Broccoli a la Caesar med søde ærter og sprøde brødcroutoner

Vi ved godt, hvor sundt broccoli er, men helt ærligt…. det kræver enten en vanvittig god kvalitet (=friskhed!!!) eller god tilberedning, før det er interessant at spise.

_DSC5983

Sidstnævnte kreerede jeg forleden.


Caesar broccoli med søde ærter og sprøde croutoner

(Tilbehør til 2 personer eller en selvstændig frokostsalat)

  • 1 hoved broccoli eller ca 500 gr
  • 6 ansjoser eller 3 hele sardiner (gerne fra Captain Cook – af den slags i citron og olivenolie, de smager fantastisk)
  • 2 store fed hvidløg
  • 2 æggeblommer
  • 1 tsk dijonsennep
  • Skal af 1/2 citron eller lime
  • 2 spsk citron- eller limesaft
  • 2 dl neutral olie eller mild olivenolie
  • 1 stor håndfuld revet parmesan (kan undværes)
  • 2 skiver daggammelt brød, her græskarkernebrød fra Emmerys
  • Salt og peber
  • Frisk basilikum
  • Friske ærter – hvis du har

Start med at skære stokken af broccolien og del den på langs i mindre bjælker. Skræl dem evt, hvis du synes, skrællen er for tyk.

Pil bladene af og hold dem for sig.

Del til sidst hovedet i mindre buketter af ca samme størrelse.

Sæt en kasserolle med vand og salt over at koge. Start med at komme stokstykkerne i og giv dem et lille minuts tid. Tilsæt buketterne og giv dem et par minutter. Til sidst kommes bladene i og det hele koger et halvt minuts tid, så broccolien stadig har bid og bladene akkurat er faldet sammen.

Mos ansjoserne eller sardinerne let i en skål. Riv hvidløg på en microplane heri og pisk så æggeblommer, sennep, skal og saft i.

Pisk nu olien i lidt efter lidt. Først dråbevis, siden i en tynd stråle, så dressingen bliver homogen. Konsistensen skal være som en tyk mayonnaise.

Smag til med salt, peber og evt mere syre. Tilsæt parmesan.

Riv det daggamle brød i mindre stykker og rist dem sprøde i lidt olie sammen med salt.

Læg broccolien på et fad. Dryp dressingen over og drys til sidst med brødcroutonerne.

Pynt med basilikum og en håndfuld friske ærter, hvis det er sæson.

Vi delte denne portion to personer. Se dét er tricket til at få broccoli til at glide ned, hvis det er svært. Men du behøver nok ikke annoncere alt for højlydt, at der er ansjoser i dressingen, der er der nogle, der kan have det svært med.

God appetit.

KH, Mette

Foto: www.martinkaufmann.dk

Køkkengrej og udstyr

Blåt og hvidt fad fra stellet “Sonja” fra Aluminia

4 Comments

Got something to say? Feel free, I want to hear from you! Leave a Comment

  1. Hej Mette-

    Det er vel nok en smuk salat du har lavet. Det er lige før en broccolihader som jeg, kunne få lyst til at prøve den 🙂

    God weekend.

    /Sejer

    • Mette says: (Author)

      Kære Sejer,
      Det er godt for dig! 🙂 Prøv!!
      OG hvis jeg skal snige noget kål ind i sommermaden, så må det være broccoli (blomkål, strandkål, spidskål…..).
      Rigtig god weekend.
      Kh, Mette

  2. Sine says:

    Denne skal helt sikkert prøves!!! 😀 Og skulle den være lidt mere måltidsagtig kan man garanteret med succes tilsætte lidt grillet kylling. 🙂 Tak for inspirationen!

Leave a Comment

Let us know your thoughts on this post but remember to place nicely folks!