Byd velkommen til en ny italiener i Tivoli: Mazzoli´s

For godt en måned siden var vi inviterede til prøvesmagning på Tivolis seneste italienske restaurant: Mazzoli´s.

Mazzoli´s
Mazzoli´s


Der må have været et behov for en italiensk restaurant i Tivoli, for selvom der allerede ligger en i den gamle have, var det tydeligt, at med det antal gæster, som var at finde i Mazzoli´s på en helt almindelig hverdags-onsdag, så var det sydeuropæiske køkken klart at foretrække fremfor nyt nordisk og klassisk dansk (kunne vi se på andre meget tomme restauranter).

Stofservietter med logo - fin detalje
Stofservietter med logo – fin detalje

Mazzoli´s ligger i den tidligere Cafe Ultimo, som til lejligheden har fået en ordentlig overhaling og blevet fuldstændig ny-indrettet i en grad, der nærmer sig konceptualisering eller noget, man kunne finde i en (endnu) større europæusk storby.

Mazollis - Tivoli in Copenhagen - pgotos: Martin Kaufmann

Her er charmerende afskallede borde lavet af bl.a. gamle døre, krydderurter i malede dåser, masser af (hipt) kobber og i det hele taget en opdateret indretning med fokus på det rustikke og charmerende italienske.

Separat lokale med god plads
Separat lokale med god plads

Det lykkedes mig dog aldrig helt at forlige mig med den aldeles gennemgående lyserøde signaturfarve, der omend den nok var opsigtsvækkende på tjenernes butterflies også var MEGET lyserød.

Den klassiske Vespa har selvfølgelig også fundet vej
Den klassiske Vespa har selvfølgelig også fundet vej

Den aften, vi besøgte restauranten, var vejret så dejligt, at vi måtte sidde udenfor, men det primære lokale i restauranten er nu også rigtig hyggeligt, selvom jeg kan forestille mig, at der bliver lidt larm, når der er mange mennesker.

Mazollis - Tivoli in Copenhagen - pgotos: Martin Kaufmann

Vi blev modtaget meget venligt og imødekommende på et sådant niveau, at jeg ikke kunne lade være at tænke, at det var nye standarder for Tivoli. Hvorvidt det skyldtes, at vores besøg var ventet, skal jeg lade være usagt, men middagen igennem fik vi en meget sød og opmærksom betjening.

Oliven og mandler
Oliven og mandler

Vi lagde ud med et par farvestrålende virgin cocktails. Vi holder begge igen med alkohol og på en hverdag er det for os næsten altid 100% no-go (med mindre serveringen er SÅ lækker, at jeg ikke kan sige nej).

Virgin cocktail med rød grape
Virgin cocktail med rød grape

Og der var bestemt ingen grund til, at vi skulle føle os snydt, bare fordi procenterne ikke var til stede. Vi fik en ret lækker friskpresset rød grapejuice mixet med ginger beer, lidt amarena sirup og skal af en økologisk citron.

Skønt! Jeg er glade for, at flere og flere restauranter giver ikke-alhokoliske drikke lidt opmærksomhed.

Foccacia med olivenolie
Foccacia med olivenolie

Endnu bedre blev det, da vi til drinken fik gode sorte oliven, ristede mandler, skøn toscansk olivenolie og et dejligt, hjemmebagt klassisk foccacia med rosmarin.

Mazollis - Tivoli in Copenhagen - pgotos: Martin Kaufmann

Fra menukortet valgte vi bredt for at smage så meget som muligt. Pizzaerne gik vi udenom, men strakte hals da nabobordet fik serveret et par af slagsen.

Toast med krabbe
Toast med krabbe

Således ankom vore forretter, som var krabbetoast på ristet foccacia (samme som til snacks) med en dejlig avocadocreme på siden.
Tanken var som udgangspunkt dejlig med krabbekød vendt i mayo, men der var ikke brug for den ekstra creme og fedme fra avocadopureen og pynten med peberfrugt og basilikumblade ledte tankerne i retning af 90´erne. Og så var retten alt for salt og det var lidt ærgerligt, for udseendet til trods smagte det egentlig dejligt.

Vitello tonnato i en opdateret udgave - fin salat
Vitello tonnato i en opdateret udgave – fin salat

Næste forret var en vitello tonnato, som i modsætning til den sædvanlige buffetudgave var anrettet som en salat med dupper af tuncreme og rosa kalvekød i. Det smagte dejligt. Kalvekødet var mørt og det var rart at få det på en lidt anderledes måde end sædvanligt, hvor kødet plejer at være druknet i tunsaucen, var det en mere fast creme, som kunne have taget lidt mere syre og smag, men med fin smag af tun. Prikken over i´et, var de friterede kapers, der gav sprødhed og salt til retten.

Mazollis - Tivoli in Copenhagen - pgotos: Martin Kaufmann

Vi fik også friterede blæksprutteringe. De var helt vildt sprøde. De sprødeste, jeg nogensinde har fået, tror jeg. Og med en dejlig aioli til.
Desværre var de også en lille smule overtilberedte, men der skal nok blive langet mange af disse over disken i sommer, så der kommer fuldstændig styr på den servering.

Insalata caprese med flotte tomater
Insalata caprese med flotte tomater

Vores absolut sidste forret (og det var kun fordi køkkenet insisterede) var en mere eller mindre klassisk insalata caprese, dvs tomatsalat med mozzarella. Masser af blandede dejlige tomater serveret rustikt i en dyb tallerken med god bøffelmozzarella, lidt basilikum og skalotteløg. Ja tak, sådan kan vi lide det.

Sandsynligvis Instagram dokumentation
Sandsynligvis Instagram dokumentation

Efter dette bombardement af snacks og forretter, kunne vi egentlig godt have sluttet aftenen, men i prøvespisningens hellige navn, kæmpede vi os videre med hovedretterne. Vi delte to. Om det var bevidst fra køkkenets side, skal jeg lade være usagt, men vi ventede ganske længe på vores hovedretter. Det er jeg ikke sikker på, jeg ville have syntes om, hvis jeg “sad og brændte turbånd af,” men for vores middag var det en detalje.

Mazollis - Tivoli in Copenhagen - pgotos: Martin Kaufmann
Kalveskank a la sommer med fennikel og persille

Den ene servering var en langtidsbraiseret kalveskank i en forholdsvis tæt rødvinssauce. Serveret garniture af rå tynde, skiver fennikel, sorte oliven, bredbladet persille og friskrevet citronskal. En næsten sommerlig osso buco kunne man fristes til at sige.
Kødet var herlig mørt med rigtig god smag, saucen intens og garnituren passede fint til, omend den var sparsom.

Porchetta med sølvbeder
Porchetta med sølvbeder

Vores anden hovedret var den klassiske porchetta. Som her var en fantastisk, stor flot skive, der var klassisk tilberedt med gode krydderier i midten. På Mazzoli´s steger man den dog op inden servering, så kødet får en meget lækker og sprød skorpe.
Jeg er stadig i syv sind, om jeg synes, dette er genialt eller en skam. Der skal en del fedtstof til at gøre dette og porchettaen, der som regel laves af nakkefilet eller ribbensteg, er allerede ganske fed i sig selv, så det ender som en meget tung servering. Men ja, bevares. Det ER meget lækkert, at kødet er så sprødt.
Tilbehøret var herlige sølvbeder, (ja tak, dem vil vi gerne se noget mere til!) som var tilberedt rigtig fint (blade og stilke skal separeres og have forskellig tilberedningstid) med timian og hvidløg. Endelig var der også nogle af de gode sorte oliven, som også var til kalveskanken og en mayo.
Det var dejligt med de bløde og velkrydrede sølvbeder, men jeg savnede alligevel noget mere syre, som kunne balancere det fede fra kød og mayo.
Anyways, porchettaen var god og jeg kunne godt finde på at vælge den igen, hvis der var råd til det i kalorieregnskabet (ikke at jeg tæller, men du ved, hvad jeg mener) og netop denne ret er da også gået hen og blevet en klassiker og favorit på restauranten.

