gennemprøvet af de dygtige medarbejdere hos Karoline.

Waldorfsalaten anrettes i den allesteds nærværende skål fra Würtz
Waldorfsalaten anrettes i den allesteds nærværende skål fra Würtz

I og med vi blev spurgt om at indsende vores bidrag i februar måned, så var det begrænset, hvad der var af råvarer at lege med. Derfor har jeg valgt at genfortolke en waldorfsalat og lettet den i udtrykket ved at servere to emulsioner ved siden af i stedet for den sædvanlige hvide creme, som alle ingredienserne plejer at være rørt op i.
Jeg anvendte den lækre krydderurt selleripersille i opskriften. Den er – selvfølgelig – fra CO Torveplads i Torvehallerne. Her finder jeg enormt mange af de krydderurter, jeg bruger og jeg er helt vild med det sted, deres udvalg, service og den gode snak og smil, som man altid får med på vejen derinde.

Selleripersille fra CO Torveplads - en herlig aromatisk krydderurt
Selleripersille fra CO Torveplads – en herlig aromatisk krydderurt

Martin tog nogle lækre billeder af salaten, men til bogen er det Kille Enna, som har stylet og fotograferet vore opskrifter. Billederne her på bloggen, er dem Martin tog, som i sin tid blev sendt ind til Karolines Køkken sammen med opskriften.

Jeg vil meget gerne dele min glæde over at være kommet på tryk og udlover derfor et eksemplar af bogen, som DU har muligheden for at vinde.

Skriv i kommentarfeltet herunder hvilken af Karolines opskrifter, du er allermest vild med, så deltager du i lodtrækningen om “Meget mere Alle tiders Karoline.”

Jeg trækker vinderen af konkurrencen fredag morgen og offentliggør samme dag.

Du kan læse mere om den nye kogebog her.

De øvrige blogs, der deltager er:

Hav en dejlig start på ugen.

Kh, Mette

30 thoughts on “Becauseitmatters på tryk og DU kan vinde bogen”

  1. Uha, en fin salat!

    Min favorit Karoline-opskrift er pæretærten (vist fra bog nr. 2?), som jeg bliver ved med at vende tilbage til – bare i min version med æbler. Den er go’!

  2. Der er mange af de gamle Karoline opskrifter jeg stadig benytter. Den jeg oftest vender tilbage til, er : Æbletærten med mandellåg. Bruger den også til andre frugter.

  3. Karoline er nu go` har brugt den meget.
    Indbagt mørbrad, varm kartoffelsalat, abrikostærten, brugt rigtig mange gange 😉

  4. Det må være Karolines flødeostekage.. hvorfor ikke bare kalde det, hvad det er? 😉

  5. Den indbagte mørbrad er min favorit. Også uden mørbrad, for mørbrad er jo dyrere end farsen, og det er den, der smager så godt 🙂 Jeg er også opvokset med Karoline og havde en hel farm med Karoline-køer, jeg møjsommeligt havde foldet med mine barnepølsefingre.
    🙂 Karen

  6. Det anede jeg slet ikke, godt gået Mette!
    Og sikke en lækker udgave af den ellers ret så tunge salat. Som altid også smukke billeder, din dygtige gemal tager.

    Hmm … der er jo mange, eller der var, for jeg må indrømme at de ramte et antikvariat da jeg flyttede fra Ungdomsboligen. Men støder jævnligt på Karolines på nettet. Men da jeg boede hjemme og havde en ugentlig maddag, så blev de studeret nøje, og en opskrift jeg vendte tilbage til igen og igen, var Levergryden. Husker der var godt med fløde i, og at den smagte noget så skønt!

    Hvor kan man se/få den nye kogebog?

  7. En bortsj (rødbedesuppe) fra engang i 90’erne, det var i flere år en vinterklassiker i mit barndomshjem

  8. Superflot salat og billede. Jeg bruger ofte karolines æbleis, nogle gange med mandelbunden, men også med andet tilbehør. Har for nylig prøvet den med Irmas opskrift på karamelsauce med myseost og det var et utroligt lækkert match.

  9. Jeg vender altid tilbage til flødeisen i bog nr. 1 og så brownies i bog nr. 4. Opskriften på flødeis har jeg ofte varieret med hjemmelavet nougat i stedet for vanille. Det kan jeg anbefale (på marengsbund med flødeskum og ristede mandler, simpelt og megatungt, men altid et stort hit :-))

  10. Hvor spændende!
    Jeg har hidtil brugt Karoline-bøgerne til “gamle klassikere” og mange af opskrifterne er gået hen og er blevet til egentlige traditioner i min familie, f.eks. laves der ALTID vandbakkelseskagemand efter vandbakkelseskrans-opskriften til fødselsdage:-)

  11. Min favorit er cheesecaken med kirsebærgele. Jeg havde smagt cheesecake i USA og glæden var derfor stor, da et Karolines Køkken hæfte udkom med den opskrift. I dag har jeg videre udviklet opskriften lidt, men basis er faktisk den samme som for nok 15 år siden da jeg lavede den første gang.

  12. Jeg laver stadig den indbagte mørbrad af og til. Den må vel efterhånden kaldes retromad 🙂

  13. Min favorit er helt klart den originale cheesecake, med kirsebær og med fersken. Min svigermor kan lave dem så de ligner på en prik! Dét er fantastisk 🙂

  14. Jeg ELSKER gulerodstærten fra Karolines Køkken (http://www.arla.dk/opskrifter/Gulerodstarte/)
    Min mor lavede den flere gange til hele familien gennem min barndom, og elskede bare når hun begyndte at finde de hus-omdelte kogebøger fra karolines køkken frem – en rigtig 80’er-90’er klassiker i mit barndomshjem.

  15. Jeg bruger altid deres opskrift på pølsehorn. De er så lækre! Dejlig svampede og lækre – kunne spise 100 af dem. 😀

  16. I mine spæde ungdomsår var det altid Karolines enebærgryde der blev serveret når vennerne var på besøg.
    Og så har mig og min søster lavet deres klassens time kage utallige gange:-)

  17. Har ikke en men mange ynglings fra Karoline – der kommer hele tiden nye til. Jeg bruger altid Karoline som en sikker havn hvis jeg skal bruge en opskrift på en ret jeg ikke har tilberedt før. Finder som regel opskriften eller noget der ligner – og så følger jeg ellers opskrift til punkt og prikle.
    Karoline var med da jeg flyttede hjemmefra og det er herfra jeg bagte mine første boller – tørstegte min første medister og kom hurtigt i mål med en pæretærte.
    Det der også er så hyggeligt ved bøgerne er alle billederne – de helt gamle fra 80’erne er skønne og ikke spor fedt forskrækkede at kigge på – jeg ville elske at vinde den nye Karoline ❤

  18. Ja, jeg er jo nærmest vokset op med Karolines køkken. For min generation lige så vigtig som Frk. Jensen for generationen før mig 🙂 Dejligt med en “opdateret” udgave

  19. Jeg er også opvokset med Karoline, og kan huske, når der lå en ny Karoline bog i postkassen. Den blev forsigtigt åbnet og nær studeret. Jeg har altid været vild med at bage, så det har mest været de søde indslag i bøgerne, der har haft min største interesse. Jeg har bagt rigtig mange æblekager med mandellåg, tebirkes med kvark/hytteost og klassenstime kage. Din waldorfsalat ser meget lækker ud, og kunne godt gå hen og blive en yndling.

  20. Kære Mette.
    Godt gået!
    Hos os elsker vi enebærgryden, som vi spiser med rodfrugtemos. Tror faktisk snart jeg skal lave den igen :-).
    Kh Marianne

  21. Nogle af de første af karolines kogebøger er er ved at være slidt op, og samtlige sider ligger løst i en plastiklomme…..ja de er godt brugt, men den allermest brugte opskrift er på banankage – som har være min basis opskrift for kage til mine børn og andre gæster med en sød tand , dog altid med et pift af et eller andet….mange af opskrifterne er oversat til ungarsk og kinesisk, og har gjort STOR glæde i de to lande jeg har boet i de sidste 5 år.

Comments are closed.