På besøg i Sommer(nabo)landet: Galão – Portugisisk cafe i Berlin

Jeg har en yndlingsgade i Berlin. Den fine Weinbergsweg, som udgår fra Torstrasse/Rosenthaler Platz og løber hele vejen op til Schönhauser Allee. Vi er i området på kanten af Mitte og Prenzlauerberg.

Lige i starten af Weinbergsweg ligger det vildeste cafe-mekka. Og jeg vil de følgende par dage give omtale til et par af dem, som jeg synes, er særligt skønne.

Den første er den portugisiske cafe Galão.

Enkel og rustik indretning hos Galao
Enkel og rustik indretning hos Galao


Først og fremmest skal den belønnes for at turde være anerledes. Det er ikke tit, man falder over en portugisisk cafe. Ej heller i Berlin. Men her holdes fast i nationaliteten og nogle af de skønne særegenheder, som netop Portugal byder på, når det kommer til hurtige og hyggelige cafebesøg.

Cafeeen ligger i noget, der ligner et gammelt ismejeri eller slagter. Den er holdt helt rustikt med kakler på væggene. I begyndelsen af lokalet står en ismontre fra Hansens Is. Som imidlertid var tom sidst, vi var der, så måske er man ved at skifte mærke?!

Siden 2000 har “Galão A Pastelaria” ligger her og forkælet berlinerne med de små portugisiske cremetærter: Pastel de nata og Bolo de Arroz, som er luftige muffins bagt på rismel.

Bolo de Arroz med det karakteristiske "papirbånd"
Bolo de Arroz med det karakteristiske “papirbånd”

Bolo de Arroz er ret svære at finde udenfor Portugal. Efterligninger bliver som regel bagt med hvedemel, men det giver altså en særlig konsistens med rismel.
Opskrift og mere baggrundsviden har jeg fundet på denne blog.

Servitricen solgte mig en med kommentaren om, at den var lidt som en madeleine. Og det kan der tildels være noget om, men bolo´en er lettere, med mindre smør og uden mandler.

Sprød og varm toast med chorizo og ost
Sprød og varm toast med chorizo og ost

Fra montren sælges også gode toasts, som er hjemmelavede med godt brød og fyld. De ristes efterhånden, som de bliver solgt og Martin var yderst begejstret for sin med chorizo og ost.

VI nød at sidde udenfor en yderst lun Juni-eftermiddag i de grønne semi-liggestole og nyde stemningen og betragte de (mange) forbipasserende, som primært er berlinere og kun ganske få turister.

Galão er forresten en varm portogisisk drik lavet af espresso og mælkeskum. Den serveres i et højt glas med ca 1/4 kaffe og resten mælk.

Yderst anbefalelsesværdigt sted. Hansens is eller ej.

Galão A Pastelaria
Weinbergsweg 8
www.galao-berlin.de

Åbningstider:
Mandag – Fredag 7.30 – 20
Lørdag 8 – 20
Søndag 9 – 19

U-Bhf Rosenthaler Platz

Der ligger en anden super dejlig cafe lige før det store kryds mellem Weinbergsweg og Torstrasse på Rosenthaler Strasse/Rosenthaler Platz: St. Oberholz. Her er masser af plads, god mad, fin stemning og gratis wifi.

Cafeen råder også over to lejligheder og selvom jeg aldrig har boet der, så ville jeg ikke tøve et sekund med at booke dér. Beliggenheden er genial, der er en skøn atmosfære i cafeen og indretningen ser dejlig ud.

Sankt Oberholz (St. Oberholz)
Rosenthaler Straße 72a
http://www.sanktoberholz.de/

Åbningstider:
Mandag – Fredag 8 – 24
Lørdag og Søndag 9 – 24

U-Bhf Rosenthaler Platz

Mange hilsner, Mette

Foto og toastspiser: www.martinkaufmann.dk

2 thoughts on “På besøg i Sommer(nabo)landet: Galão – Portugisisk cafe i Berlin”

  1. Hej Mette
    Tak for info om gode cafeer i Berlin. Det kan man ikke få for meget af. Specielt den portogesiske….
    God sommer til dig og dine
    Vh Charlotte G

    1. Kære Charlotte,
      Berlin er et sandt cafe-mekka og det kan være svært at vælge og prioritere, men det er altid dejligt at få (og give) inspiration.
      Rigtig god sommer til dig også.
      Kh, Mette

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *