Chili pesto – Copycat af Fru Møller

Mit besøg hos Fru Møller bragte mig hjem med et lille glas chilipesto.

Som man ganske tydeligt kan se på billedet, så kunne jeg ikke en gang vente til billedet var blevet taget med at begynde at bruge af den….

Det var simpelthen så godt og blev brugt på og til alt i den korte tid, glasset varede.

Det betød selvfølgelig, at jeg måtte give mig selv udfordringen at genskabe den gode pesto, og da jeg synes, resultatet blev rigtig godt, synes jeg, du skal have opskriften.

Der bliver til to fine glas af portionen

Som vanligt bruger jeg ingen konserveringsmidler. Det er simpelthen ikke nødvendigt, når indholdet er så lækkert (og bliver spist så hurtigt).

Ingredienser

  • 2 store røde peberfrugter
  • 60 gr ristede pinjekerner
  • 2 fed hvidløg
  • 2 spsk tomatpure
  • 1 spsk hvid balsamico
  • 2 røde chili uden stilk og frøstole
  • 60 gr hård ost – Jeg brugte den gode Kornly fra Arla Unika og jeg vil til enhver tid også meget gerne bruge Digekrone eller Havgus (begge fra Unika). Selvfølgelig kan en god parmesan også bruges.
  • 1/2 dl olivenolie
  • Salt og peber

Start med at halvere peberfrugterne og skære stilk og frøstole væk. Læg dem på staniol på en bageplade og gril dem i ovnen, til skindet er sort. Fold staniolen godt rundt om peberfrugterne og lad dem trække 5-10 minutter i pakken. Så bliver de meget nemmere at flå efterfølgende.

Imens kan du jo passende riste pinjekernerne til de er gyldne og lækre. Der skal ikke bruges ekstra olie til dette. Når varmen når kernerne, så frigiver de masser af deres egen olie.

Flå skindet af peberfrugterne og læg dem i et blenderglas sammen med hvidløg, tomatpure, balsamico, chili, ost, pinjekerner og olivenolie. Blend til en fuldstændig homogen masse og smag til. Det kan sagtens være, du har lyst til mere chili, men det skal ikke være en pesto, der sender dig mod brandstationen. Den skal bare give varmen.

Vi har spist pestoen til formidabel lammekrone, som jeg lavede sammen med Helene. Vi har spist den ovenpå pizza med kantareller, god mozzarella og salsiccia og ja, så har vi spist den under adskillige pølsemadder. Hov, vi har da også spist den til slethvar med blommer og kantareller.

Rigtig god fornøjelse.

Mange hilsner, Mette

Fotograf Martin Kaufmann

 

 

10 Comments

Got something to say? Feel free, I want to hear from you! Leave a Comment

  1. Maja says:

    Mmmm. Den ser vanvittig lækker ud. Min kæreste og jeg er begge kæmpe pesto-fans – og han er tilmed smadderglad for chili. Så jeg har vist ingen undskyldninger for ikke at springe i køkkenet og prøve opskriften af 🙂 🙂

    Virkelig fin blog, iøvrigt! 🙂

    • Mette says: (Author)

      Tusind tak, Maja. Skønt at høre!

      Pestoen er rigtig skøn og den behøver altså ikke være vildt stærkt. Men den er dejlig pikant og en del i retningen af en god mojo sauce.

  2. Hmmm – jeg tror, jeg kunne spise den helt uden noget. Sådan lidt Peter Plys agtigt.
    vh/Karen

  3. Anna says:

    Hej
    Det lyder som noget der smager rigtig godt og skal prøves,
    men jeg mangler mængde af peberfrugter, de er vist smuttet
    i farten.

    Hilsen anna

    • Mette says: (Author)

      Hej Anna,

      Du har helt ret. Den er straks tilføjet. Tak for dit skarpe blik!

      Mange hilsner, Mette

  4. Nøj den skal jeg prøve! Allerede da jeg læste om den du købte hos Fru Møller glædede jeg mig til, at du lagde din egen version op 🙂

  5. Cook Valley says:

    Super lækkert og jeg må bare prøve den!
    Jeg beklager mit Xxxx indlæg da det blev postet automatisk. Hyldebærrene er først parat på fredag, så kan jeg bedømme dem. Tak for, at du gjorde mig opmærksom på fejlen. Jeg har undersøgt forhold vedr. giftighed. – og så længe du kun bruger bærrene, er der ingen fare uanset plukketid. Dog er de bedst i slut august eller start september
    Venligst Birte

Leave a Comment

Let us know your thoughts on this post but remember to place nicely folks!