Giovanni L. er importeret til København fra Tyskland
Giovanni L. er importeret til København fra Tyskland

Vi sluttede af med det vildeste is-fyrværkeri. Egentlig sagde vi begge nej tak til dessert, da de utallige forretter, kombinerede med de fyldige hovedretter havde lagt en gevaldig god bund, men da tjeneren INSISTEREDE på, vi smagte den til Mazzoli´s helt særegne is Giovanni L., måtte vi jo give efter.

IS - masser af is
IS – masser af is

Isen er af den helt rigtige, autentiske, italienske slags og Mazzoli´s har udvalgt 8 forskellige slags ud af de mere end 130 varianter, som Giovanni L producerer.

Smagsprøver på ...... alle slags is
Smagsprøver på …… alle slags is

De smagte alle dejligt, særligt dulce de leche og hasselnød blev hurtigt tømt.
Mazollis - Tivoli in Copenhagen - pgotos: Martin Kaufmann

Vi måtte bare have en espresso at slutte af på og da Martin havde spottet vores yndling Rancilio i baren, så var det slet ikke noget spørgsmål længere.

En Ranciliokværn af de større....
En Ranciliokværn af de større….

Fin, kraftfuld, fyldig espresso og selvom det “kun” var på en Illybønne, så var det lige det, vi trængte til.

Og espresso selvfølgelig
Og espresso selvfølgelig

Konklusion
Der er kommet rigtig mange gode spisesteder i den gamle have de seneste år og det er dejligt at se, at der findes mere end fritureos, dårlige råvarer og alt for høje priser.
Mazzoli´s er bestemt et rigtig dejligt sted, hvor jeg sagtens kunne finde på at komme igen. Hvis jeg var sådan en blog, der gav stjerner, ville jeg nok ende på 4 små stjerner ud af 6.
Restauranten henvender sig – efter min mening – særligt til børnefamilier og større selskaber. En sjov aften i Tivoli med veninderne kunne sagtens starte her med masser af skønne drinks men enhver 6-årig vil også synes om både pizza og pastaudvalget. Det er måske ikke stedet til den store romantiske candle-light-holde-i-hånd-aften, men er du på en af de første dates, så er det fint og der vil være masser af tale om på det “summende” sted.

Den gamle have er ALTID et besøg værd
Den gamle have er ALTID et besøg værd

****

(4 stjerner ud af 6)

Mazzoli’s, Tivoli
Vesterbrogade 3,
1670 København V
Telefon: 33750751
www.mazzolis.dk

2 thoughts on “Byd velkommen til en ny italiener i Tivoli: Mazzoli´s”

  1. Mette, du er virkelig god til at skrive anmeldelser!! Supporteret af billederne er det som at have en plads ved bordet. Særligt er jeg vild med den sidste del, hvor du sætterord på det restauranten er egnet til 😉
    Jeg flytter højst sandsynligt til København til efteråret og glæder mig allerede til at udforske de mange spisesteder! (Har udskudt Alpelandet med ca. 3 år)

    Håber, at alt ellers går godt!

    God weekend!
    Kh,
    Tanja

    1. Tanja, du er virkelig god til at skrive kommentarer, der igen og igen gør mig noget så glad 🙂
      OG tænk, du flytter til Kbh i stedet for Alpelandet (jeg har jo gjort det i omvendt rækkefølge), men jeg vil glæde mig til at se noget mere til dig herovre.
      Rigtig god weekend.
      Kh, Mette

Leave a Reply to Tanja Maria Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *