Weekend morgen: Bread & Butter pudding med panettone, pære og rom

Weekenden er endelig over os og der er sommertid i luften med lysere aftener til følge. Jubiiii.
_DSC6440

Jeg har planlagt en større forårsrengøring + oprydning i køkkenet i dag og jeg glæder mig til lige om lidt at kunne skrue op for Mads & Monopolet, grine af nogle af deres fuldstændig ligegyldige og åndsvage diskussioner, mens jeg svinger kost og klud.

Oprydning skal imidlertid også finde sted i kolonialskab og fryser. Der skal langsomt gøres plads til nye råvarer og een af de ting, som jeg for nylig måtte finde anvendelse for, var en overskydende panettone fra julefrådseriet. Den blev forvandlet til en HERLIG bread & butter pudding, som kom på morgenmadsbordet til mine søde kolleger.

På dansk hedder sådan en fætter “brødbudding,” men det lyder bare ikke lige så appetitligt, synes jeg.

Den egner sig fortrinligt på et brunchbord, men er også en herlig dessert, da det ellers lidt tørre og kedelige indhold, bliver forvandlet til det lækreste, cremede og krydrede fuld med sprøde toppe, der giver lidt tilfredsstillende knas.

Du kan bruge alle former for brød og fortolk det bare helt bredt: scones, croissanter, sandkage, skærekage, franskbrød osv osv.
Det eneste du skal være opmærksom på, at hvis du bruger “brød,” der er sødt i forvejen, så skal du holde tilbage på sukkeret i cremen.
_DSC6444
Cremen, du hælder over, det skiveskårne brød/kage/panettone, skal ikke legeres. Det gør den automatisk, når den kommer i ovnen, så der er ikke grund til angst over, om det skulle skille. WIN!

Skal vi ikke se at komme i gang:

Bread and butter pudding med panettone, pære og rom
(til ca 12 personer)

  • 750 gr panettone i 1 cm tykke skiver
  • 40 gr smør
  • 1/2 dl mørk rom
  • 1/2 dl tør marsala, sherry, martini eller lignende
  • 6 dl sødmælk
  • 6 dl piskefløde
  • 1 kanelstang
  • 1 økologisk citron
  • 1 tsk vanillepasta eller korn af 1 stang vanille
  • 5 små æg eller 4 store
  • 125 gr rørsukker
  • 3 – 4 pærer i tynde skiver
  • Flormelis til pynt

Tænd ovnen på 170 grader og smør et ca. 1,5 liter stort ovnfast fad.

Smør hver skive panettone med et tyndt lag smør og læg skiverne i det ovnefaste fad, så de lapper lidt ind over hinanden. Stik skiverne af pærerne ned mellem brød/kageskiverne.

Hæld rom og marsala/hedvin over kagen.

Kom mælk, fløde, kanel og citronskal i en tykbundet gryde ved medium varme og bring det til lige under kogepunktet. Tag gryden af blusset og fjern kanelstangen.

Pisk æg og sukker til det er let og luftigt. Hæld den varme mælkeblanding i æggesnapsen og pisk det sammen.

Hæld hele mælkeblandingen over panettonen/kagen i det ovnfaste fad. Sørg for at hele creme over alle brødskiverne, så de får noget af smagen.

Stil fadet i en bradepande og hæld kogende vand op til, det når midten af formen.

Bag i 30 – 35 minutter eller indtil cremen har sat sig.

Sigt flormelis over ved servering.

Jeg har foruden de tørrede og kandiserede frugter i panettonen valgt at supplere med tynde skiver af frisk pære. Du kan udelade frugten eller du kan bruge lige, hvad du har lyst til.

Lige om lidt vil det være MEGET forfriskende at bage en variation med tynde skiver af friske rabarber. MUMS, det ville faktisk være VILDT lækkert!

Til sommer kan du vælge at smide et par håndfulde friske bær over fadet, når du serverer.

Rigtig god lørdag. Husk også ramsløg 🙂

KH, Mette

Foto: www.martinkaufmann.dk

Køkkengrej og udstyr

Emaljefad fra

2 thoughts on “Weekend morgen: Bread & Butter pudding med panettone, pære og rom”

  1. Uhm og en god kop kaffe. Hvor varm/lun serveres den bedst? Dejlig oprydning til dig.
    Første weekend i påskeferien er det der vi er “wokkers by choise” ?

    1. Det passede lige akkurat at hiiiiiive den ud af ovnen, lægge et klæde over og drøøøøøne til Bagsværd. Så var temperaturen perfekt 🙂
      Dét tidspunkt lyder HELT perfekt!!! Fredag, lørdag eller søndag?
      Også lidt havearbejde, ik´?
      KRAM og god weekend i Dansehallen <3

Leave a Reply to Pernille Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *