Eksperimenter og på opdagelse…

Jeg har kun boet her i området i et års tid og mangler stadig at finde mine stamsteder. Især synes jeg, det er vanskeligt at finde en rigtig god fiskehandler og derfor gik turen i dag til Kildegårds fisk i Gentofte. Kildegårds fisk er med i netværket 360 Nord, der arbejder for at gøre flere lokale råvarer tilgængelige for os forbrugere. Og det vil vi jo rigtig gerne have. 

Cykelmyggens rute dokumenteres

Jeg havde håbet at få noget af den første stenbiderrogn, men da jeg ringede fredag for at bestille, fik jeg desværre beskeden, at der endnu ikke var noget af den skønne forårsbebuder?

Kildegårds fisk er en fin butik, men desværre var udvalget denne lørdag lidt begrænset. Til gengæld var der et righoldigt udvalg af sushifisk på frost. Vi gik dog efter fersk fisk og skaldyr.

Således endte vi med kammuslinger, helleflynder samt røget torskerogn.

Op på jernhesten igen og videre til Slagter Broe i Gentofte.

Vi havde håbet på en morgenkaffe hos Emmerys i Gentofte, men et stort skilt på døren fortalte, at deres kaffemaskine var i stykker. Slagter Broe har en lille cafe ved siden af butikken, men den har ikke åbent om lørdagen. Boghandleren “Under bogen” var heller ikke åben endnu, omend klokken var 10. Resultat: ingen kaffe i Gentofte lørdag morgen. Utroligt, der ikke er kundegrundlag for en god cafe i området?!

Istedet linede vi op hos Broe. Der var heldigvis ingen kø, så vi kunne fluks blive betjent. Den hjemmelavede gravad laks fristede i den grad med sit tykke lag af mørkegrønt dild, men da fisken var i hus, blev det i stedet til 700 gr svinekæber og 1 lille leverpostej. Jeg besvimede næsten, da jeg hørte prisen på kæberne: 175 kr kiloet, det er åbenbart længe siden, at svinekæber var billig mad. Den rare slagtermand kunne dog give mig den logiske forklaring, at der jo kun er to kæber på en gris, ergo må de koste. Hvorfor er det, man altid først BAGEFTER i sådan en situation kommer i tanker om det godt svar. Jeg skulle jo have repliceret “der er også kun 2 ører og mig bekendt er prisen på dem ikke nær så høj,” (omend Anh Les reklame for dem i søndagens program “Spis Vietnam” måske vil ændre på det ). Nuvel jeg havde vist allerede overtrådt een uskreven regel i Gentofte/hos Slagter Broe ved overhovedet at TILLADE mig at stille spørgsmål til prisen.

Hjemme blev der provianteret de resterende fornødenheder i Irma og så var jeg klar til at gå i gang med projektet: En rigtig god middag til min søde kæreste.

Forår i vaserne

Menuen blev følgende:

  • Torskerogn – rødbeder – peberrod – rugbrød
  • Kammusling – jordskokker
  • Kammusling – pastinak – macademia – smør
  • Helleflynder – perlebyg – rygeost – ramsløg
  • Ananas – kanel – piskefløde

I løbet af eftermiddagen blev der hentet lidt ramsløg i skoven. Jeg opdagede forleden på vej hjem fra arbejde, at de nu pibler frem i skovbunden.

De kommende dages indlæg vil således beskrive og gennemgå menuen i detaljer. Herunder masser af billeder. Naturligvis.

Der blev drukket en del kaffe i løbet af eftermiddagen

På snartligt gensyn og med ønsket om en skøn søndag,

Mette

Fotograf: Martin Kaufmann

11 thoughts on “Eksperimenter og på opdagelse…”

  1. Skulle vi ikke mødes i en skov og kigge på ramsløg ? og evt. andet spiseligt vi kan finde i skoven. Det ville jeg gerne bruge en forårs weekend på.

    1. Kære Pernille,
      MEGET meget gerne. Det er jo virkelig nu, det hele begynder: mælkebøtter, brændenælder, skvalderkål og ramsløg …… og mange andre gode ting. Jeg er klar! Og så skal vi næsten gå i køkkenet bagefter ……!
      kh, Mette

  2. Det skal vi se at få i kalenderen, eller forsøge at være impulsive, jeg er klar på det hele.
    Pernille

  3. Hej Mette-Sikke en menu du fik stablet på benene, det glæder jeg mig til at høre nærmere om-Utroligt med kaffen, men måske egen kaffe alligevel smager bedst, flot ser det i al fald ud:)

    1. Hej Vibeke, indlæggene er skrevet og billederne er lavet. I morgen tager jeg på kursus og er væk hele ugen, men jeg har sikret, der bliver publiceret alligevel.
      Ja, det undrer altså også mig, at det skal være så svært med kaffen. Her i Lyngby er mulighederne også sparsomme!
      Desuden så er det faktisk også sådan, at siden vi fik vores Rancilio-baby, så ender vi ofte med at tage hjem for at drikke kaffe istedet for at nøjes med en lidt halvgud kop et sted

  4. Ærgeligt at du ikke fik kaffe i Under Bogen – den er god. Jeg tror åbningstiderne på døren skal rettes til 10:03, da vi altid kommer et par minutter for sent….

    Kom igen, og få en god kaffe

    1. Hej Christian,

      Godt at vide til næste gang. Jeg kommer snart forbi igen, det er så dejlig en butik!

      Mange hilsner, Mette

Leave a Reply to Pernille Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *