Ebi hapsere med citrusmayo og bergamotteketchup

Det er fredag og det er hapser tid.

Nu er det jo n-æ-s-t-e-n blevet en tradition her på bloggen, at fredag skal der laves snacks.

Ebi hapsere.....bare fordi de smager så forrygende godt
Ebi hapsere…..bare fordi de smager så forrygende godt

Denne gang må jeg dog indrømme, at jeg hopper over, hvor gærdet er lavt. Ufattelig lavt!

Og ja, jeg er selvfølgelig også STÆRKT inspireret af de gode ebi-hapsere fra yndlings Sticks ´n Sushi.

Men det er faktisk ganske hurtigt (og temmelig meget billigere) selv at lave sine ebi hapsere.

Du starter med at gå ned til din yndlings asiatiske butik.

Her køber du en pakke panko-panerede tigerrejer. De ligger i fryseren eller køledisken.

Hvis du er mindre mageligt anlagt end mig, så nøjes du med at købe panko rasp og derefter til fiskehandleren efter tigerrejer (eller jomfruhummerhaler), som du går hjem og piller. Herefter vendes de i æg og til sidst i rasp.

Nu skal der friteres.

Både den færdigkøbte og den hjemmelavede slags bliver endnu gladere af at få en tur i lykkegryden.

Sørg for olien er godt varm. Den skal syde om en tændstik, før du smider rejerne i.

Smid et par stykker i ad gangen, så olien ikke køler for meget ned og der er plads rundt om hver reje til at “lade olien arbejde.”

De skal endelig ikke have for længe, så rejerne bliver til gummi, men akkurat til de er sprøde og gyldne.

Rør nu en dip af din yndlingsmayo og smag den til med rigelig saft og skal af lime, citron eller bergamotte. Husk også lidt friskkværnet sort peber og check om salt er nødvendigt.

Sæt 1-2 dupper mayo af på hver tigerreje.

Til sidst en klat bergamotteketchup som den, vi lavede forleden til blæksprutterne.

Igen 1-2 dupper på hver tigerreje.

Pynt med lidt koriander, måske en tynd skive chili og en ekstra lime, bergamotte eller citronbåd.

Så er du klar til X-Factor, Disney Show, champagne, Weekend Avisen eller hvad end du nu laver sådan en fredag aften.

Rigtig god weekend, når du når dertil.

Mange hilsner, Mette

Fotograf Martin Kaufmann

9 thoughts on “Ebi hapsere med citrusmayo og bergamotteketchup”

  1. Mums! Hvor ser de gode ud -de skal da prøves! Det er da sjovere selv at lave dem end at hente fra Sticks’n’Sushi. Måske bliver det til en weekend-snack hjemme hos mig 🙂

    1. Kære Maria,
      Ja – det er også sådan, jeg retfærdiggør købet af et halvfærdigt produkt. Og så kan man jo toppe med lige dét, man har lyst til 🙂
      Eneste risiko: man kommer nemt til at spise lidt flere 😉
      Hav en dejlig aften.
      Mange hilsner, Mette

  2. Ih ih ih, jeg er vild med din blog! Overvejer allerede at købe den der grønne japanske spiralizer-dims! Har aldrig prøvet at friturestege noget derhjemme før, så hvilken olie bruger du, og hvor lang tid skal de cirka have?

    1. Kære Helene,
      Skønt at høre. Hvor bliver jeg glad.
      Spiralizer er jeg altså også glad for, den kan du godt kigge efter 🙂
      Du kan sagtens friturestege i en almindelig gryde. Du skal bruge helt neutral olie som f.eks solsikke- eller vindruekerneolie. Afhængig af hvor stor en ting, du friterer, så varierer stegetiden, men som hovedregel skal dit element være sprødt og gyldent, når det er færdigt og så vil oliven også være stoppet med at bruse rundt om elementet.
      Rigtig god fornøjelse.

    1. Hej Maria,
      Du kan få dem i stort alle asiatiske supermarkeder/købmænd.
      Jeg har købt mine i en nu lukket japansk butik inde ved Nørreport.
      God jagt!
      Mange hilsner, Mette

Leave a Reply to Helene Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *