Gede- eller lammeskanke i tagine

Måske har du også lyst at give påskelammet et twist?!

I stedet for den traditionelle kølle eller bov, foreslår jeg, at du serverer skønne, krydrede skanke, som simrer i ovnen, mens du og dine påskegæster går anemonetur i skoven.
_DSC0739

Jeg brugte endda gedeskanke i denne opskrift, men du kan sagten bruge både lammeskank eller -hals i stedet. Det er op til dig.

Tagine, støbejernsgryde eller römertopf, det er også dit valg. Jeg måtte selvfølgelig vælge min (påskegule) tagine.

Fordelen ved tagine og støbejernsgryde er, at den både kan bruges på komfuret og i ovnen. Det mindsker opvasken.
_DSC0732

Gedeskank i tagine med varme krydderier og tomat

(til 2-3 personer)

  • Olivenolie
  • 4 gede- eller lammeskanke
  • 2 gulerødder i rustikke stykker
  • 1 grofthakket løg
  • 1 hel rød chili
  • 2 stilke blegselleri i rustikke stykker
  • 5 fed grofthakkede  hvidløg
  • Frisk timian
  • 1 tsk røget paprika
  • 1 tsk stødt spidskommen – optimalt: rist de hele frø på en pande og knus dem i en morter eller kaffemølle
  • 1 tsk kanel – optimalt: rist en hel kanelstang i lidt mindre stykker på en pande og knus i en morter eller kaffemølle
  • 1 tsk stødt koriander – optimalt: rist de hele frø på en pande og knus dem i en morter eller kaffemølle
  • 1/4 tsk stødt kardemomme eller 2 hele kapsler
  • 1/4 dl æblecidereddike
  • 2 spsk rørsukker
  • 1 dåse flåede tomater
  • Salt og groftkværnet peber

Start med at brune skankene godt af i olivenolie. Krydr med salt og peber undervejs.

Tænd ovnen på 120 grader.

Når skankene har fået en fin stegeskorpe tages de af panden og erstattes i stedet med alle grøntsagerne i rustikke stykker, som ved middel varme sauteres, til de har fået lidt farve.

Tilsæt timian og alle krydderierne og steg videre i 3 minutter.

Tilsæt eddike og sukker og lad det koge med, til det er reduceret til det halve.

Tilsæt skankene igen sammen med de flåede tomater, salt og vand, så det lige akkurat dækker skankene. Læg låg på.

Sæt nu taginen i ovnen og lad den få 3 timer i ovnen med låg på.

Check efter de tre timer, at skankene er møre og kødet falder nemt og fuldstændigt af benene.

Kog evt saucen lidt ind uden låg på komfuret, hvis du gerne vil have en tykkere konsistens.

Server med rodfrugtemos og/eller brød samt fennikelsalaten fra i går.

_DSC0740

Rigtig god fornøjelse og god PÅSKE!

Kh, Mette

Foto: www.martinkaufmann.dk

Køkkengrej og udstyr

Tagine fra Staub

Sort tallerken fra Bent Brandt

Salatbestik i citrontræ fra Le Jardin i Marrakech

Leave a Comment

Let us know your thoughts on this post but remember to place nicely folks!