Grapefrugter – så er det nu!

Lige nu er der de smukkeste, flotte, lækre og store grapefrugter. Sågar røde.

Jeg får mine fra Årstiderne, men du kan garanteret også købe nogle flotte nogle, der hvor du plejer at købe frugt. Men det er sidst på sæsonen, så du skal skynde dig.

I går var jeg så letsindig at spørge efter ideer til indlæg på FB, men jeg glemte, at jeg (endnu?!) ikke har så mange læsere, så input var begrænset. Til gengæld kom der et meget kvalificeret input fra Christine,  som mindede mig om, at det ikke nødvendigvis er KVANTITETEN af svar, men kvaliteten. Det er nemlig en rigtig god ide at skrive om brunch i weekenden. Vi gør selv noget ekstra ud af morgenmaden i weekenden og her bliver tit afprøvet nye ideer, som sagtens kan gøre sig her på bloggen.

Så nu er en ny kategori stiftet og jeg vil fremover give inspiration til, hvordan en morgenmad også kan se ud.

Tilbage til grapefrugterne. Og pomeloen, som jeg tidligere har afsløret min kærlighed til. Skræl en stor flot grape med en kniv og skær alt det hvide “flamingo”kød af. Skær til sidst lamellerne ud af hinderne og fordel nu smukt i en dyb tallerken. Pomelokødet frigøres også, hvis du har tålmod, kan du få lige så fine fileter, men du kan også vælge at plukke kødet i nogle mindre stykker.

Pres desuden et par grape til den fineste lyserøde juice.

Pres den resterende saft fra grapen udover frugten. Lad en kugle af skyr og drys med din yndlingsmüsli. Jeg havde tilmed lidt frysetørrede blåbær fra Trader Joes, som gav lidt ekstra farvespil til sidst.

Det giver mig i øvrigt anledning til at komme med et lille pip: hvorfor er udvalget af frysetørret frugt så elendigt i Danmark? Og når det endelig lykkes at finde det, så er det som regel temmelig pebret? Nuvel, de tørrede frugter vejer heldigvis ikke meget og kan nemt tages med hjem fra lande med større udvalg.

Hav en rigtig vidunderlig weekend.

Jeg drager lige straks på Chokoladefestival og glæder mig!

Mange hilsner, Mette

Fotograf: Martin Kaufmann

6 Comments

Got something to say? Feel free, I want to hear from you! Leave a Comment

  1. Pernille says:

    Hej du, i Charlottenlund i Superbest har de faktisk 3 forskellige slags frysetørrede bær, jordbær, hindbær og blåbær og til ok pris synes jeg. Det er muligt, at udvalget er større i andre lande, men til kage og morgenmad synes jeg at de 3 varianter er fine. Nyd chokolade festivalen, jeg skal lige have lokket Bent med på ramsløgsjagt. Kh Pernille

    • Mette says: (Author)

      Jamen, altså. Så må jeg jo en tur til Charlottenlund. Eller starte med vores egen her…… Dog et check spørgsmål: er de frysetørrede eller bare tørrede????

      Det er en rigtig dejlig ting at have til morgenmaden – hvadenten det er grød, yoghurt eller skyr 🙂

      Se så at få hanket op i ham, Bent! Der er rigeligt på det “hemmelige” sted og så skal vi jo bare bytte med et ditto hemmeligt kantarelsted om et halvt års tid!

      Kram

  2. Vibeke Lentz says:

    Det ligner næsten mere en dessert end morgenmad, og lyder virkelig lækkert. Du laver god reklame for årstiderne, jeg får helt lyst til at komme igang med en kasse eller to igen. Jeg synes, det er virkelig svært at finde lækre økologiske grapefrugter, i hvert fald på vesterbro og bryggen?! Hvordan var chokoladefestivalen, blev du inspireret? I øvrigt, tak for dine altid søde, betænksomme og gode kommentarer:) Rigtig god weekend.

    • Mette says: (Author)

      Kære Vibeke,

      Altså det der med at findegode råvarer er jo for mig en kæphest og jeg er så lidt imponeret over frugt og grøntsager her i Lyngby, at Årstiderne er blevet vores løsning. Jeg bruger abonnementet meget fleksibelt og checker hver uge kassernes indhold, før jeg bestiller.

      Chokoladefestivalen var en sjov oplevelse. Jeg mødte et par medbloggere og det var sjovt at dele holdninger og observationer. Og få lidt tips fra de erfarne.

      Det største indtryk gjorde dog Damian Allsop, engelsk chokolade-trylle-mager, som jeg også skal møde mandag hos Meyers Madhus til en workshop. Fantastisk viden og passion for sit håndværk.

      Og så var der naturligvis en masse lækre smagsprøver. Indlæg følger.

      Tak for dine søde indlæg og kommentarer. De varmer altid!

      Hav en skøn weekend.

      Kh Mette

  3. Pernille says:

    hej har lige tjekket de er frysetørrede. ca. 30 kr. for en lille bøtte. Kender ikke prisen hos Trader joes men synes egentlig det er ok, jeg bruger dem mest til kagepynt.
    P.s. vi fandt det hemmelige sted og med lidt vejledning via fotos så blev vi de lykkelige ejere af 2 store poser (vi kender ikke helt begrænsningens kunst) har lavet en ordentlig gang pesto plus benyttet som lidt grønt drys og resten blev doneret til lykkelige kollegaer.

    Kh Pernille og ja vi skal da på svampejagt men også efter blåbær og hindbær

Leave a Comment

Let us know your thoughts on this post but remember to place nicely folks!