Bergamottemarinerede havtaskekæber med lun bok choy salat

Så er det tid for endnu en bergamotte opskrift. Igen bliver det i kombination med det asiatiske køkken.

Jeg surfede lidt rundt, som jeg ofte gør, for at hente inspiration til retten. Desværre er der ikke mange, der har leget med de parfumerede citrusfrugter og det er virkelig begrænset, hvor meget der findes med bergamotter. I stedet søgte jeg på yuzu, som er en citrusfrugt fra Japan, der har sin helt egen specielle og meget karakteristiske smag.

Jeg har kun set nogle sørgelige yuzuprodukter fra bla Korea i Danmark, så hvis du har set noget bedre, må du meget gerne sige til.

Ideelt ville det naturligvis være med den friske frugt….

Adskillige opskrifter kombinerede kammuslinger og yuzu, men da det var længe siden, jeg havde fået havtaskekæber og Fiskerikajen i Torvehallerne havde nogle fine, så blev det bergamotte og kæber.

Du kan sagtens erstatte bergamotten med lime eller citron. Du kan såmænd også lave en kombination, hvor du bruger halvt appelsin og halvt citron eller lime.

Havtaskekæber er et fantastisk stykke fisk. Konsistensen er – næsten – som hummer og smagen i samme retning også. Selvom havtasken er en stor fisk, så er det kun kæberne og halen, som kan bruges, så hvis du kommer i nærheden af disse to udskæringer, så prøv det endelig. Hvis det er svært at få fat på kæberne, så kan du sagtens erstatte med ethvert andet stykke fisk, du kan få fat på og har lyst til. Også laks.

Ingredienserne til "salaten"
Ingredienserne til “salaten”

Sidst men ikke mindst, så er tilbehøret de skønne små asiatiske kål bok choy. Selvom der er tale om kål, så er det ingenlunde kål, der er lige så fast og bastant i strukturen som spidskål eller hvidkål. Det er snarere en mellemting mellem salat og kål. Smagen er mild og hverken bitter eller “kålet.” Kålen skal dampes – gerne i en bambussteamer – og serveres lun med en god, lidt stærk dressing, som hældes over ved servering.

Vi starter nu:

  • 3 spsk olivenolie
  • 2 spsk bergamotte juice
  • 1 spsk finthakket skalotteløg
  • 1 spsk finrevet bergamotteskal
  • 2 tsk soya
  • 2 havtaskekæber per person
  • 1 finthakket citrongræs
  • 1/2 tsk finthakket rød chili

Rør alle ingredienserne sammen til en marinade.

Læg havtaskekæberne i marinaden ca 30 minutter, før de skal steges, så undgår du, de bliver misfarvede af sojaen.

Steg havtaskekæberne ved høj varme.

Tilbehør

  • 1 bok choy per person
  • Ristede, saltede cashewnødder

Del kålen på langs og kom den i en bambussteamer. Drys med lidt salt.

Bring lidt vand i kog i en gryde og når det koger, stiller du steameren med låg ovenpå gryden (brug evt et par spisepinde, så bambuskurven ikke dratter ned i gryden). Husk at sætte låg på steameren.

Damp kålen ca 3 – 5 minutter, men hold godt øje med den. Som du kan se på billedet, skal den stadig bevare faconen og have bid samt sin flotte grønne farve.

Dressing til bok choy (2 personer)

  • 1 spsk fiskesauce
  • 1 spsk limejuice
  • 1 spsk HELT honning med ingefær
  • 1/2 rød finthakket chili – men husk at checke styrken og start evt med en halv
  • 1/2 fed hvidløg
  • 1/2 meget finthakket stilk citrongræs – husk at knuse den først

Del bok choyen i halve og læg dem i en bambussteamer. Drys med lidt salt og læg låg på kurven, før du stiller den over en gryde med ca 5 cm saltet vand. Bring vandet i kog og damp kålen i ca 5 minutter. Hold øje, så du ikke kommer til at give dem for længe. De skal stadig være sprøde og i facon.

Start med at røre alle de flydende ingredienser til dressingen sammen og kom til sidst hvidløg, chili og citrongræs i. Smag til.

Læg havtaskekæberne og 2 halve lune bok choy på hver tallerken, hæld dresseingen over og drys med grofthakkede cashewnødder. Server gerne med ekstra lime, citron eller bergamotte til.

_DSC9583
En fedtfattig ret med masser af smag og power. Du kan sagtens erstatte havtaskekæberne med enhver anden fisk, som du kan lide (eller kan få fat på).

Hvilken fisk eller skaldyr ville du vælge?

God appetit. Og god lørdag.

Mange hilsner,

Mette

Fotograf Martin Kaufmann

4 thoughts on “Bergamottemarinerede havtaskekæber med lun bok choy salat”

  1. Mette, det ser enormt lækker ud!

    Jeg tror, at jeg vil vælge en klassisk torsk – mere fordi jeg på arbejde har arbejdet på en virksomhed, som netop forarbejder torsk. Så har simpelthen torsk på hjernen 😉 Din opskrift kommer derfor som sendt fra himlen!

    Er lidt misundelig på jeres tur til Stockholm ;). Heldigvis skal jeg snart selv på weekend tur til Hamborg!

    God weekend! Og tak for en skøn opskrift!

    1. Torsk er altså også en af mine yndlingslisten og den er så neutral, at man gerne må Spice rigtig godt op.

      Den asiatiske butik ved Banegårdspladsen har alt, hvad du skal bruge.

      Hamburg er en virkelig skøn by og liggerne ikke langt fra Århus (relativt). Det skal jeg nok blive misundelig over, når I skal afsted.

      Nyd weekenden.

      Kh, Mette

Leave a Reply to Arve Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *